Jeg sidder på kanten...    

​

November 2008

​

Jeg sidder på kanten og kigger ned i et sort hul. Jeg er faktisk lige der, hvor det hele er ved at knække for mig. Jeg forventer ikke, at det sker. Jeg har nemlig råbt "vagt i gevær" i tide - tror jeg. Jeg har løbende informeret min ledelse om vores vanskeligheder med klassen. Både skriftligt og mundtligt - og de har altid været klar til at hjælpe. I dag måtte jeg så sætte mig foran hende igen - og sige, at jeg sidder på kanten af det sorte hul, og nu har jeg brug for noget hjælp, for projektet, der hedder vores klasse, er ganske uforsvarligt, som det fungerer i øjeblikket. Det er mærkeligt at tænke på, at man for en måned siden - ja for en uge siden - syntes, at man havde alting under kontrol. Og pludselig kan jeg se, at projektet er dømt til at mislykkes, hvis der ikke sker noget drastisk nu og her. Der er simpelthen nogle ting i spil i denne klasse, som jeg ikke er herre over, og derfor kører møllen bare, for der sker ingenting. Ingen tager ansvar - alle forsøger at lægge det over på nogle andre. Og imens er der nogle børn, som er i klemme her. Som hver dag lider under, at en gruppe tyranniserer i en sådan grad at vikarer knækker og selv forhærdede lærere går hovedrystende derfra. Jeg holder faktisk af børnene på trods, men lige nu er jeg modløs, for jeg synes det er to skridt frem og et tilbage.

Min søde leder kastede straks en ekstra lærer (i form af en vikar) i spil - til alle timer i klassen. Og det dækker da i hvert fald en del af behovet.

Jeg skal på arbejde igen i morgen. I dag holder jeg fri.