Psykologen siger.....    

Psykologen kiggede mig dybt i øjnene og sagde: "Hvorfor siger du hele tiden det er jeg nødt til?"

Min sidste tid på Åby Skole var hardcore benhårdt arbejde... Næh... mine sidste år på Åby Skole var faktisk af den kaliber. Man kan vælge flere synsvinkler på det. 1) ...Jamen, jeg var bare så glad for at være der. Og jeg lærte bare en hel masse. Og nu er der i hvert fald ikke noget, der kan chokere mig. Og nu har jeg da godt nok lige fået hår på brystet. Og det ville jeg godt nok ikke have undværet. 2) Hvorfor udsætter man sig selv for den side af lærerjobbet, hvor det hele bare ser sort ud (læs tidligere indlæg, hvis du vil vide mere)? Hvorfor går man på arbejde igen og igen, nedtrykt halvdelen af tiden - bitter, sur eller modløs en anden halvdel af tiden - knoklende, puklende, prustende en tredje halvdel af tiden - og dertil sure råbe-mor og røvsyg kone, når man kommer hjem til familien.

Jeg er ikke enten eller - mere både og. Nogle gange byder man sig selv en arbejdshverdag, fordi man ikke ved, hvad der ligger og venter på den anden side - og fordi man tror, man er ganske uundværlig. Det var jeg da ganske givet - indtil jeg flyttede i hvert fald - så blev der mere plads på dansegulvet til de yngre kvinder - og mere albuerum...

Når hylekoncerten så er hylet, så er jeg vist parat til at fortælle om mit besøg hos psykologen. Hvis du har læst bloggen med overskriften: "Jeg sidder på kanten...", så har du måske fornemmet min åbenlyse desperation. På netop dette tidspunkt havde jeg en del samtaler med min ledelse - fortalte dem åbent om, hvor langt ude på kanten jeg hang med røven i vandskorpen.... Og min pædagogiske leder nævnte for mig muligheden for at tale med lærerforeningens psykologer. Jeg afviste først - det havde jeg da ikke brug for - jeg var jo ikke på sammenbruddets rand - bare lidt træt, udbrændt, ked af det, følte mig utilstrækkelig, modløs... - og så slog det mig, at det måske alligevel ikke var en dårlig ide.

Mit udgangspunkt var - og det var superfornuftigt - lad mig gribe chancen og tale med en psykolog INDEN jeg bliver sygemeldt med stress og nedtur. Lad mig tage det i opløbet. Så jeg kontaktede lærerforeningen og måtte så til en indledende samtale dernede. Har allerede glemt, hvad manden hed, men han brugte en time og en halv pakke kleenex på at lytte til mig - tudende mig igennem min lidelseshistorie. Han bragte straks sygemelding på banen - og det kan jeg egentlig godt forstå, for jeg så jo helt og aldeles opløst ud med al den gråd. MEN der var jeg ikke... Jeg tror bare, det var en kæmpe lettelse at få brugt en udenforståendes ører - at få sat nogle ord på det, jeg egentlig godt vidste i forvejen - nemlig at jeg brugte alt for meget af mig selv i mit job. Jeg blev henvist til en af lærerforeningens tilknyttede psykologer - og der endte jeg så.

Jeg kan huske, da jeg sad i venteværelset udenfor hendes dør lige inden den første samtale. Jeg var egentlig rimelig OK med det, ja ligefrem forventningsfuld. Så gik døren op - og klienten før mig kom ud med rødrandede øjne, greb sin jakke og sneg sig ud af døren - stadig snøftende... Min første samtale var i første omgang blot en udredning af min situation. Men efter et stykke tid, sagde psykologen de magiske ord:

HVORFOR SIGER DU HELE TIDEN, DET ER JEG NØDT TIL?

Og her greb hun - superprofessionelt - fat i noget helt grundlæggende... Jeg fortalte hende, at jeg ikke skulle sygemeldes - og at jeg egentlig havde det OK med at gå på arbejde, men at min lærerpersonlighed måske godt kunne trænge til at blive endevendt - jeg havde nemlig på det tidspunkt fået nyt job - og skulle således starte på Mølleskolen. Jeg tænkte, at samtalerne med psykologen måske så kunne hjælpe mig med at se på mig selv på en ny måde - i forhold til mit arbejde - så jeg ikke faldt i den samme rille igen på min nye arbejdsplads. 

Jeg må indrømme, at jeg ikke nødvendigvis husker alt, vi talte om. Men jeg husker tydeligt den snak vi havde om, hvad jeg er nødt til at tage mig af - og hvilke konsekvenser det får for min lærergerning.

Hun gav mig et skema, jeg skulle udfylde hver gang, jeg følte, at jeg var NØDT TIL noget. Først skulle jeg beskrive, hvad jeg var nødt til. Dernæst skulle jeg forholde mig til det - altså hvad der lå forud - hvilke begrundelser der var for at jeg skulle handle - og hvilke begrundelser jeg kunne komme op med for at lade nogle andre handle - eller undlade at handle... Det var lidt af en øjenåbner... 

... Og så er jeg nødt til at indskyde en kliché... Hun sagde faktisk ikke så meget, jeg ikke vidste - eller havde en fornemmelse af - i forvejen... MEN hun holdt bare et spejl op foran mig - og tvang mig til at kigge ind i det med åbne øjne. Nogle gange ligger det rigtige svar lige foran fødderne, men man tør ikke samle det op og handle på det. Så er det bedre at fortsætte som altid - og bare lade som ingenting.

Jeg fik 5 samtaler hos psykologen - i løbet af den fjerde havde vi egentlig fået skruet det meste på plads. Hun foreslog mig alligevel komme tilbage til den femte, hvis jeg havde lyst - og det havde jeg.

Det var SUPERRART at tale med hende om alt det, der normalt bare ligger og roder. Det kan være svært at blive ved med at komme hjem til manden og fortælle ham, hvilken lortedag det har været - og hvilke forældre, der har truet, skældt ud eller råbt efter dig - og hvilke elever, der vil skide dig op og ned af ryggen (sorry... men det var sådan, det føltes.) Min mand bad mig på et tidspunkt om KUN at fortælle de positive historier - og jeg forstår ham godt - han fik eddikesure og triste Ann-Berit hjem til sig hver dag med triste og sure historier at fortælle om sin dag på arbejde. 

Jeg fik en rigtig god start på Mølleskolen - jeg er sikker på at psykologen hjalp mig med at få styr på min lærerpersonlighed - og især mine grænser for, hvornår det er mit job at handle - og hvornår opgaven skal overlades til andre professionelle.