Normal - hvem mig?
December 2013
Jeg har travlt på VIA Skejby med at holde styr på al den inklusionsteori.. Og ja - det er fremtiden. Vi kan lige så godt vænne os til tanken.
En af de ting, jeg tændte lidt på, var normalitetsbegrebet.
Vi har normalklasser. Vi har normale elever - og i lyset af dem målet og vejes alle de "skæve" - alle de "anderledes" - alle de "udfordrede" - alle problembørnene...
Kan man ikke med rette påstå, at normalitetsbegrebet er grundlaget for al eksklusion?
Det tænder mig helt vildt... For kan man bare ophæve normalitetsbegrebet?
Hvis nu vi leger med tanken, hvem ER så de der normale elever? Jeg har ikke ret mange. På VIA sidder vi ofte og diskuterer inklusion ud fra teorier om handicappede og specialklasseelever, men i når jeg tænker på MIN klasse - som er fyldt med "normale" elever, så har de i virkeligheden alle sammen særlige behov. Mere eller mindre. Ingen af mine elever er så normale, at de ikke kræver personlig opmærksomhed. At de ikke har brug for at blive set præcis som det individ de hver især er. De har brug for at blive undervist derefter. De har brug for at blive behandlet derefter.
I min klasse er der børn, der fylder mere end andre. Børn som af årsager fylder rigtig meget i hverdagen - også ofte på en uhensigtmæssig måde. MEN der er plads til dem. De er der, og de skal være der - og de KAN være der, fordi i min klasse har vi fokus på, at alle har ret til at være den, man er.
ALLE HAR RET TIL AT VÆRE DEN DE ER...
Det er så vigtigt for mig at pointere - og det er altså ikke bare i teorien, men i høj grad også i vores dagligdag..
Og jeg skal love jer for, at jeg ind imellem har tænkt, at lærerlivet (og livet som elev i min klasse) ville have været lettere, hvis nogle elever tog en længere ferie.. Indrømmet. Det er en grim tanke, men den har da strejfet mig. Men jeg har de elever, jeg har - og der er ingen vej udenom.
Jeg har også forældre, som før har forsøgt at nævne, at den og den elev måske hørte til andre steder - og jeg har svaret dem hver gang. Eleven er i klassen for at blive. Det er vores udgangspunkt. Det har været utilsløret og tydeligt for alle.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle børn reagerer af en årsag - også børn med diagnoser. Børn er ikke lig med diagnoser. Børn reagerer altid på den sammenhæng, de befinder sig i. Og jeg har skrevet (eller i hvert fald tænkt det) 100 gange før: Vi SKAL sætte os selv i spil, når der er noget i vores klasselokale eller på vores skole, der ikke fungerer. Udfordringen SKAL findes i relationen - situationen.
Jeg kender en situation, hvor en faglærer bad sin årgang om støttetimer ud af årgangens samlede pulje, fordi vedkommende havde 5 elever, som ikke levede op til mindstekravene i faget. Og jeg blev sgu lidt harm... For jeg har også elever, som ikke lever op til "mindstekravene" i dansk, men jeg tilrettelægger altså undervisningen derefter. Hvis noget ikke virker, ændrer jeg på undervisningsformen. Jeg gør mig altid umage med at tilrettelægge undervisningen, så flest mulige elever får maximalt udbytte. Og jeg forsøger ALTID at forbedre, finpudse, finde de optimale arbejdsformer i forhold til de elever, jeg underviser lige nu og her.
Jeg har enkelte forløb (f.eks. mit biografi-forløb), som jeg gennemfører med alle mine klasser. Jeg tror, jeg har været igennem det med 4 forskellige klasser efterhånden. Og det er aldrig det samme forløb, for jeg forsøger altid at gøre det bedre hver gang - og jeg forsøger altid at tilpasse det, de elever, jeg underviser lige nu og her.
Jeg har mødt mange lærere, som har den indstilling, at eleverne har svært ved at deltage i hans eller hendes undervisning, fordi de ikke lever op til hans eller hendes (eller fagets) ønskede undervisningsform. Det er jo helt og aldeles galt. Det er da læreren, der er forpligtet på at give eleverne den bedst mulige undervisning forhold netop de elever profiterer allerbedst af.
Og det kræver helt vildt meget af os som professionelle. Men det er vores arbejde, og der er ingen undskyldninger..
...
Tilbage til udgangspunktet, for jeg røg vist på et sidespor...
...
Normalitetsbegrebet... Inklusion kræver faktisk at alle elever har ret til at være en meningsfuld og anerkendt del af en klasse - og af en undervisning. Vi kan ikke kun undervise 75 % - Vi skal undervise alle. Derfor er vi måske også nødt til at udfordre os selv på opfattelsen af normal. For når vi har normalklasser er vi berettigede til at ekskludere nogle elever og placere dem i specialklasser. Når vi har normale elever, er vi berettigede til at udpege andre elever udenfor normalbegrebet... Og ja, jeg har mødt mange elever, som jeg tænker i den grad falder udenfor et eller andet vi kunne kalde normalfeltet... MEN.... snart står vi uden de samme muligheder for at ekskludere, som vi har været vant til - som vi er opdragede til som undervisere. Og sådan er det bare... Snart er vi nødt til at forholde os til, at alle elever skal være gyldige medlemmer af det fællesskab, vi kalder klasse og undervisning. Og så bør vi udfordre os selv på normaliteten... Så bør vi fortælle os selv - og vores elever - og vores forældre - yderst overbevisende - at alle har RET til at være til stede. ALLE HAR RET TIL AT VÆRE I EN KLASSE I EN UNDERVISNING I EN RELATION I EN SOCIAL SAMMENHÆNG I EN AKTIV ROLLE. Og vi er nødt til at gøre vores bedste for at dette bliver en mulighed.
...
Vi kan sætte os på halen og tude i kor over, hvor svært det bliver - eller hvor hårdt vi har det - og buhuu - nu skal vi også have lange dage på arbejdet... Men vi kan også springe på projektet og gøre vores for at få det bedste ud af det... Det synes jeg, vi har pligt til...