Lad mig indledende sige; Min 2. C er en lystig blanding af børn, der er "skoleparate" (kan sidde stille, kan behovsudsætte, kan følge en instruktion, gerne vil gøre sit bedste), og børn, som har myrer i bukserne (som ikke kan behovsudsætte, som afbryder, som fjoller, som modsætter sig svært og hårdt arbejde - og alt, hvad de ikke lige har prøvet før). 

​

Så jeg har ikke særligt dygtige og særligt lydhøre børn. En helt almindelig blanding, tænker jeg. 

​

En gang om ugen har jeg min klassepædagog Christian med i en 45-minutters dansklektion. Den bruger vi på at lave stavetræning. Alle børn arbejder i Sabelkatten. Men det kunne i princippet være et hvilket som helst materiale. 

​

Jeg har delt børnene i tre grupper.

​

1) De børn, som er de svageste læsere, og som har brug for hjælp til at fastholde i og komme igennem en opgave. Denne gruppe arbejder med Christian udenfor i vores fællesområde. Det er max. fem børn.

​

2) De børn, som er godt med og kan løse opgaverne, men som har brug for voksenstøtte, fordi de er usikre. Denne gruppe arbejder jeg med. Jeg laver en lille hestesko af tre borde i klassen og sidder selv i midten. De sidder på den anden side rundt om mig. Det er 6-7 børn.

​

3) De børn, som selv kan læse opgaveinstruktionerne, og som er dygtige læsere. Denne gruppe arbejder selvstændigt. Deres opgave er selvfølgelig at løse opgaverne, men også selv at finde ud af, hvordan de skal løse opgaverne. Fra første lektion blev de instruerede i, at de IKKE måtte spørge mig om hjælp (gerne hinanden). Kun to gange har de haft brug for min assistance (i løbet af mange uger).

​

De første 4-5 uger, vi arbejdede sådan her, var det en kamp - især med børn i min eller Christians gruppe, som i den grad satte sig til nødværge. Men nu har alle børn kendskab til opgavetyperne, og pludselig er det nærmest deres yndlingslektion. Rigtig mange børn ELSKER sabelkatten. De sidder 30 minutter og arbejder - uden at forstyrre hinanden eller sig selv. Ganske få falder efterhånden fra. 

​

Jeg ved det jo godt. Vedholdenhed. Når noget er nyt, er det svært, og så gør man modstand. Men holder vi fast og gentager aktiviteten - helst på samme måde hver gang - så falder det hele lige så stille i hak, og flere og flere børn springer med på vognen. De bliver gode til det - og det kan de godt li'.

​

Jeg elsker også at have en gruppe elever, som skal arbejde selvstændigt. De er 10 børn, som hver eneste gang klarer sig selv. Ingen spørger om hjælp. Det ville de helt sikkert have gjort, hvis de havde haft muligheden, men nu MÅ de jo ikke, og så kan de helt fint - ved fælles hjælp - for selvfølgelig må de spørge hinanden. Det er SÅ fedt.

​

Det er ikke Co-teaching, det her. Der er andre principper. Men det er virkelig god udnyttelse af to voksne i klassen. Jeg elsker at have 6-7 elever i min lille gruppe og kan overskue at hjælpe alle, som sidder tæt omkring mig, så jeg skal ikke løbe rundt fra den ene til den anden.

​

Det samme gælder Christians gruppe. Det kører og alle får rigtig meget hjælp af en voksen, når de ikke kan selv - og hjælpen kommer hurtigt, for den er tæt på.

​

Når nu vi bliver færdige med Sabelkatten, så kan vi bruge arbejdsformen i andre sammenhænge, tænker jeg. Og måske vi efterhånden kan skubbe flere elever op i gruppen af "Jeg skal selv."

​

Egentlig ikke stor kunst. Egentlig rimelig simpelt. Men det virker. Når man bare øver sig.

​

​