Samtaler, der flytter tanker


Lad mig starte med at slå fast: Jeg er ikke terapeut, jeg er ikke AKT-lærer, jeg er ikke børnepsykolog, jeg er IKKE ekspert på noget som helst. Jeg har gennemført et modul af inklusions-uddannelsen, og så er jeg lærer på 20. år. Det er alt. 

Ganske kort kan jeg sammenfatte mit syn på børn i skolen til dette: "Det er mit (lærerens) ansvar, at alle børn har det godt, trives med hinanden i et respektfuldt fællesskab - OG udvikler sig fagligt. Det er aldrig børnene, der skal forandre sig. Det er mig (læreren), der skal (om nødvendigt igen og igen) ændre på børnenes vilkår, omgivelser og betingelser, indtil man finder det sted, niveau, udviklingszone o.lign, hvor barnet føler sig tryg og parat til at lære. 

Jeg tror (fordomsfuldt), at der har været masser af børn igennem folkeskolen, som af deres lærere er blevet STEMPLET med prædikatet: "Han eller hun VIL ikke lære noget. Han eller hun VIL ikke være en del af fællesskabet. De vælger selv fra. Det er ikke mit ansvar." Og så bliver jeg vred. Tordnende vred. Men det er en helt anden snak.

Jeg vil gerne fortælle om to små projekter i min klasse. Vi kan kalde dem dreng X og dreng Y. Det er to drenge, som kommer fra hjem med virkelig søde, velstillede, velmenende forældre, som vil gøre alt for deres børn - og elsker dem højt. De vil også gerne samarbejde med mig, heldigvis - så her er ingen hindringer i virkeligheden. De to drenge er ikke i mistrivsel hjemme, der er ingen, som gør dem ondt. 

Så når disse to drenge igennem indskolingen vægrer sig mod at deltage i undervisningen, er kravafvisende og forlader klassen, hvis tingene bliver for uoverskuelige, så skal jeg træffe et valg.

* Jeg kan sætte hårdt mod hårdt med tvang og skæld-ud og "kan-I-så-makke-ret." Sådan gør jeg også nogen gange. Jeg skælder aldrig ud, men jeg siger tydeligt, hvad jeg vil have og ikke vil have, og holder fast i det indtil det sker. MEN det er ikke en løsning, der giver disse to drenge LYST til at være i en læringssituation og gøre som der bliver sagt. De føler sig bare tvunget - og så kan man starte forfra næste gang.

* Jeg kan lade dem være. Jeg kan sige til mig selv, at de er to uopdragne drenge - to forkælede drenge og at det er forældrenes ansvar. Og så sker der ingenting. For forældre kan ikke fjernstyre deres børn. Og så har jeg to drenge, som jeg har svigtet, fordi jeg lod dem sejle deres egen sø, måske på grund af min egen utilstrækkelighed - manglende viden eller manglende handlekraft.

* Jeg kan interessere mig for, hvad der mon lægger bag disse afledningsmanøvrer - disse fravalg - og ofte fravalg, som koster andre børn muligheden for optimal læring. 

Jeg gjorde selvfølgelig sidstnævnte - jeg interesserede mig. Og jeg har flyttet de to bjerge - en trillebør-fuld ad gangen - små skridt - men hold op, hvor de flytter sig - fordi vi arbejder med deres tanker.

Det er ikke noget, jeg som sådan har læst mig frem til. Jeg har hørt robustheds-guruen Poul Lundgaard Bak tale om tankernes hus og tanketoget, men ellers er det bare noget, jeg gør med udgangspunkt i mit eget børnesyn.

Se for øvrigt www.robusthed.dk (hvis du vil læse mere om Poul Lundgaard Baks arbejde)

...

Jeg bruger cirka 1/2 time om ugen på at tale med hver af de to drenge. Det startede egentlig, fordi dreng Y ofte gik fra undervisningen, slog andre børn i situationer, hvor han mistede overblikket, rettede på andre, havde svært ved at tolerere, at børn omkring ham rodede, hævnede sig, regulerede, og aldrig kom igang med at arbejde. Når vi skulle tegne eller skrive i hånden, så lod han bare være med at gå igang - og det kostede en masse tid at få ham til at skrive bare en linje. Samtidig skabte det forstyrrelser, når de andre i klassen skulle arbejde.

Han ønskede at snakke, så vi snakkede - om løst og fast og hvad der lige var svært. Jeg spurgte, om vi ikke skulle snakke ugentligt, så kunne jeg hjælpe ham med at huske på, de gode ting han skulle øve sig på. Det ville han gerne. 

