Materialer:

​

Ud over Mørkeblåt A2karton havde vi: sakse og mønstersakse, lim, tusser, farver, blyanter, poscatusser, diverse farvet og mønstret papir samt vores inspirationstavle.

​

1) Børnene lavede først en skitse. Skrev mindst 5 ting, de ville fortælle om sig selv, og så måtte de gå i gang med at folde. 

​

2) De bliver hurtigt inspireret af hinanden - og låner hinandens idéer. Det kan være svært for enkelte børn at sluge - altså at deres gode idé bliver brugt af andre. Men det er en virkelig god øvelse, og vi italesætter det fra starten - at det er i orden at låne hinandens fantastiske idéer - og at man bare skal være stolt over, at nogen synes, man har fået en god idé.

​

3) Vi arbejdede i 10 lektioner - altså 5 dobbeltlektioner. 

​

4) Jeg havde et lille hjælpe-hjørne, hvor man kunne komme hen, hvis man havde brug for et lille skub - eller bare almindelig hjælp til at komme videre. Her sad ind imellem fire elever, som jeg hjalp med at klippe pile'. Det er også helt OK, for det bragte dem videre og i mål.

​

5) Foldebøgerne var ikke lige smukke. Sådan er det jo. Nogle børn arbejder langsomt og når ikke meget. Nogle børn sjusker. Nogle børn er supergrundige og nogle kan virkelig bare brillere med det kreative. Nogle børn har virkelig svært ved at sætte ord på sig selv. 

​

Generelt synes jeg, at alle børn kom i mål. Jeg accepterer også det uperfekte. Det er altså vigtigt i min klasse. 

​

6) Bøgerne blev taget frem en sidste gang, da alle var færdige, og så kunne man lige kigge den igennem inden samtalerne.

​

Skole-hjem-samtalerne forløb således:

​

Der var afsat 20 minutter pr. barn. Vi holder skarpt på tiden og sætter et stopur på 17 minutter, så er der tid til at runde af. Hvis nogle familier har brug for at tale mere, afsætter vi tid til et nyt møde frem for at overskride tidsrammen.

​

Barn plus forældre på den ene side. Hanne og jeg på den anden.

​

Jeg siger: Vi starter med at du om lidt overtager mødet (henvendt til barnet), og så bringer du os igennem din foldebog og fortæller alt, hvad du har lavet. Du må gerne læse op for os, og måske stiller vi spørgsmål undervejs. Det kan også være dine forældre har spørgsmål. Bagefter snakker Hanne og jeg lidt ud fra alt det, vi har hørt, og så kan det være, dine forældre har noget, de gerne vil have uddybet til sidst.

​

Herefter fortæller barnet - eller læser op fra foldebogen. Nogle gange har han eller hun brug for hjælp til at komme rundt. Så siger jeg: Vil du læse, hvad du har skrevet her? Alle børn kom fint rundt - og det var utroligt interessant at opleve, at de faktisk alle som en havde skrevet om noget af det, som vi også tænker, der skulle snakkes om under alle omstændigheder.

​

"Jeg øver mig på ikke at være dårlig til at tabe"

"Jeg øver mig på at være stille i timerne og lade være med at snakke med mine venner."

"Jeg øver mig på at tale pænt og ikke rulle med øjnene"

​

Hanne og jeg har knap nok påvirket børnene eller sagt, hvad vi synes, de skulle skrive. Det kunne de faktisk godt selv finde frem.

​

Imens børnene fortalte, skrev jeg små beskeder om barnet på nogle klister-labels. Jeg skrev 4-5 stykker pr. barn. Det kunne være:

​

* Du har arbejdet grundigt med din foldebog.

* Du er hjælpsom

* Du er god til at samarbejde med andre

* Du arbejder godt med dine opgaver

* Du er god til at række hånden op

​

Og så videre. Små tilkendegivelser om alt det, børnene gør godt i dagligdagen. Og det var ikke svært. Jeg kunne faktisk tage udgangspunkt i noget af det, de fortalte om fra deres foldebog. Og selvfølgelig min generelle viden. Men kun positive ting.

​

Da børnene var færdige med foldebogen sagde jeg:

​

"Nu sætter jeg klistermærker på dig."

​

Og så gik jeg over til barnet og satte klistermærkerne på ét ad gangen, imens jeg læste højt, hvad der stod.

Det havde stor betydning for børnene. De skulle med hjem og hænges op på værelset. Mormor skulle se dem. Jeg satte også en enkelt på en far undervejs.

​

Efter klistermærkeseancen var der måske 5 minutter tilbage. Forældrene kunne nå at spørge ind. Enkelte ville lige hurtigt snakke alene uden barn og stille et spørgsmål. Vi fyldte absolut tiden ud. Børnene var glade og stolte - forældrene var også virkelig stolte af deres børn.

​

Og jeg synes, at samtalerne var kvalificerede. Vi fik sagt alt det, vi havde brug for at sige. 

​

Så alt i alt var vi virkelig godt tilfredse med det hele.