Vi kan godt lide, når børnene er med til samtalerne. Modellen i år er, at forældrene kan vælge, at en del af samtalen er udelukkende imellem de voksne, og så bliver barnet lige sendt ud de sidste 5-10 minutter. Langt de fleste foretrækker, at børnene er en del af samtalerne. Vi behøver ikke vide det på forhånd. Det spørger vi bare om, når vi indleder.

​

Samtalerne varer 20 minutter, og vi går aldrig over tid. Er der behov for mere, aftaler vi et nyt møde.

​

Oplægget til samtalerne er følgende to ting:

​

1) En elevsamtale

2) En foldebog

​

ELEVSAMTALERNE tager udgangspunkt i et A3-ark, hvorpå jeg har kopieret et klassebillede i reel størrelse, så der er masser af plads til noter rundt om billedet. Jeg spørger altid: Hvem her på billedet har du det godt med at gå i klasse med? Hvem er du tryg ved? Så sætter vi cirkler rundt om de børn, som barnet udpeger. Tilbage er en rest. Dem taler vi om en efter en. På den måde får barnet sat ord på, hvem i klassen, der skaber bekymring - og måske var der nogen, som han eller hun slet ikke havde tænkt på at tage med i betragtning, så som regel er der ikke mange tilbage.

​

De bekymringer eller den utryghed, der kan være omkring nogle klassekammerater, giver altid anledning til en samtale om, hvad vi kan gøre ved det. Det kan f.eks. være:

​

"Jeg synes, Max (fiktivt navn:-) slår rigtig meget. Jeg er bange for ham."

Jeg siger så: "Det må han virkelig heller ikke." - og beder barnet uddybe i hvilke situationer han eller hun oplever utrygheden eller irritationen.

Når vi taler ind i det, så kommer vi ofte frem til noget, som jeg skal hjælpe med. Jeg siger f.eks.: Hvem tror du skal hjælpe dig med at løse det?

Børnene svarer heldigvis altid, at det skal jeg.

Vi laver en aftale om, at jeg skal snakke med Max og barnet sammen, og så kan vi finde ud af, hvad der er på spil - og lave nogle gode aftaler, så de to kan færdes trygt omkring hinanden i skolen. Det er som regel ikke større end det.

​

Så spørger jeg altid, om der er noget barnet øver sig særlig meget på. Det er der som regel. Det taler vi ind i - og vi når frem til en aftale. En helt konkret sætning, som barnet vil øve sig særligt meget på. 

​

Den sætning skriver vi ind i et ark, som uddeles til samtalen. På aftale-arket står den aftale, vi lavede ved sidste samtale nederst på siden - og den nye aftale øverst.

​

Her kan du se eksempler på et samtaleark - og på et aftale-ark:

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

 

FOLDEBOGEN:

​

Vi vil så gerne, at børnene er aktive ved vores samtaler. Derfor
har vi brugt 3x2 dansklektioner på at lave en foldebog, hvor barnet
fortæller om sig selv i skolen. 

​

Jeg brugte sort karton i A2-størrelse. Kartonen blev foldet på midten
på den lange led. Derefter fandt vi midten og foldede de to sider ind 
mod midten. Herefter klippede børnene ved de to fold halvvejs mod
midten. Altså fra toppen og ned mod midten, så der øverst var tre
flapper, og nederst en helt intakt halvdel.

​

Jeg har prøvet at illustrere det med et billede og en tegning. Jeg har nemlig ikke noget foto af foldebøgerne (hvilket er superærgerligt). Dem fik de med hjem efter samtalerne.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

På den sorte tegning kan i se foldelinjer (som er stiplede) og klippelinjer (som er hvide). Jeg håber, det giver mening:-)

​

Jeg viste dem min egen foldebog, som jeg havde udfyldt med alverdens tanker, fotos, tegninger og udklip i alverdens bokse, harmonikafold, flotte rammer, låger og andre finurligheder. 

​

Ulempen ved at lave en prototype er, at alle børn i høj grad kopierer det, jeg har lavet. Fordelen er, at det er første gang, vi prøver - og alle børn får faktisk noget virkelig fint ud af det. De får noget, som de er stolte af at vise til deres forældre til samtalerne.

