"Det har vi ikke tid til"         

August 2011

Jeg har været på kursus i denne uge på Virring Skole sammen med rigtig mange lærere fra Skanderborg Kommunes skoler. Kurset handler om Anerkendelse, Inklusion, Klasseledelse og alt, hvad dertil hører... Både med udgangspunkt i "almindelige" børn - men også med fokus på de elever, der udfordrer os i hverdagen... Spændende...

Og selvom mange tænker (og siger), at de egentlig ikke hører så meget, de ikke ved i forvejen, så synes jeg det er rigtig dejligt at indsigtsfulde mennesker sætter ord på - og strammer op omkring "alt det, jeg ved i forvejen."

Jeg gør mig rigtig mange tanker i løbet af sådan en uge - og i løbet af de sidste dage har jeg bl.a. gjort mig mange tanker omkring udsagnet: "Det har jeg altså ikke tid til."

Vi taler om anerkendelse - og vi taler om, hvor vigtigt det er, at vi anerkender alle elever - at de kan mærke os - og at de mærker, at vi interesserer os for lige præcis de enkelte børn i klassen. At alle bliver set i løbet af dagen - og så lyder følgende: 

"Det er bare så svært at nå omkring alle børn."

"Vi har jo ikke ret mange minutter pr. elev - og hvis så en enkelt elev tager 20 minutter af min tid, så er der jo ikke tid til resten."

Forstår I, hvad jeg mener?

Jeg skal skynde mig at sige - inden jeg kommer for godt i gang - at jeg ikke har sandheden - for jeg kan let komme til at lyde som om jeg ser mig selv som oraklet, der slugte de vises sten og nu omsætter det til en pisk, jeg kan lade smælde over alle andre... Men nedenstående er MIN sandhed i MIN lærerverden - det betyder ikke, at jeg mener alle andre tager fejl og jeg har ret... Så har jeg vist garderet mig...

"Det har vi ikke tid til." Jo - fand'me jo!! For det SKAL vi tage os tid til... 

I min verden er trivsel det vigtigste af alt. Vi ved det - trivsel er grundlaget for optimal læring. Hvis du er ked af det, vred eller frustreret, er det svært at koncentrere sig om undervisningen - om at ville lære noget, for noget andet sidder i vejen og gør ondt... En af underviserne på kurset sagde: "Vi voksne kan altid forlade et lokale, hvis vi er i en situation, vi ikke bryder os om." Det kan børn ikke. De SKAL sidde i klassen - på deres plads - også når de har det dårligt - når et eller andet driller eller trykker... Og ofte er de børn, der skaber uro - der larmer - der reagerer uhensigtsmæssigt også børn, der er frustrerede over noget. Det kan være rigtig mange forskellige ting. Det kan være noget hjemme, noget fra frikvarteret, noget læreren gør eller siger, som eleven ikke forstår. 

Når så Peter larmer i hjørnet, prikker til sidemanden, smider papirkugler i nakken på dem foran, snakker højt på forkerte tidspunkter, skramler og skrumler, så bliver jeg irriteret og beder ham være stille. "Kan du så sidde stille, Peter?" "Peter, du forstyrrer dig selv og de andre." "Peter, nu er det 3. gang, jeg siger det." - og den værste: "Nu er det altså sidste gang jeg siger det, ellers må du forlade klassen." Og sådan ender det måske...

Når så jeg på lærerværelset brokker mig over, hvor træls Peter egentlig opfører sig, så kan jeg måske finde på at sige: "Jeg kan jo ikke bare bruge al min tid på Peter. Der er jo 24 andre børn i klassen, der har ret til at blive undervist."

