Jeg har lært noget om forældresamarbejde

FORÆLDRESAMARBEJDE oktober 2008

Det har ligesom altid været min Akilleshæl... Altså forældresamarbejdet...

Jeg har egentlig aldrig haft den store forståelse for forældrenes følelser - det indrømmer jeg gerne. Jeg har som regel tænkt, at de bare kunne se at finde ud af det med deres børn. Få nu opdraget de børn ordentligt for pokker!!!

Samtidig har jeg været enormt bange for dem - bange for at sige tingene lige ud - bange for at jeg ikke kunne argumentere ordentligt for de synspunkter jeg havde omkring deres børn - bange for at de ville være vrede på mig - bange for at de synes, jeg var en dårlig lærer for deres børn. Ja - igen - handler det om mig og min selvfølelse... For al den usikkerhed jeg har følt overfor forældre er vel i bund og grund baseret på en usikkerhed omkring mine elever og om de nu lærer det, de skal - og om jeg lærer dem det!

Jeg har aldrig brudt mig om at blive "skældt ud" af andre voksne. Helt ærligt, så har det flere gange bragt mig på grådens rand - pinligt, men ikke desto mindre sandt! Det være sig både kolleger, min leder eller forældre. Det har været SÅ svært at "svare igen" uden at få det til at lyde som en lang, trist selvforsvarstale.

Men nu har jeg faktisk fod på det - og der er flere grunde til det. Her forsøger jeg at ridse dem op i vilkårlig rækkefølge:

1) Selvtillid! Jeg har styr på min selvtillid - LIGE NU! (det gælder måske ikke næste år!) Men lige nu er jeg sikker på, at jeg har styr på tingene. At jeg er dygtig til det, jeg gør. Jeg tror på det - og jeg kan mærke, at det lykkes for mig.

2) Med selvtilliden kommer modet. Modet til at se forældrene i øjnene og sige: "Jeg har fuld kontrol over situationen. Jeg ved, hvad jeg gør - og jeg gør det bedste for jeres børn lige nu."

3) Grænser. Jeg har fundet mine grænser. Jeg har opdaget, hvor jeg langt, jeg vil gå - og at jeg har en grænse. Jeg er nemlig LÆRER. Jeg er ikke socialpædagog, psykolog, læge, sagsbehandler, diætist eller specialuddannet lærer. Jeg er bare LÆRER. Jeg er ansat for at undervise børnene - og ganske rigtigt bruger jeg meget tid på social læring - på at "opdrage" gruppen til at kunne fungere i forhold til hinanden - for ellers kan jeg ikke undervise. Men jeg vil - og kan - ikke løse børnenes sociale problemer i hjemmet. Jeg kan og vil ikke gøre forældrenes arbejde. Alkoholisme, kynisme, afstumpethed, ligegyldighed - det er sager, JEG ikke kan løse. Det har vi specialuddannede folk til. Og jeg har lært at sige fra. Det betyder ikke, at jeg ikke tager hjem og drikker kaffe med en mor, som har brug for at snakke - men jeg lover hende ikke mere, end jeg kan holde. Det betyder også, at hvis en forældre forulemper mig verbalt, så stopper jeg samtalen og samarbejdet for en tid. Så overlader jeg samarbejdet til min pædagogiske leder. Jeg VIL ikke samarbejde med forældre, der truer mig - eller på anden måde forulemper mig. Det er en helt ny erfaring jeg har gjort mig - altså - at det er OK at sige fra! Mærkelig ikke? Det virker så naturligt - og alligevel skulle der en oplevelse af de grove til, før jeg fik fornemmelse af, hvor min grænse gik!

4) Værktøjer - og det er her Per kommer ind. Vi havde et møde, hvor jeg havde bedt ham forberede sig på en samtale om forældresamarbejdet - og han lagde ud med at sige, at han ville forsøge ikke bare at give mig en opskrift, men at det var vigtigt, at jeg selv reflekterede mig frem til mine egne løsninger... Til sidst gav han mig alligevel nogle konkrete idéer, som jeg synes er fantastiske.

