Forløb med kortfilm på 6. årgang
I løbet af januar/februar, igennem karantænen og på den anden side har vi arbejdet med kortfilm. Alt sammen med henblik på at producere egne kortfilm. Jeg har lagt bidder af forløbet ud løbende, men det samlede forløb kan I nu få overblik over her.
FEBRUAR 2020:
Vi brugte en projektdag - altså fra 8.00-14.00 - på at arbejde med kortfilm på det teoretiske plan - samt med redigering i WeVideo, som man kan bruge via sit abonnement på Skoletube. Du kan læse mere om programmet HER
UNDER KARANTÆNEN 2020:
Børnene havde en ugentlig kortfilm på programmet. En fiktionsfilm med tilhørende afleveringsopgaver. I kan læse mere om film og opgaver HER.
TILBAGE I SKOLE:
Første oplæg til at producere egne kortfilm finder du HER
Først så de kortfilmen: "Huset overfor". Den indeholder få skuespillere, og børnene skulle, imens de så filmen, bemærke, hvilke virkemidler de selv ville kunne bruge i egen produktion. Hvad ville være realistisk for dem?
Jeg havde oprettet "Padlets" til alle grupper. De skulle nu åbne på hver deres PC og brainstorme fra egne pladser (sammen med afstand)... Det fungerede virkelig godt. Alle har "taletid" samtidig.
Efter gruppe-padlet-brainstorm fik hver gruppe udleveret et stykke A1-karton med en berettermodel påtegnet - Jeg havde håndtegnet 21 berettermodeller (til alle 3 klasser på årgangen) samt en håndfuld post-its.
De skulle nu få "styr på" deres manuskript ved hjælp af postits og berettermodellen.
De skulle ikke lave yderligere manus-arbejde. Dialogen i filmene skulle være delvist improviseret. Men handlingen skulle være HELT på plads. En enkel handling - realiserbar - overkommelig i forhold til tidsrammen. Det fungerede rigtig godt med at lave manus på en berettermodel. Nogle gange har vi bedt børn om at skrive manuskripter, og det tager virkelig lang tid for et enkelt eller to børn. Resten af gruppen står på stand-by og bliver ikke-produktive. Desuden skal de kæmpe med at lære replikker udenad, som måske ikke lige ligger godt i munden. Med berettermodels-manuskriptet har de styr på fortællingen - og kan sagtens improvisere replikkerne, når de filmer.
Når berettermodellen og dermed hovedfortællingen er på plads, skal det hele skrives PÅ berettermodellen med tusch - efter en godkendelse fra min side selvfølgelig - og så kan de gå i gang med at filme.
Der er ganske få regler, de skal overholde:
* ved optagelser med real-lyd, SKAL man tjekke for vindstøj og lydstyrke. Er replikkerne sagt tilpas tydeligt?
* de skal lave "fyldoptagelser", som skal bruges imellem scenerne. Hvis f.eks. første scene er i skolegården, så starter scenen med en optagelse af skolegården - uden hovedpersoner og replikker. Hvis anden scene foregår i skoven, så laver man nogle optagelser af natur og skov, inden man går i gang med at "spille skuespil".
* Alle i gruppen skal være med på filmen. I større eller mindre omfang.
* Brug af underlægningsmusik skal gøres med omtanke.
* De skal kigge alle scener igennem for at tjekke, at lyden er god. Hvis ikke lyden er god nok, skal scenen tages om. De skal i det hele taget forholde sig kritisk til deres materiale.
* En, højst to personer, fra gruppen redigerer filmen. Imens laver resten af gruppen en eller flere af følgende tre opgaver:
* Lav en filmplakat (inspireret af forløb på Smaa P)
* Lav en filmanmeldelse (inspireret af opgave på Gyldendal.dk)
* Lav en dokumentarfilm med titlen: "Bag om kortfilmen".
Vi brugte 4 uger i nødskole på selve filmprojektet. Reelt set var det 3 formiddage fra 9-12.30 hver uge. Kravet var, at filmen, samt en filmplakat og en trailer, skulle være klar til deadline. Resten var ekstraopgaver. Det lykkedes alle at blive færdige til tiden.
FILMPREMIERE
Vi havde kontakt til den lokale biograf, som gerne ville vise filmene. Hver klasse på årgangen fik hver sin visning - og det var med rød løber og med tale fra formanden for biografen. Det var virkelig en stor oplevelse.
Inden vi gik i biografen, så vi de 7 forfilm og efter hver visning diskuterede vi vores forventninger til filmen, samt forfilmens opbygning.
EVALUERING
Ugen efter biografturen har børnene fået følgende evalueringsopgave:
Hej med jer.
I skal i dag evaluere vores forløb med at lave kortfilm. I skal tage stilling til nedenstående spørgsmål og svare på dem skriftligt i et worddokument.
Spørgsmål:
1. Hvordan mener du, at din gruppe fungerede i forløbet? Begrund.
2. Hvordan var din arbejdsindsats - hvilket initiativer tog du, hvor bakkede du de andre op, og kunne du i nogle situationer ikke holde fokus? Begrund.
3. Hvordan fungerede det at bruge berettermodellen som udgangspunkt for jeres kortfilm? Begrund.
4. Hvad synes du om jeres resultater (kortfilm, trailer, plakat)? Begrund.
5. Hvad synes du om oplevelsen med at se jeres egne kortfilm i biografen? Begrund.