"Det er godt nok en dejlig dreng, du har."

Min egen søn har fået nye lærere i dette skoleår. Jeg er stadig imponeret over det store arbejde, hans tidligere lærere har gjort i min søns klasse. De har virkelig fået skabt gode rammer omkring børnene og gode arbejdsvaner. - og så er der selvfølgelig et men...

Min søn har ikke rigtig brug for de voksne - som sådan. Han opsøger dem ikke. Han har det godt med at være den, han er. Han er ikke øverst i hierakiet - heller ikke nederst - han snakker lidt med alle - har sine gode - og bedste venner. Jeg anser ham for at være en ret omgængelig type. Han skændes sjældent med andre børn. Han har aldrig brændt så meget for skolearbejdet - han elsker at komme der - han er en skarp lille dreng - læser supergodt (men langsomt - fordi han ikke gider træne) - staver supergodt (men det interesserer ham ikke rigtig) - han fjoller lidt ind imellem for at få opmærksomhed, men er efterhånden faldet godt til ro i undervisningssituationen. Markerer ikke for meget, laver sine ting og dermed er den lukket. Han er smårodet og lidt halvsjusket... En ret gennemsnitlig dreng..

Hans matematiklærer, som også er min søde kollega, sagde til mig ikke så lang tid efter skolestart i dette skoleår:

"Det er godt nok en dejlig dreng, du har."

Og det er første gang, jeg har hørt det.. (Og nu går han i 4. klasse)

Hans 0. klasselærer sagde til mig ved den første skole-hjem-samtale: "Ja, din dreng er jo en af de 5, der ikke dur til at gå i skole." - og det blev egentlig ikke uddybet synderligt.  - og jeg græd som pisket, da vi kom hjem. Og så brugte jeg (og det skammer jeg mig over!!!) hans første skoleår på konstant at rette på ham - konstant at tænke, at han var forkert - konstant at forvente noget af ham, han ikke kunne indfri. Der var kaos i den klasse. Der var så mange - især drenge - der var utrygge ved at komme i skole. Hierakiet var ikke på plads - de kendte ikke hinanden - og de hang i gardinerne... Og min søn hang sikkert med - det er jeg da ikke i tvivl om - men det hjalp ham altså ikke, at jeg fik at vide på første samtale, at han ikke kunne finde ud af det. Det forfulgte mig faktisk i flere år..

De fik nye lærere i 1. klasse - og der blev skabt trygge og gode rammer. Faste, kærlige hænder. Der blev samlet op på det faglige og de rykkede helt vildt og blev dygtige og glade skoleelever. Min søn faldt helt til ro - han er rigtig god til sociale. Han leger rigtig godt..
Men min daværende mand og jeg var stadig ikke tilfredse med ham.. Der var så mange ting, vi syntes, han skulle ændre. Hans lærere sagde til samtalerne, at det gik fint. At han var dygtig til det faglige og til det sociale. Og godt nok... Det var vi da rigtig glade for. 
Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt var bekymret, fordi han overhovedet ikke viste skolearbejdet nogen form for interesse derhjemme. Han havde ikke rigtig lyst til at læse... Men hans lærere var meget overbeviste om, at det nok skulle komme.
Han er en superlæser - for han er velstimuleret, men han er også en distræt dreng, der falder i staver og rejser til computerspilsverdener i sine tanker. 

Og så pludselig en dag - med en ny lærer ved roret - skete det, som gjorde den allerstørste forskel for mig:

Hanne sagde: "Det er godt nok en dejlig dreng, du har."

Jeg sendte en SMS til Emils far med det samme. Jeg blev bare så glad. Og rolig. Og afslappet i min moderrolle - for jeg har faktisk en dejlig dreng. En superdejlig dreng - og jeg skammer mig over, at jeg ind imellem har haft svært ved at se det - eller tro på det...

