top of page

OPDAGELSESREJSENDE: Et historie-forløb i 5.c (2024)

462561455_1086751659781692_207798699490390015_n.jpg

 

 

I historie er vi nået til OPDAGELSESREJSENDE... Et vildt spændende emne. Men jeg havde virkelig brug for at opgradere formen, for ellers lander jeg tit i den samme model (makkerpar planlægger og præsenterer én opdagelsesrejsende for resten af klassen-agtigt).

Min intention er at give alle elever et mere bredt kendskab til de vigtigste opdagelsesrejsende i historien. Måske ikke nødvendigvis så fordybet, men gerne mere overfladisk. 

Her er en samlet PPT til hele forløbet, som beskrives løbende her under.

ETAPE 1:

Materialer:

Et verdenskort printet på vores storformatprinter, så den passer til vores opslagstavler 

15 små kort med de udvalgte opdagelsesrejsende og en meget kort beskrivelse

PPT med 15 ark med de udvalgte opdagelsesrejsende: navn/illustration og QR-kode med kort beskrivelse.

PC'ere med Co-Pilot (eller anden chat-gpt - som f.eks. skoleGPT)

FORBEREDELSE: 

Jeg skrev tal i forskellige farver på bagsiden af de 15 små kort og placerede dem med tallene opad på verdenskortet.

Jeg hængte A4-arkene med QR-koderne op i vores fællesrum

INTRO:

1) Først spurgte jeg, hvad børnene tænkte på, når de hørte ordet OPDAGELSESREJSE. Her kom vi frem til alt fra tanker om ordet: opdage - til Colombus og Andreas Mogensen.

2) Dernæst fik de en kort gennemgang af, hvad der skulle ske. Nemlig denne: 

1) Træk en opdagelsesrejsende

2) Gå i Fuglerummet og læs om ham via en QR-kode

3) Gå på CoPilot og stil ham spørgsmål

FORMÅL: Lær om hans liv og hans rejser

4) Lav en opsummering og skriv en kort tekst om, hvad I har fundet ud af. Skriv teksten ind i Padlet (link på AULA)

3) Børnene arbejdede med en makker: 

De trak en opdagelsesrejsende - dernæst gik de i Fuglerummet og læste teksten for hinanden. Dermed fik man et lille indblik i den opdagelsesrejsendes liv, som man kunne bruge som udgangspunkt for de spørgsmål, der skulle stilles via CoPilot.

4) Jeg havde forberedt en PROMT til børnene - altså hvad de skulle skrive i deres indledning i CoPilot. Og nogle retningslinjer. De kommer her: 

Første PROMT:

Skriv: Du er (navn på din opdagelsesrejsende) Svar på mine spørgsmål. Dine svar skal være ret korte og lette at læse. Jeg er 11 år.

 

GODE RÅD:

 

Skriv korte spørgsmål. Så får du korte svar.

Bed om at få forklaret ord, du ikke forstår

Bed om at få forklaret igen, hvis du ikke forstår teksten.

Stil kun spørgsmål til fakta.

 

RETNINGSLINJER:

 

Ingen fjollede eller frække spørgsmål. Så har du ikke længere adgang til PC i historietimerne.

Vær seriøs og grundig

5) Med en makker fik alle børn nu mulighed for at stille spørgsmål til deres opdagelsesrejsende. Nogle børn løb lidt i problemer, fordi de ikke fik skrevet tydeligt (som i min promt), at CoPilot skulle være deres opdagelsesrejsende. Men det fik vi styr på, og alle "kom i dialog".

6) Fælles opsamlingsrunde, hvor alle fortalte kort om, hvad de havde fundet ud af.

7) Alle de undersøgte opdagelsesrejsende blev hængt på verdenskortet.

- Vi nåede aldrig forbi Padlet for at skrive noter, om vores opdagelsesrejsende. Det gør vi næste gang.

