Forældre 1
2. august 2006
Det har taget mig mange år, at blive nogenlunde fortrolig med forældresamarbejdet. Det føltes bare SÅ mærkeligt, at jeg, da jeg var sidst i 20'erne og stadig ikke havde egne børn, skulle rådgive andre om, hvordan deres børn burde opdrages !!! Jeg ville også allerhelst bare fortælle noget rart, når nu forældre kom helt hen på skolen. Så skulle de da have godt nyt med hjem.... Det vil jeg da for øvrigt stadig.. Men jeg har opdaget, at det gode forhold bevares bedst, hvis jeg er ærlig. Ikke altid hudløst ærlig, men medium-ærlig. Ikke for meget talen efter munden... Min forældregruppe kan li' humor. De kan li' nærvær. De kan absolut li' struktur. De vil gerne informeres - ikke kun to gange om året, men løbende.
Jeg kan bedst li' at informere forældre straks et problem opstår. Nogle gange gør jeg det pr. brev, andre gange pr. telefon - ind imellem over mail. Det afhænger af problemets karakter.
To drenge har igennem en uges tid udviklet grimt sprog overfor pigerne (luder, so (og Tak til Niarn og L.O.C. for deres sproglige forbillede)). Jeg sender et brev hjem til deres forældre, hvorpå problemet står beskrevet (med citater) og beder dem tale med deres børn om hvilket sprog, der er brugbart i offentlige rum. Herefter skal de skrive under, og drengene afleverer sedlen til mig.
Jeg mailer med en mor, som er fortvivlet, fordi hendes datter er ked af, at venskabet med bedsteveninden ikke fungere. Pigen har ondt i maven og vil ikke i skole. Vi mailer frem og tilbage nogle gange, og jeg har samtaler med pigerne efter skole.
Jeg ringer til en mor, hvis søn har store vanskeligheder både fagligt og socialt. Moderen vil ikke acceptere, at der er "noget galt". "Han er bare nærsynet", mener hun. Jeg samarbejde tæt med SFO, med skolepsykolog, og har adskillige samtaler - både pr. telefon og på skolen med mor. Hun fejer alle mine påstande bort. Bliver vred. Efter nogle år (ja - ÅR) når vi til enighed fordi jeg fortæller hende, at drengen ikke skal flyttes ud af klassen (og det har været hendes frygt i flere år). Forældrene begynder så småt at erkende problemerne - og samarbejdet kører pludselig på skinner)
Jeg tror på, at man skal gribe fat i alle problemer - store og små. Hvis en elev bliver forulempet, verbalt, psykisk, fysisk, at en anden elev, skal forældrene informeres. Jeg gør altid klart, hvilke konsekvenser jeg ønsker. Det kan være, at de bare skal tale med deres barn. Det kan være, de skal komme til møde sammen med barnet. Det kan være at jeg har samtale med flere børn (og ingen forældre). Det kan bare være til information. En slags - vær lige opmærksom på følgende.
Jeg har med held også brugt ugentlige rapporteringer pr. mail omkring en elev, som havde haft en ret uheldig periode mth. opførsel. Eleven blev informeret om, at hans mor og far ville modtage en mail en gang om ugen, hvor jeg lige opsummerede, hvordan han havde klaret sig. "Big Brother is really watching!!" Men det virkede altså i denne elevs tilfælde. Han ændrede virkelig karakter og vendte skuden. Hans mor næsten græd af glæde, da vi havde elevsamtale efterfølgende, for hun var så lykkelig over, at han klarede sig godt - fik meget ros - og at hendes og farens hårde arbejde havde båret frugt - også i skolen!!