Opdragelse
7. maj 2019
Opdragelse....
Jeg er virkelig optaget af opdragelse. Og jeg er helt vildt overbevist om, at når jeg opdrager børnene (og jeg skal nok uddybe min definition af opdragelse), så har det stor betydning - kæmpemæssig betydning for undervisningsrummet.
I går tog jeg fat i garderoben igen. Jeg har tidligere brugt tid på at opdrage børnene til at sørge for, at jakkerne hænger på knagerne og ikke ligger på gulvet - og når man skubber TIL en jakke, der falder ned, så hænger man den op igen. Og man stiller skoene i pæne rækker med skosnuderne imod fodpanelerne - OG man skubber ikke andres sko væk for at få plads til sine egne.
"HVORFOR i alverden bruger du dog tid på den slags, Ann-Berit?"
Det gør jeg, fordi det handler om SÅ meget andet. Det handler om at gøre sig umage. Det handler om at tage hensyn til andres ting. Det handler om at være en del af et fælles ansvar - PÅ EN OVERSKUELIG MÅDE. De kan finde ud af det - også når de er små.
Og vi kan fortsætte ind i klasselokalet. Jeg roder ind imellem. Det er svært at lade være. Men jeg gør mig alligevel umage for at skabe orden på hylder, at give børnene mulighed for at have orden i tingene med personlige skuffer og tidsskriftkassetter. At der er rimelig orden på opslagstavlerne. At børnene bidrager til oprydningen - samler ting op fra gulvet, som ikke er deres egne - hjælper hinanden....
Jeg tror på, at orden skaber ro omkring børnene. Men også at give dem følelsen af at være en del af et forpligtende fællesskab. Det er IKKE lige meget, hvordan vi behandler vores klasselokale - (og heller ikke hinanden)...
Jeg opdrager også børnene til at sige JA, når andre har brug for hjælp. Det er fedt at hjælpe andre. Og man har aldrig mere travlt med sine egne ting, end at man sagtens kan stoppe op og hjælpe andre.
Jeg opdrager til at tale pænt i skolen. Jeg opdrager til at al konflikt, alle problemer er fælles ansvar. Det er klassens ansvar at bidrage til at alle har det godt. Hvis nogen hænger lidt - eller hvis nogen føler sig udsatte eller ensomme, så er det alles ansvar.
Jeg opdrager til at være en deltager i et gruppesamarbejde. Jeg underviser dem i, hvordan man hver især kan finde en rolle ind i et samarbejde, og hvordan man hjælper hinanden i stedet for at køre hinanden ud på sidespor eller køre alene.
Jeg opdrager til at være rettet imod undervisning - imod at lære noget og at dygtiggøre sig, for jeg bryder mig ikke om klasser, hvor større eller mindre grupper elever sætter uheldige dagsordener, som er til gene for andre.
Jeg opdrager også forældrene (på en eller anden måde). Jeg skriver mine fredagshilsner, hvor jeg beskriver, hvad jeg foretager mig med deres børn - hvad jeg tænker - hvad vi lykkes med - og hvad der er svært. Jeg skriver om, hvad der er på spil i klassen, men aldrig uden også at skrive, hvad vi gør for at komme videre på bedste vis. Jeg skriver om mine personlige holdninger til alt fra kammeratskaber til skærmtid, sengetid, madpakker osv.
Apropos madpakker, så opdrager jeg børnene til at spise deres madpakker OP. Og jeg tvinger dem til først at spise hovedmåltiderne og først når det er spist op, må de spise frugt, snacks, riskiks eller lignende. Min egen søn gik i skole i mange år uden at spise sin madpakke, fordi ingen gik op i om han spiste den eller ej. Og man kan ikke fjernstyre sit barn hjemmefra. Vi bruger 15 minutter af undervisningstiden på at spise 12-mad - og jeg læser højt eller taler om et eller andet imens. Vi ser aldrig film eller musik - børnene spiser ikke effektivt, når de ser film. De forglemmer sig. Og det er vigtigt for mig, at de spiser, for så har de energi til resten af dagen.
Da børnene var små, var der flere af dem, der ikke "kunne lide" deres madpakker. Rugbrødet eller pålægget. Jeg tvang dem til at pille pålægget af og spise rugbrødet alene, eller også fik de lov at skrive et brev til deres forældre, hvor de beskrev, hvad de ikke kunne lide i madpakken. Og i dag spiser alle børn deres mad. Al deres mad.
Der er sikkert mere... Jeg kan bare ikke lige komme i tanke om det på stående fod. Men I skal vide, at jeg aldrig føler, at tiden til opdragelse er "taget fra noget andet", at det er noget, jeg ikke har tid til. For det har haft kæmpestor betydning.
Min klasse er, ligesom alle andre klasser, en lykkelig blanding af børn i alle afskygninger. De er forskellige. De er mere eller mindre skæve. De har alle mulige dejlige udfordringer. De er helt almindelige gennemsnitsbørn. Der er børn med diagnoser, der er børn, som er helt almindelige. Der er børn, som har svært ved at holde overblik, der er børn, som er superorganiserede. Der er læsekyndige og ordblinde. Det er en dejlig blanding. Jeg har de pligtopfyldende piger (og drenge), og de børn, som roder rundt på gulvet og tumler, også når de ikke altid børn. Jeg har dem, der forstyrrer, og dem, der aldrig gør. De er der allesammen.
Og de er godt opdraget NU!!! Det har taget år - de første tre-fire år - at nå hertil. Det har været behæftet med stor tålmodighed, vedholdenhed, omsorg og kærlighed. Det har været et kæmpe-arbejde, ærlig talt. Og det har været spændende. Superspændende. For det viser sig, at det virker. De kan. De kan indgår i gruppearbejder. De kan arbejde videre, når jeg henter noget i kopimaskinen. De kan gå alene over fra biblioteket og sætte sig til at læse, når jeg beder dem om det, selvom jeg kommer sidst. De får ros fra faglærere, fordi de (for de flestes vedkommende) er rettet mod undervisningen. Jeg kunne blive ved med at rose dem til skyerne - selvfølgelig også fordi de er "mine" og jeg er vild med dem. Men jeg er også stolt, for vi har gjort det godt - børnene og jeg - og deres forældre.
"Praler du nu, Ann-Berit?"
Tja.... Det gør jeg vel. Og det er fint med mig. Jeg synes, vi allesammen burde prale lidt mere. Dele vores successer. Sige det højt, når noget lykkes. Vi er alt for gode til at tale om det, som ikke lykkes. Så her har I det. Pral.
Jeg er fortaler for opdragelse. Masser af opdragelse. For det virker. Det virker "BIG TIME"....