Hver gang vi har snakket, har jeg haft et "oplæg" med, som tager udgangspunkt i vores sidste samtale. Der er som regel et billede af ham, og nogle af de udsagn, han bidrog med sidst vi talte. Noget, som vi kunne tage udgangspunkt i - i denne samtale. Efter endt samtale skrev jeg alle håndnoterne ind i dokumentet på PC, og sendte det til hans forældre med en beskrivelse af, hvad vi havde talt om - og at de kunne se på "diagrammerne" derhjemme og snakke om, hvordan det gik - og hvad han skulle øve sig på.

De første diagrammer vi lavede, handlede om, hvad man kan gøre, når man bliver irriteret. Dreng Y gav de forskellige muligheder farvekoder efter hvor alvorligt, han syntes det var. Vi har brugt dem rigtig meget efterfølgende, når vi fik snakket forskellige situationer igennem. Både til at analysere situationen - og til at finde alternative løsninger.

Her kan du se diagrammerne

Det tog en måneds tid, så begyndte han at få styr på sine tanker - og ændrede dermed også adfærd. Reguleringen af andre elever forsvandt. Jeg italesatte det rigtig meget - og han fik en god fornemmelse af sine fremskridt. Han var faktisk utroligt stolt - og samtidig blev han også rigtig ked af det, hvis det så smuttede. Han er en dreng med en utroligt fantastisk selvindsigt - rigtig god til at sætte ord på, hvad der er galt - og ærlig.

Vi har efterfølgende snakket rigtig meget om deltagelse i undervisningen - og hvor meget man kan forstyrre og stjæle tid fra andre. 

Det første opslag, jeg lavede hed: "Hvis noget "driller" i timerne." - og den munder faktisk ud i, at dreng Y erkender, at når han ikke arbejder, så handler det i virkeligheden om, at han gerne vil kunne tingene fra starten - og så kan vi snakke om, hvor meget man bremse sig selv i at lære noget, og hvor tosset det egentlig er.

Her kan du se: "Hvis noget "driller" i timerne"

Så brugte jeg en del energi på at snakke om, hvad dreng Ys tanker om de andre i klassen var - og hvad han troede, de tænkte om ham. Og i takt med, at vi fik snakket om det, så lagde det faktisk en dæmper på  hans bekymringer om, hvorvidt de andre i klassen nu syntes, han var dårlig til at læse eller god nok til frikvarterslege osv. Og det gav ham igen en langt bedre og mere velfunderet kontakt til de andre - og muligheder for at træde ind i en legesituation uden forbehold.

Her kan du se: "Hvad tænker andre om mig?"

For nylig har vi så snakket om strategier, med udgangspunkt i hvad det er for ting, der kan bremse, når man skal deltage i en undervisningssituation. Vi kortlægger altid udfordringerne - og så kan vi stille og roligt tage fat på at fjerne - eller ændre vores tanker omkring dem. Denne samtalerunde gav anledning til at vi også kunne tale om, hvordan dreng Y har forandret sig positivt - og alle de ting, han nu mestrer, som tidligere var umuligt for ham. Den slags opslag er altid rare at sende hjem til forældre, for de bliver så lykkelige - og det har også en positiv afsmitning.

Her kan du se: "Hvad kan bremse?"

Dreng X er en anden type. Han er enebarn og måske vant til at få sin vilje hjemme. Vi havde et "krise-møde" med hans forældre, og de var dybt ulykkelige, fordi han hadede skolen så meget - og fordi han hadede rigtig mange fag og rigtig mange lærere. Og når han vågnede om morgenen, var det første han sagde: "Jeg gider ikke i skole" - eller "Jeg hader skole." Det er heller ikke en rar situation at stå i. Og selvfølgelig måtte der handling til.

Han er en populær dreng, en som de andre gerne vil lege med - og han har altid masser af gode ideer til lege. Han kan dog også gå fuldstændig i baglås - og blive i en frustration meget længe - altså tage masser af ting med fra frikvarteret ind i undervisningen - og dermed aldrig nogensinde komme igang med undervisning, fordi han sad fast i sin frustration.

Dreng X ville gerne snakke en gang om ugen. Han er faktisk rigtig gode venner med dreng Y og deres fælles frustrationer har ikke altid en gavnlig effekt på undervisningsfællesskabet. Dreng X fylder meget, når han er frustreret. Det går helt klart ud over læringsrummet - og især overfor andre lærere end nogle ganske få udvalgte - kan han opføre sig virkelig udfordrende. Og føle sig berettiget til det. 

Vi lagde ud med at få kortlagt hans tanker - om undervisning - og om lærere. Hans tanker blev farvekodet, så alle negative tanker var grå - positive tanker var grønne, konstateringer var blå - og mine kommentarer var gule. Efterhånden som vi fik snakket - og fra gang til gang fik han én opgave, han skulle øve sig på til næste gang - så fik vi fjernet de grå tanker - lidt efter lidt. 

