Derfor skiftede jeg arbejde!
marts 2009
Jeg har fået nyt job. Jeg har egentlig ønsket det længe, og der ligger mange overvejelser forud. Det letteste ville være at sige, at det bare handlede om, hvor træt jeg er af at være pendler mellem Ry og Åbyhøj, men det er bare slet ikke fyldestgørende...
Flere faktorer spiller ind og de kommer her i aldeles kort form og vilkårlig rækkefølge:
Efter 9 år på samme arbejdsplads følte jeg, at uhensigtsmæssige rutiner var ved at tage over. Både i mig selv - og mine nærmeste arbejdsrelationer imellem. Jeg har arbejdet sammen med de samme kvinder i mange år, og vi er rigtig gode sammen - men der var bare ikke helt den samme dynamik og fremdrift, som dengang vi var friske og uden småbørn derhjemme. Jeg synes alt for ofte, vi var gode til at bekræfte hinanden i, at den nemme løsning var "god nok".
Børnegruppen i Ry er anderledes end i Åbyhøj, selvom Åbyhøj er et pænt kvarter i Århus. Det er den bare. Der er rigtig mange søde børn og forældre i Åbyhøj, men Åby Skole har også sin andel af børn med problemadfærd, som alle andre skoler i Århus (og verden) har det. Og jeg var på vej ind i rollen som "hende, der frivilligt tog de svære klasser, fordi jeg har et halvt biblioteksskema og derfor færre konfrontationstimer end mine kollegaer." Og hende vil jeg ikke være.
Århus Kommunes skolepolitik taler for sig selv. Der bliver truffet uendeligt mange mærkelige beslutninger om nye tiltag - og alting bliver trukket ned over hovedet på os fra politisk hold. Vores ledere kan ikke gøre noget, så dem kan vi ikke være sure på. I Ry kommer tingene i højere grad nedefra - der er masser af spændende initiativer og tiltag, men jeg har på fornemmelsen, at de kommer indefra.
Den rummelige folkeskole!!! Jeg behøver næsten ikke sige mere. I Århus Kommune findes der, ligesom i resten af verden, en del børn, som falder udenfor den elevgruppe, som den rummelige folkeskole SKAL kunne rumme med særlige pædagogiske tiltag, som den enkelte lærer i praksis besidder. Når jeg siger en del, så ved jeg dybest set ikke, hvor mange der er tale om, men jeg har engang hørt en klog mand sige 5-7% af børnene i folkeskolen falder udenfor den kategori, der skal kunne rummes. Der sidder en del børn, som jeg synes ligger udenfor mit kompetencefelt; børn med hjerneskader, børn med ADHD, børn, der skærer i sig selv, børn der er voldelige, børn, der er deprimerede, børn af alkoholiske forældre, børn der har psykiske problemer, børn med adfærd, der gør andre bange, børn, der er truende... osv. osv. osv..... Jeg underviste dem. Jeg mødte dem på gangene - og jeg er bare dybt rystet.... For jeg har ingen særlige kompetencer til at imødekomme disse børns behov. Og alligevel skal helt almindelige lærere som jeg undervise dem - uden ret meget støtte. Ofte alene - og ofte ud fra selvlærte forudsætninger. Der er lange ventelister hos PPR, hvis et barn skal udredes / hjælpes. Der er lange ventelister i forhold til psyk. Der er så meget spildtid, hvor de udsatte børn kommer længere og længere ud... Og samtidig skal jeg så få hele klassen til at fungere, jeg skal undervise dem alle, jeg skal sørge for deres trivsel, jeg skal leve op til de krav, som meget forskelligeartede forældre sætter. Og jeg forstår godt de forældre, der er kede af, at netop deres barns skolegang føles ladt i stikken, fordi al skoletiden igen gik med at udrede en konflikt - eller med fokus på en enkelt og meget ressourcekrævende elev. Men i den rummelige folkeskole SKAL alle være på godt og ondt. Og det føles nogle gange virkelig mærkeligt.
Så er der selvfølgelig rejsetiden frem og tilbage. Det er da en fordel at mine børn ikke skal ud af sengen kl. 6.00 og igennem en skematisk familiemorgen, hvor alt må køre efter planen, for ellers kommer en eller anden helt sikkert for sent. Nu har vi goooood tid - og det er dejligt.
På Mølleskolen har man i mange klasseværelser SMARTBOARD. På Åby Skole har man to - et i natur-teknik-lokalet og et i fysiklokalet. Der er simpelthen ikke råd til det i Århus Kommune. Måske fordi man storstilet satser på LÆRINGSSTILE som et kommunalt projekt - og jeg synes, det er absolut vanvittigt igen at trække en gang varm luft ned over hovederne på en flok lærere, som blot hjælpeløse må se til - og knokle sig igennem endnu en fiks idé. Dertil skal siges, at jeg synes læringsstile er glimrende, men fald nu lige ned på jorden efter den famøse TV-udsendelse, som helt sikkert har været en god forretning for SIS. Prøv dog at starte nedefra og byg det langsomt op i stedet for at sætte hele det forkromede maskineri igang - sende folk til New York og hvad ved jeg... Jeg er målløs. Måske er jeg bare for vestjysk til at tænke så stort.
Når alt dette er sagt, er jeg nødt til at sige, at jeg ELSKER Åby Skole på godt og ondt. Jeg elsker personalet. Jeg elsker Lis Jygert, vores leder. Jeg synes, hun gør et hamrende godt stykke arbejde, selvom man også ind imellem kan slå sig på hende. Men sådan er det at være leder, tænker jeg. Jeg ELSKER min kollegaer derude. Jeg synes, de er vildt fede, sjove, dygtige og lækre... Nogle gange er de lidt sure i betrækket. Nogle gange alt for meget surstråleri, så ideerne har svært ved at komme ordentligt igennem. Men jeg elsker dem alligevel. Jeg rejser på trods af al denne kærlighed, fordi jeg vil noget andet. Jeg trænger bare til at rykke lidt. Og så må man jo gøre det.