Gør noget - vent ikke
Jeg savner mine gamle kollegaer en smule. Der var ret mange mennesker, jeg holdt virkelig meget af på Åby Skole.
Men underligt nok, så tænker jeg alligevel ikke så meget på dem længere. Jeg må nok indrømme, at jeg egentlig ikke
savner eleverne synderligt. De er ret hurtigt ude af systemet. Der er jo kommet nye til i mellemtiden, som jeg skal
lære at kende, forsøge at sætte grænser for og arbejde på at holde af. Jeg har fået nye samarbejdsrelationer. Det
kræver koncentration, og derfor, tænker jeg, forsvinder mine søde gamle kollegaer ud i det fjerne og bliver små
svævende skyer af savn og tanke.
Grunden til at jeg indleder med dette er, at jeg ind imellem får en mail fra kollegaer, som hænger lidt med næbbet.
Det kan være alt fra almindelig træthed til det tidspunkt i lærerlivet, hvor man er på grænsen til sammenbrud. Og
jeg tænker: "Hvem skal gøre noget for dig?"...
Svaret må være: "Dig selv."
Og faktisk er det ikke så svært endda. Det var det, jeg ville frem til. Det er faktisk helt OK at starte forfra et nyt sted,
få sig nye relationer på det voksne - og på elevplan. Få nye arbejdsvaner - nye pausevaner - nye kaffevaner måske.
Og ikke mindst blive tvunget til at hive sig selv op ved håret og gøre indtryk på folk på den nye arbejdsplads.
Jeg må indrømme, at jeg havde en rigtig hård første dag på arbejdet, fordi jeg ikke skulle lave noget som helst.
Ingen havde forventninger til mig. "Du skal bare slappe af, Ann-Berit". Ja, den er virkelig god. Jeg har nok ikke rigtig
slappet af i 2½ år, så det var utrolig mystisk for mig, at ingen forventede noget af mig - i hvert fald ikke den første
dag.
Nu slapper jeg af igen. Mærkeligt dog - at tænke på - at jeg har ligget vandret de sidste par år - og fundet mig i det.
Jeg har egentlig bare gjort, hvad man forventede af mig - og lidt til (man er vel kvinde!). Jeg har ikke tænkt, at der
fandtes steder, hvor arbejdslivet var lettere, mere udviklende, mere behageligt og absolut lykke-gørende. Jeg er
glad, fordi det jeg elsker allermest ved lærerjobbet er forberedelsesfasen - at tilrettelægge undervisningen det bedste
jeg kan - og gennemføre den. På mit tidligere job levede udførelsen aldrig op til forventningerne - stort set aldrig.
Men jeg kan mærke, at nu kører det. Nu brænder jeg igennem. Nu sidder der elever med åbne gab og venter på
at blive håndfodret... Jeg er lykkelig.
Tænk over det. Lad være med at være den udbrændte. Søg nye udfordringer. Spring ud i det. Find en mere overskuelig
arbejdsplads. Sid ikke og vent på at dagene bliver lysere, hvis du har levet alt for længe i mørket.