Jeg har fået ros!
Jeg har overtaget nuværende 4.a efter sommerferien. Jeg har således kendt dem i 3 måneder. Og jeg kan mærke, at de er dejlige, dejlige børn - og det mener jeg - men der er sørme også mange negative adfærdsmønstre, som trænger til at blive brudt. Masser af små-ting egentlig. Sprog, undervisningsadfærd, børnenes opførsel overfor hinanden, drenge der larmer, piger der ekskluderer, nogen der fylder mere end andre, faglige udfordringer for en håndfuld plus, usikkerhed...
Jeg har taget fat flere steder. Og det, jeg kan mærke, virker er:
- tydelig klasseledelse; dvs. dagsorden på tavlen, stillesignal med håndtegn (og jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle bruge sådan et, men det virker!), jeg er velforberedt, sørger for at børnene ved, hvad de skal og forstår, hvad de skal, brain-breaks (vidunderligt!!), og tydelig lederstil. Jeg bestemmer. Jeg er konsekvent.
- Jeg skælder (næsten) aldrig ud, men jeg står ved, hvad jeg siger. Jeg siger aldrig: "Nu er det sidste gang jeg siger det", og hvis jeg beder en elev lægge noget væk, og han ikke gør det, så tager jeg tingen og låser den inde i skabet. Afhængig af hvad det er, får tingen karantæne enten til timen er færdig eller flere dage frem, dog altid med en klar aftale om, hvornår han/hun må få tingen igen. Hvis jeg beder en elev forholde sig roligt, og han eller hun ikke gør det, så må vedkommende gå ud og køle af. Jeg lader altid "en dør stå åben" - det skal ikke være en bortvisning. Jeg går med ud og siger: "Tag lige en tur udenfor" - eller - "Sid lige her og vent 5 minutter" - og så beder jeg vedkommende komme stille ind i klassen, når han eller hun er klar. Konfiskerede løbehjul og mobiltelefoner lægger jeg altid på skolens kontor med navn og tidspunkt for afhentning påhæftet - og så kan eleven hente den, når han eller hun skal hjem - ikke før!
- Humor og godhed. Jeg fortæller løgnehistorier og driller børnene godmodigt - og så bager jeg ind imellem boller - eller tager blommer med fra haven.
- Opmærksomhed. Jeg bemærker børnenes nye frisure - og siger det højt på klassen: "Lækker hår, Rasmus. Sætter du det selv?" - eller deres nye tøj (hvis jeg opdager det) - eller deres godhed overfor andre. "Fedt, at du lige spurgte, om de andre ville med." Jeg gør mig meget meget umage med at small-talke med hver enkelt elev hen over en uge - så meget, jeg kan nå. Jeg bliver ind imellem lidt ind i frikvarteret for at få den gode og afslappede kontakt. Jeg rører ved børnene... (JA - du læste rigtigt - farlig sætning!). Man kan hurtigt mærke, om elever er "håndsky" - og hvis de trækker sig, så slipper de, men ellers lægger jeg en hånd på deres arm, eller klapper dem på skulderen, når de gør noget fedt! Øjenkontakt - masser af øjenkontakt.. Og så siger jeg deres navn højt, når jeg henvender mig - eller når de henvender sig - så ofte jeg kan. Det giver en fornemmelse af 1-1-kontakt.
- Dygtighed. Jeg viser, hvad jeg kan. Jeg fortæller faktisk også børnene, at jeg er en dygtig lærer - og at jeg elsker at være lærer. Og så viser jeg dem, hvad jeg kan! Lyder det blæret?? Ikke desto mindre gør jeg det med stolthed, så børnene kan mærke, at jeg brænder for det, jeg laver.
- Referater af klassesamtaler om trivsel. Mindst en gang om ugen sætter jeg mig ved klassecomputeren og tænder smartboardet - åbner et word-dokument og så snakker vi om, hvordan det går med sproget - eller hvem, der har haft nogle trælse oplevelser. Der er nogle få regler for klassesamtalen. Man må kun tale om sig selv - enten noget, man har gjort - eller noget, der er gjort mod en. Man skal overholde taletiden. Man må ikke afbryde - heller ikke selvom man føler sig forurettet. Alle børn tegner imens, så dem, der ikke deltager aktivt i samtalen, har noget at lave. Men jeg ved, at alle lytter. Alle elever bliver taget til referat. Jeg er ret hurtig på ti-fingeren, så jeg kan følge rimelig med og skrive alt ned, næsten ordret. Hvis jeg siger noget, skriver jeg mig selv ind i referatet. På denne måde kan børnene fortælle hinanden - og mig - hvis de føler sig forulempet eller drillet - og modparten kan fortælle sin version af oplevelsen. Ingen kan pynte på historierne, for alle vidnerne sidder i lokalet. Hvis der alligevel er uenighed, skrives det ind i referatet. Noget meget meget vigtigt jeg får ud af denne metode er, at børnene opdager, at der er forskellige opfattelser af den samme sag. Jeg siger det ofte, så de også hører udtrykket - og nu er de også begyndt at bruge det... "Der er jo forskellige opfattelser." Det fører faktisk også til større forståelse af børnenes indbyrdes misforståelser. Noget andet meget meget vigtigt er, at børnene lærer at argumentere, hvis de føler sig misforstået. Når det sidste punktum i referatet er sat, skriver jeg et referat hjem til forældrene MED NAVNE PÅ DE IMPLICEREDE BØRN. Det gør jeg af to grunde: 1) Der er ikke kun et barn - eller et par stykker - der fylder noget - eller overtræder grænser - eller bruger grimt sprog. Det gør rigtig mange. 2) Forældrene bad mig om det til første forældremøde. Det var med en vis spænding at jeg afventede respons på det første forældre-referat - men det virker. Forældrene er glade. De gør noget ved tingene. De føler sig delagtiggjort - og bruger tid på at snakke med børnene derhjemme. Jeg gør meget ud af at præcisere overfor forældrene, hvad mine forventninger til dem er. Og jeg skriver ALTID, at de skal huske at holde fokus på deres eget barn - og ikke bruge tid på at tale om andre børns fejltrin.
OG SÅ FIK JEG ROS...
Flere forældre har skrevet til mig, at de er glade for åbenheden og den hyppige kommunikation. Men forleden fik jeg en mail fra en forældre, der synes, at jeg er noget særligt. Hun skrev 10 linjer til mig med ros ros ros - og jeg smurte det ud over mig selv som honning. Derefter kopierede jeg det og sendte det til min nærmeste leder med titlen: Se hvad jeg har fået af Viktorias mor! Vi er alt for gode til at fortælle om alle vores udfordringer og alt det, der går skidt. Jeg synes, vi skal gøre os umage med at fortælle de gode historier - især til vores ledelse.