​

Børnene SKULLE tegne sig selv. Alt, hvad de viste i foldebogen, skulle handle om barnet i skolen. Men de måtte selv vælge, hvad de gerne ville fortælle om.

​

Der var fotos fra ture og aktiviteter (Jeg havde AULAS fotogalleri stående åben, så de kunne bladre og vælge fotos, vi printede løbende).

Der var fotos fra børnenes yndlingssteder på skolen (her lånte de min mobil til at tage billeder. Jeg kunne ikke få vores Ipads til at virke - ellers havde jeg naturligt brugt dem)

Der var selvportrætter i fine rammer. Der var yndlingsbøger, yndlingsfag, foretrukne arbejdsformer, noget man øver sig på, matematiktegn og ordklasser, ord i bogstavhuse, "jeg er god til...", bedste udflugt osv. osv. 

​

Foldebøgerne blev virkelig fine og dannede et perfekt udgangspunkt for samtalerne. Ingen børn nåede at udfylde alle sider og flapper, men det var faktisk helt OK. Der var en tidsramme og ikke noget krav om at nå noget bestemt. Det fortæller også virkelig meget om et barn, hvor langt man når - og hvorfor.

​

SAMTALERNE

​

Ved samtalerne lagde vi ud med at ridse rammen for samtalen op for barnet. 

​

"Om lidt skal du fortælle dine forældre og os om din foldebog. Så taler vi om vores elevsamtale og til sidst har dine forældre måske noget, de gerne vil tale om."

​

Jeg beder barnet vise os bogen. Hun folder ud og fortæller, at bogen handler om hende selv og skolen. Forældrene siger "ih" og "næh".. Jeg spørger barnet: "Hvor vil du starte?" - og de fleste går bare i gang. Ellers hjælper jeg og beder dem fortælle eller læse højt, hvad de har skrevet. Vi forstyrrer ikke barnet med spørgsmål eller uddybning. Det er vigtigt, at lade hende være i det flow, hun magter her - og lade hende styre samtalen, når det handler om bogen. 

​

Efterfølgende kommenterer vi bogens - og hvordan barnet har arbejdet med bogen. Hvad bogen viser om barnet osv.

​

Så lægger jeg samtalearket på bordet og fortæller om vores elevsamtale med udgangspunkt i, hvad barnet og jeg har aftalt, at hun vil øve sig på. Herefter får barnet AFTALE-ARKET. Vi taler kort om aftalen fra sidste samtale, og hvordan det er gået. Her får barnet som regel en stor smiley, fordi hun har øvet sig virkelig godt på den pågældende aftale. Vi kigger på hinanden og bliver enige om, at den nye aftale skal barnet virkelig øve sig på - heldigvis har de fleste børn selv valgt, hvad de vil øve sig på.

​

Så spørger vi forældrene, om der er noget, de vil spørge om eller tale om. Det er der som regel ikke rigtig, men hvis der er, så bliver det indholdet i resten af samtalen.

​

"Jamen hvad så med færdighederne og det faglige, Ann-Berit?"

​

Det taler vi faktisk ikke så meget om, fordi Hanne (min matematikmakker) og jeg løbende noterer resultater af vores tjek og små test i Min Uddannelse under "noter". Her har vi en slags "elevplan" med faglig status for dansk læsning, stavning og matematik. Her ligger også referatet fra elevsamtalerne, samt diverse aftaler lavet med forældrene ved samtaler eller lignende.

​

Forældrene kan selv gå ind og læse op på barnets faglige status. Det kan være, de har spørgsmål, men det har de faktisk sjældent. Det giver os mulighed for at have fokus på nogle helt andre og meget mere værdifulde ting, når vi så mødes i klassen til samtalerne. Nemlig barnets udvikling som lærende individ i et fællesskab, hvor man hele tiden øver sig på fællesskabets præmisser.

​

Samtalen er hermed overstået. Og vi er vilde med det. Børnene har allerede fra første til denne samtale udviklet sig vildt meget - de er blevet gode til at være den, der taler - og foldebøgerne var geniale, fordi de var så fine - og børnene var superstolte over at vise dem frem. 

​

Barn og forældre fik foldebøger og aftaleark med hjem. 

​

Så ser vi, hvordan vi tager den til efteråret:-)

​

​

​

​