MEN... jeg tænker bare.. Hvis nu jeg faktisk brugte tid på Peter i stedet for bare at ekskludere ham, fordi så får jeg ro (indtil næste gang Peter sidder på sin plads foran mig), hvis jeg nu interesserede mig for, hvad der trykker ham. Hvis jeg nu brugte nogle frie timer på at snakke med ham - på at vise ham, at jeg bekymrer mig - på at finde ind til grunden til, at Peter larmer, så kan det godt være, at de andre 24 må sidde selv i klassen et par timer - eller måske må jeg bruge noget af min frie tid (frikvarterer eller mellemtimer / morgentimer), så kan det være at jeg faktisk kan hjælpe Peter med at komme videre. Måske hjælper det en smule at han får min positive opmærksomhed (de kloge siger, at det virker!!)... Måske hjælper det, at Peter og jeg faktisk opbygger en kontakt, hvor vi snakker sammen, så jeg ikke bare irettesætter, irettesætter og skælder ud. Så er tiden da godt givet ud, hvis det giver Peter mere ro - og dermed også klassen mere ro...

Måske tænker du, at netop din "Peter" ikke bare kan anerkendes til bedre opførsel. Måske har du "prøvet alt"... Og sidstnævnte udsagn har jeg selv brugt et par gange, må jeg skamme mig ved at erkende - for vi kan aldrig prøve alt.. Efter min mening står vi ind imellem af overfor elever og kalder det "prøvet alt", fordi vi ikke orker mere - eller fordi vi ikke har lært, hvordan vi skal gøre, eller fordi vi ikke har kontaktet skolens eksterne personale (jeg mener: AKT-personer, nærmeste leder, støttecenter, læsevejleder osv.)... 

Hvis Peter ikke er et barn med en konkret hjerneskade eller en formodet eller diagnosticeret forstyrrelse, så tror jeg på, at anerkendelse virker, hvis vi bare vil bruge tiden (tror også det hjælper de førnævnte børn, der skal bare mere til.)

....

Jamen, hvordan skal jeg så nå rundt om de andre børn, så de føler sig anerkendte, når nu jeg skal bruge så meget tid på Peter?

Og det er rigtig nok... Vi har kun 37 ugentlige arbejdstimer - og vi ER ind imellem pressede af ydre krav - af vores hjemmeforhold - af vores manglende evne til at sige nej... eller hvad det ellers kan være, der presser.. 

Jeg har ikke en opskrift, men da jeg startede i min nu afgivne 6. klasse, det var i slutningen af 4. klasse, tilrettelagde jeg elevsamtaler med samtlige elever - ikke bare éen gang pr. elev, men kontinuerligt. 10.-20 minutter til hver elev, hvor jeg havde dem på tomandshånd. Hvor vi kunne snakke om deres daglige udfordringer, om deres ønsker og frustrationer... Og hvor jeg kunne spørge til deres interesser, deres familie, deres venner og kæledyr... Det fortsatte ind i 5. klasse - i perioder - med faste "kontortider", så eleverne kunne "bestille" en tid, samtidig med at vi indkaldte dem til samtale. På denne måde fik jeg en rigtig god fornemmelse af den enkelte. Vi fik samtidig taget mange småfrustrationer i opløbet og løst dem øjeblikkeligt - og al opfølgning blev skemalagt - I kender måske udtalelsen: "Så snakker vi igen om en måneds tid." - og nogle gange husker man det - eller eleven husker det for en, men andre gange glemmer man det måske og så løber det ud i sandet... 

Jeg synes den største udfordring er at SE de stille børn.. De snakkende, selvpromoverende og dygtige børn ser vi. De larmende og udadreagerende ser vi - og bruger meget tid på.. Men stille Jens, der bare elsker fodbold og trampolin - og som aldrig siger noget i timerne - hvornår får vi SET ham? Han er stadig min største udfordring i den sammenhæng, for jeg har en tendens til at overse og glemme ham, fordi han er usynlig... Men han har i den grad behov for at blive set... 

Jeg er ikke konsekvent dygtig til det her... Men jeg er super-opmærksom på, hvor meget det kræver af mig - og jeg bruger energien på det, fordi jeg synes, det er noget af det vigtigste overhovedet...