Hun har sagt det flere gange, så nu tror jeg på det. Hun siger det også til ham - og det betyder noget. Det betyder bare så meget.
Pludselig har vi fået helt styr på lektie-rutiner. Der er ingen modstand. Vi samarbejder om alting - og i mandags skete for første gang det lille mirakel, at Emil gik alene hjem (jeg havde skole-hjem-samtaler) og lavede staveordslektier og tabeltræning (som aftalt) inden han spillede computer. Nu kan han faktisk godt li' at lave lektier. Nu læser han hver aften inden sengetid - ikke meget - men dog et kapitel. 

Tænk, hvor stor betydning de få ord har haft.. Og hvor kunne jeg ha brugt dem noget før.

Det gør stadig ondt i mig, når jeg tænker på, at min søn engang blev betegnet som "en der ikke dur til at gå i skole." - og jeg har lovet mig selv, at så ufølsom vil jeg aldrig nogensinde være.

I min nuværende klasse har jeg fra begyndelsen øvet mig på at VISE børnene, at jeg vil dem det godt. At fortælle dem, at de er skønne - at nå ind til den enkelte - med en sød, sjov eller opmærksom kommentar - flere gange om ugen. At sige det direkte: "Du er altså bare så skøn" - og jeg fortæller det også rigtig meget til deres forældre. Jeg siger aldrig noget, jeg ikke mener. Jeg bilder dem det ikke ind. Jeg mener det, jeg siger. Jeg har så skønne børn i 5.a. De har humor - de er glade - de hjælper hinanden. Og så vokser de - og vokser - og vokser - når jeg viser, at jeg kan li dem og vil dem det godt. 

Det gør en kæmpe forskel. Virkelig. Det flytter bjerge.

Kan man lave en liste over, hvordan man viser børn, at man kan li' dem?
Tja...

- Jeg siger ALTID "hej + navn", når jeg møder dem... (Ikke bare hej - men hej Astrid)
- Jeg stiller nysgerrige spørgsmål til deres fritid
- Jeg kommenterer ofte de ting, der ikke har med skolen at gøre
- Jeg samler deres blyanter op fra gulvet, hvis jeg står tættest på
- Jeg hjælper ALTID. Man kan altid låne en blyant eller et viskelæder af mig.
- Jeg ser og kommenterer, når de er blevet klippet. Husker at sige, at de ser godt ud.
- Jeg kommenterer, hvis de har stylet frisuren - eller har en bluse på, jeg ikke lige har set før. Det kræver kun et: "nej, hvor er du fin i dag", eller "Hey, hvor håret sidder godt i dag"
- Jeg siger: "XXXX, din kloge dreng, kan du XXXXX?" (Og måske synes du, det virker kunstigt, men det virker!!)
- Jeg sætter næsten altid tid af til at hjælpe med at finde en særlig bog - eller hjælpe med at overføre billeder, printe noget i farver, vise, hvordan man skriver bøger ind i læsekontrakten.
- Jeg fortæller dem, at jeg er stolt af dem.
- Jeg fortæller dem, at jeg elsker at gå på arbejde hver dag.
- Jeg laver masser af fis med dem. 
- Jeg fortæller løgnehistorier / jeg overdriver / jeg underdriver
- Jeg forsøger at være på tomandshånd med dem ind imellem og få en personlig snak om livet udenfor skolen.
- Jeg kommer altid til tiden - ofte lidt før, så jeg kan nå at sludre med børnene.
- Jeg bruger humor - anerkendende humor 
- Jeg skriver ofte til forældrene, at jeg holder af deres børn og fortæller alle de gode historier.
- Jeg husker at sige til forældrene: "I har en dejlig dreng. Ham er vi vilde med." (- også pigerne)
- Jeg husker at sige til børnene - også ofte på tomandshånd - enkeltvis - hvad jeg synes, de er gode til.
- Jeg roser - oprigtigt - og ofte.

Der er sikkert meget mere.... Det føjer jeg til efterhånden.

​