Jeg har gjort et godt stykke arbejde
Juni 2008
Jeg har, i år, haft en temmelig vanskelig klasse. Og jeg er nået langt - er faktisk ret stolt af, sammen med min fantastiske makker Kim, at have gjort et rigtig godt stykke arbejde på en klasse, som ingen troede var mulig at undervise. Vi har så også brugt det meste af to år på at nå så langt - og til næste år skal vi sende dem videre i systemet.
Jeg tror, min leder havde håbet, at klassen, som i øjeblikket er på 16 elever, havde opløst sig selv ved at de ressourcestærke forældre flyttede deres børn til privatskoler, så de resterende kunne fordeles på de andre tre klasser på årgangen - og dermed, mente nogle, ville problemerne være løst. Men faktum er, at vi har mistet én elev i år, som flytter på tyrkisk privatskole - og så får vi til gengæld en ny pige - måske to. Kim og jeg har trukket læsset - vi har haft stor glæde af AKT-Per, som var fantastisk i tre måneder og lærte os en masse om børnene og ikke mindst om os selv.
Så jeg klapper mig selv på skulderen og råber hurra - og er træt som bare fanden (undskyld mig, men det er jeg!) Det har simpelthen været hamrende hårdt at gennemgå dette skoleår med 5.a - og jeg er lykkelig over, at vi er endt her, hvor vi er, for jeg er tilfreds med børnene - og med mig selv.
Nu har jeg så taget beslutningen om at skifte arbejdsplads. Jeg venter lige til næste skoleår, så jeg kan gøre denne klasse færdig og ikke forlader Kim i utide. Men når værket er gjort, har jeg tænkt mig at skulle arbejde på Mølleskolen i Ry - jeg håber selvfølgelig, de har plads til mig, men lige præcis der, vil jeg gerne være. Og hvorfor nu det?
Jeg vil bare så gerne undervise. Jeg er så træt af at bruge min kostbare energi på konfliktløsning, forældresamarbejde (i overmål), krisemøder med klasse, ekstra møder med udsatte elever og deres forældre, ekstra samtaler med elever, der er i vanskeligheder, opklaring af diverse forhold, som er ud over det sædvanlige - og som egentlig ligger på hjemmefronten, men hvor min involvering har været påkrævet for at løse konflikterne, brev på brevskrivning med udredning af konflikter mellem elever, utallige mails med informationer om opførsel / trivsel, gruppesamtaler med elever med negativ adfærd, gruppesamtaler med elever, der bliver drillet lidt rigeligt og deres "drillere", møder med pædagogisk leder angående særlige elever, møder med SSP, AKT og konferencemøder med skolepsykolog og støttecenter med henblik på udredning....
Og jeg vil bare så gerne undervise - men al min dyrebare energi går fløjten med ovenstående, så jeg i perioder har reduceret mig selv til en maskine, der "KØRER" undervisning - og jeg har bare været så utilfreds med mig selv.
Jeg sluttede heldigvis året af med at hanke op i mig selv og præsentere eleverne for et glimrende og helstøbt forløb omkring Brødrene Løvehjerte. Er glad for det, for jeg havde faktisk også brug for at vise mig selv, at jeg stadig kan.
..... og nu vil jeg ikke være i Århus Kommune længere. Jeg elsker Åby Skole. Det gør jeg. Jeg har det som blommen i et æg. Jeg sidder på biblioteket 12 timer ugentligt, jeg laver skoleblad, jeg arbejder lidt med hjemmesiden, jeg fotograferer til festlige lejligheder, jeg må næsten lige, hvad jeg har lyst til. Jeg elsker alle mine kolleger! De er skønne at arbejde sammen med og feste med...
MEN... jeg har alligevel brug for at hanke op i mig selv og komme videre, for jeg bliver 37 i år og er på vej til at blive reduceret til dansklæreren, der ikke kunne undervise i andet og som sad på biblioteket og drak portvin, hun havde gemt i skuffen... Jeg vil videre - jeg vil presses til at yde noget mere. Jeg vil være med, hvor der sker noget - og jeg synes, Mølleskolen ser fantastisk ud. Jeg håber bare de har plads til mig
09/10.