Også i hans tilfælde skrev jeg hver gang hjem til forældrene og vedhæftede dagens samtale-diagram. 

Her er dreng Xs første diagramforløb. De strækker sig hen over et par måneders samtaler. 

Her kan du se: "Jeg hader skole"

Efterhånden forandrede tingene sig så meget, at vi også kunne arbejde med at være en tidsrøver, altså at hans adfærd fik konsekvenser for andre. Det er der, vi i øjeblikket befinder os. 

Her kan du se: "tidsrøver"

......

Det går rigtig godt med begge drenge. De flytter sig - og det kan mærkes i klassefællesskabet. De er begge glade og stolte over forandringen - og jeg har lovet forældrene, at vi fortsætter indtil sommerferien. Jeg ser det som en investering i to gode, dejlige drenges skoleliv. De skal ikke sidde fast i at vi bare kan betragte dem som nogle forkælede møgunger, der ødelægger undervisningen for andre, og det er også bare forældrenes ansvar at gøre noget. 

Jeg gør noget, fordi jeg er en betydningsfuld voksen - og fordi jeg tør.

Hvis disse to drenge ikke havde haft tillid til, at jeg ville dem det bedste, at jeg holder af dem og vil gøre, hvad jeg kan for at hjælpe dem, så var vi aldrig nået nogen vegne. Man kan ikke gøre det uden tillid. 

Så evnen til at skabe en god og tryg relation til sine elever er i mine øjne noget af det allervigtigste og fundamentale i et lærerliv. 

....

Og husk - at alt ovenstående ikke er sandhed, men erfaringer fra en amatør, som bare elsker at arbejde med børn - elsker udfordringerne - elsker at skabe forandring - elsker at udvikle.... Vi kan ikke være andet bekendt.


TILFØJELSE 10-05-17

Nu hvor begge drenge er nået dertil, hvor de bliver i klassen, undgår at forstyrre undervisningen (mest muligt), så skal vi have fat på deres deltagelse. Jeg har (inspireret af Lene Heckmanns barometer) givet begge drenge (plus endnu en) et "indsats-barometer", som den ene af drengene har været med til at udforme tekstlyden i. De andre to drenge synes, det passede godt, og nu har de alle tre taget dem i brug. 

Barometerets venstre side har benævnelser for indsatsen fra "Ingen indsats" til "Rigtig god indsats". På barometerets højre side er definitionerne på graden af indsats. Det er nemlig kendetegnende for de tre drenge, at de ofte putter sig, hvis der er opgaver, de ikke har lyst til, ikke magter, synes er kedelige, synes er for lette, synes de ikke er gode til osv., I STEDET FOR AT FORSØGE, så lader de helt være. 

MEN med barometeret har de fået et "redskab", som forhåbentlig kan hjælpe dem i gang. 

Det er meget bevidst, at ikke alle børn får et barometer, for det er ikke alle børn, der har brug for et - og jeg tror ikke på, at man skal "beskytte" børn mod at tale åbent om, hvad der kan være svært. Så det er kun de tre drenge, der har et - og de er STOLTE af det - og GLADE for det.

Første side er puttet i en plastik-lomme og sat på bordet med lærer-tyggegummi. På bagsiden af plastiklommen har jeg indlagt et ark med "prikker" - klistermærker, som børnene skal bruge, når de skal vurdere sig selv.

Jeg siger ALTID til, når vi f.eks. skal i gang med en opgave, at jeg gerne vil have, at de efterfølgende vurderer deres egen indsats. Det er IKKE noget, jeg skal bruge til at slå de tre drenge i hovedet med, når de IKKE kommer i gang. De skal altid kende præmissen. Det er selvfølgelig også fordi, de i så tilfælde faktisk GØR sig umage og kommer i gang uden vanskeligheder. Dog havde en af drengene faktisk en engelsk-opgave i går, han aldrig kom i gang med, og så vurderede han sig selv til en prik i den røde kategori for ingen indsats (til gengæld fik han samme dag 4 prikker i de to øverste kategorier, så der er tale om stort fremskridt:-) - og så er det fedt, at han er ærlig.

Vi har ikke brugt barometrene så længe, men jeg tror på dem - og jeg håber, at de vil være med til at give de tre drenge gode vaner omkring det at komme i gang med en opgave - og gennemføre den, så de til sidst ikke behøver barometrene mere, men bare har det i sig. 

Vi skal bygge stilladser, men vi skal også huske at pille dem ned igen.

Her kan du se min version af barometeret.