Nytårskur - en tradition (12/24)
Hvert eneste år holder min årgang NYTÅRSKUR. Vi gør det på den første projektdag efter nytår. Til jer, som ikke har - eller ikke kender til vores projektdage, så har vi på Mølleskolen én dag om ugen en timeløs dag, som kan bruges til alverdens projekter. Finanseringen tages fra flere forskellige fag. Vi elsker projektdagen, selvom den også nogle gange presser os - men den gør det muligt f.eks. at planlægge vores NYTÅRSKUR, så vi har en hel dag med de samme voksne - uden at skulle igennem en masse bytten rundt og vikardækning til højre og venstre...
Nå, men NYTÅRSKUREN går i al sin enkelthed ud på, at årgangen, som består af 3 klasser, mødes til et stort sammenskudsgilde i et pyntet lokale med dækkede borde - dug og servietter - fint skal det være - og så spiser vi hinandens mad, imens der holdes taler og synges sange. Børnene medbringer deres aflagte nytårspynt, som vi bruger til at pynte borde og lokale.
Her har I den fuldstændige plan, som den ser ud os hos. Den kan varieres i én uendelighed, men dette er altså rammen i år. Vi er fire voksne til 3 klasser, da vores pædagog, Glen, altid er med på projektdagene.
Invitationen sendes ud inden jul. Den ser sådan her ud
Der lægges ligeledes en reminder på AULA, som aktiveres dagen inden.
8.00
Glen er i Madkundskab og tager imod maden, som AB, MBR og HV sender børnene afsted med.
Børnene husker også eventuel nytårspynt, som skal lægges i Samlingssalen.
4 børn fra hver klasse melder sig til at hjælpe til med borddækning og anretning
Resten melder sig forpligtende på de tre “vente-aktiviteter.” Man SKAL gå hen i det lokale, hvor aktiviteten foregår. Man tegner altså ikke i spille-lokalet.
8.20-9.30
AB og MBR i samlingssalen med 12 børn.
HV og Glen passer klasserne.
Klasserne spiller Jule-stratego, hvis det er godt vejr.
I tilfælde af regnvejr indrettes efter aktiviteter.
5.c: Her vises film
5.b: Her må man tegne (HV sørger for papir i forskellige størrelser og masser af tusser mm.)
5.a: Her må man spille bræt-/kortspil
Klasserne ryddes op inden 10-pausen.
EFTER PAUSEN: Børnene går over til klasserne og hænger deres jakker – og går derefter i Samlingssalen.
10.00-11.30
Alle møder ind i Samlingssalen og finder deres plads. AB spiller Mozart under “indmarch”. Måske en rød løber?
AB byder velkommen og opridser rammerne for frokosten. Leder-Lene kommer og holder en kort tale i børnehøjde.
Der spises.
Oprydning ved bordene. Når hvert bord er godkendt, må børnene gå til pause.
Det kan være, det bliver en forlænget pause.
Alle voksne rydder resten op. Det plejer at gå hurtigt.
12.15-13.00
Årgangsbingo (AB) med præmier til klassen. Vi spiller BINGO i 3 grupper.
Præmierne er blyanter, viskelæder, post-it-blokke, rundboldbat, tennisbolde mm. Altså præmier til klasserne.
i spiller i to drengegrupper og en stor pigegruppe.
Det tager rundt om 30 minutter at gennemføre og dermed passer det med tiden.
Klasserne ryddes helt op, inden børnene får lov at gå.