top of page

Jul

Julekalender til indskoling 2024
 

​Julekalender til mellemtrin 2024​

Julekalender til udskoling 2024

Julen i 3.c

I år har vi haft virkelig travlt med vores teateropsætning, så vi har ikke lavet den store fællesjuleaktivitet, som vi plejer at gøre på årgangen. Så vi juler i egen klasse i år. 

I 3.c har jeg besluttet, at vi hver fredag fra d. 18. november, bruger en dobbelt-lektion (2x45 minutters dansk) på at klippe julepynt og pynte klasse. Så julen starter tidligt i år. Men netop på grund af teater, som har presset en del elever undervejs, så er det fedt at trække stikket, og bare klippe/lime/folde julepynt som afslutning på en "hård" uge.

Hver fredag har jeg fundet på 2-3 forskellige slags pynt, man kan/skal lave. Der er altså ikke frit valg. De RÅBER: Må vi lave guirlander? Og jeg siger: En anden fredag.... De skal nu nok få lov. Jeg er ikke guirlandemodstander. Men det må godt lige vente til vi når ind i december. Så skal jeg ikke kigge på dem alt for længe (OK - jeg har det ambivalent med guirlander).

Fredag d. 18. november lavede vi følgende slags pynt:

Jeg havde en stor pose af de der "skumfiduser", man pakker skrøbelige ting med, når de skal sendes med posten. Jeg bad børnene sy skumfiduserne på tråd - og selv finde ud af, hvordan man sikrede, at de ikke rykkede sig. En virkelig interessant opgave, som en del børn faktisk endte med at blive utroligt grebet af, så nu har vi vinduespartiet fyldt med sne:-)

Jeg havde også nogle poser med mini-ispinde med. Børnene skulle lave en stjerne af tre ispinde limet sammen med limpistol. Så kunne de dekorere med en perle, eller en paillet - eller noget lignende - i midten og vupti.

Til sidst skulle alle lave et nissebillede af sig selv. Jeg havde printet børnenes fotos i A5. De skulle limes på karton. Så skulle børnene lave en ramme af selvvalgt farvet papir - ved at lave strimler - lime på - og klippe enderne af. Derefter skulle de designe en nissehue, som passede til hovedet. Og til sidst med en afklippet vattot skulle de lave skæg - og hvis de havde lyst øjenbryn og hår, som blev limet på.

Alle billederne har jeg hængt på opslagstavlen og rundt om sat de fine ispindestjerner. De er sat op med en nål. Man kan jo ikke stikke igennem, men en nål kan godt holde stjernen fast i tavlen, hvis den sættes i på den rigtige måde.

Og så er vi i gang.

På fredag skal vi arbejde med toiletruller. Vi skal lave tre forskellige slags pynt, som jeg alle har fundet på pinterest.  Her er et dokument, der illustrerer de tre slags pynt. 

bottom of page