Pers gode råd om forældremøder

DET GODE FORÆLDREMØDE

Vi har et fælles projekt
Vi er ikke samlet for at blive enige, men for at blive klogere
Forældrene skal føle, at man lytter
Man skal aldrig undlade at lade forældre komme på banen med deres mening.
Det gode samarbejde dannes i fredstid
Anerkendelse af forældrenes meninger

ØVELSER:

1) GIV FORÆLDRENE NOGLE POST-ITS

INDIVIDUELT: Skriv en ting på hver seddel som er vigtigt jeres børn bliver dygtigere til (ALTING) 3-5 sedler hver.
GRUPPE: Diskussion - hvis ansvar er det at jeres børn kan blive dygtigere til det pågældende - skolen / skole+hjem / hjemmet
FÆLLES: Tavlen deles i tre dele : skole / skole+hjem / hjemmet
Sæt de gule lapper, hvor de hører til.
GRUPPE: Hvad kan I som forældre gøre for at støtte op om det

= IDÉKATALOG

2) TRIVSELSGRUPPER

Forældrene skiftes til at samle børnene i løbet af året. En eftermiddag hver 14. dag - eller en gang om ugen - til uforpligtende leg. Nogle steder kaldes det "Knækbrødsaftaler" fordi der ikke skal serveres i stor stil - måske bare et smurt knækbrød og et glas saft.

3) UTILFREDSE FORÆLDRE

I GRUPPER: Prøv at formulere nogle af de trælse ting. Skriv dem ned - samles sammen - Vi kan se, hvad der er i spil

CITAT: "Man kan aldrig have et negativt mål. Hvad vil vi i stedet for?"

"Et positivt mål!

FÆLLES: Hvem kan gøre noget ved det?

"Der sker først forandring, når aktørerne holder op med at slås mellem hinanden."

5) En god makker. Jeg har p.t. verdens bedste makker, Kim. Vi tænker ens. Vi er enige. Vi behøver ikke spørge hinanden om hver eneste lille detalje. Vi er handlende. Vi gør tingene på den samme måde. Vi er lige konsekvente og følger begge op på alting. Med en god makker er der meget ballast i forhold til forældrene.

6) Erfaring. Jeg er holdt op med at fedte for forældrene. Jeg anerkender dem - jeg anerkender deres holdninger og nogle gange taler jeg dem stadig efter munden. Men når det kommer til deres børn - og især de børn som udfordrer mig dagligt - så er der ingen fingre imellem. Jeg bruger min pædagogiske leder meget. Jeg står ALDRIG alene om et svært møde med forældre. Jeg har altid en bisidder med - som regel i form af fornævnte pædagogiske leder. Han er superdygtig til forældresnakken - og det giver også mig en sikkerhed, når jeg skal sige de ting, som ellers er svære at få sagt.

7) Jeg står nogle gange i et dilemma. For jeg VIL ikke lyve overfor forældrene. Hvis der er udfordringer i klassen - synes jeg, det er vigtigt, at forældrene delagtiggøres - for de er da en del af løsningen!! Men jeg har en leder, som helst ikke vil stille skolen i et dårligt lys - og som er lidt bange for at "udstille" de grimme ting. Hun og jeg har ind imellem været meget uenige i, hvad der måtte siges, og hvad der skulle holdes lav profil omkring. Til syvende og sidst har jeg ligesom bare selv mærket efter, hvad mit behov har været - og blæst lidt i hende. Hun er OK. Vi er bare ikke altid enige.

8) HØJT INFORMATIONSNIVEAU.... Hvor mange gange skal jeg sige det!!!??? - Det er en af kernerne i mit p.t. velfungerende forældresamarbejde... Jeg informerer om rigtig meget af det, der foregår i klassen. ALLE større konflikter (og vi har nogle stykker) imellem elever bliver udredt ved hjælp af de implicerede elever - skrevet ned af mig (eller Kim, min makker) - måske med kommentarer fra "vidner" i form af lærere eller andre elever. Dernæst får forældre en mail med udredningen (eller et brev, hvis de ikke læser deres mail) - og en kommentar: "Vil I snakke med jeres barn om det?" Og så er den ikke længere. Hvis det handler om slagsmål eller anden fysisk foretagsomhed, så involverer vi vores ledelse - vores pædagogiske leder - og bortviser elever, der har begået fysiske overgreb mod andre. Men som regel bliver det ved brevet. Er der yderligere behov ringer vi hjem. Jeg mailer rigtig meget med flere af forældrene fra min klasse. Det er ligesom en ventil, der giver dem mulighed for at få svar eller opklaring meget hurtigt. Alt det skriftlige arbejdet gemmes i et arkiv i Personaleintra. Der kommer ingen forældre til vores skole/hjemsamtaler og bliver overraskede over at få besked om, at deres barn ikke kan opføre sig, som vi ønsker - for det meddeler vi, så snart behovet er der.