EVALUERING MED BØRNENE

Jeg talte med børnene om, hvordan dette er et alternativ til at læse bøger og tekster. Vi talte selvfølgelig også om (og den snak har vi haft før, så i dag var det bare en påmindelse, men den er vigtig hver gang), at CoPilot ikke er et menneske. Den er bare en samling af ord. Så derfor er det vigtigt, at vi er kritiske. Min erfaring med netop disse spørgsmål til de opdagelsesrejsende er, at svarene faktisk er valide. 

Vi snakkede også om, at det, de øver sig på, er både at få viden om opdagelsesrejsende, men også at blive gode til at bruge CoPilot. Det er nemlig ikke helt nemt, men man kan øve sig og blive ret god til det.

ETAPE 2 - Et hurtigt besøg hos vores 15 rejsende.

Jeg har til formålet lavet en række spørgsmål som eleverne skulle vælge imellem. Med en makker valgte de 3 spørgsmål. Disse tre skulle stilles via Co-Pilot til 5 forskellige opdagelsesrejsende (som skulle trækkes tilfældigt fra verdenskortet).

 

Derefter skulle børnene lave en "oversigt" - jeg havde selv lavet et skema til eksempel, men de havde rimelig frie hænder til at præsentere, som de havde lyst til. 

Børnene er virkelig optagede af arbejdet. Jeg havde i denne periode inddraget en dansktime, så vi faktisk bruge 3x45 minutter, og det fungerede virkelig fint. Alle var engagerede. 

Jeg er personligt meget begejstret for, hvordan AI kan spille en rolle i undervisningen. Er man skeptisk, kan man altid finde argumenter for, hvorfor vi IKKE skal bevæge os i den retning. Jeg er på ingen måde skeptisk. Jeg tror på, at eleverne lærer at bruge AI hensigtsmæssigt, hvis jeg viser dem hvordan.

ETAPE 3: Tidslinje på Padlet

Eleverne færdiggjorde ETAPE 2 på forskellige tidspunkter. Derfor tog de også fat på ETAPE 3 på forskellige tidspunkter. 

De skulle lave en tidslinje i PADLET (som vi abonnerer på via SkoleTube). De kunne selv bestemme, hvilke kriterier tidslinjen skulle laves efter, dog skulle det have noget med TID at gøre (fødselsår, dødsår, årstal for første rejse etc). 

Børnene arbejder individuelt - stadig ved siden af deres makker (for støtte og hjælp). Men det er den, der arbejder, der lærer, så to børn ved én skærm er sjældent den bedste løsning.

Hvis man blev færdig med sin Padlet, skulle man tilføje yderligere oplysninger om hver enkelt opdagelsesrejsende - f. eks. "hvor gik deres første rejse hen?".

ETAPE 4: Gæt en opdagelsesrejsende

Jeg har fået Co-Pilot til at skrive 4 små fortællinger, som hver af vores 15 opdagelsesrejsende kunne have fortalt. Det vil sige 60 små fortællinger i alt. 

Fortællingerne kan du finde her.

Jeg delte fortællingerne i 4 bunker - så der altså var en fortælling fra hver af de 15 opdagelsesrejsende (bare lige for at skære det helt ud i pap). Klassen delt i 4 grupper. 

Hver gruppe fik en bunke fortællinger og skulle nu ud fra oplysningerne i teksterne søge sig frem til, hvilken opdagelsesrejsende, det drejede sig om. 

Det var en virkelig god øvelse. Først skulle de fælles-læse hver fortælling. Herefter skulle de uddrage f.eks. bynavne, landenavne, farvande, navne på skibe osv - og så søge sig frem til, hvem der har været der. 

De fik 20 minutter. Eneste kriterie: Man arbejder i makkerpar. Læser i makkerpar - søger i makkerpar. Vi var ikke så mange i klassen den dag. Men man kunne også forlange, at alle tekster blev læst højt for gruppen, og så skulle alle i gruppen forsøge at løse hver enkelt tekst i fællesskab.

bottom of page