top of page

Fortæl et billede   (2000)

 

                  

På et kursus blev jeg meget inspireret af Lillemor Andersen til at lave en omgang: "Fortæl et billede". I min klasse er det en stor succes. Børnene glæder sig til at få et billede med hjem. Og så er det noget, som forældrene er nødt til at hjælpe til med, for børnene kan ikke selv læse sedlen, som beskriver, hvordan de kan behandle billedet. Sådan gør vi i 1.a:

  • Jeg har fundet en del "kunstværker" frem fra mine gemmer. Jeg var så heldig at være rigt udstyret, da jeg gennem længere tid har samlet. Er man ikke så heldig, kan man hente billeder fra nettet, man kan finde gode pressefotos, man kan gå i genbrugsen og købe et par gamle kunstbøger, rejsebøger el. lign.

  • Alle disse billeder (jeg har udelukkende kunstværker i år - og stort set kun fra perioden lige før, omkring og lige efter impressionismens indtog) har jeg limet på hvidt A-4-karton - og herefter bundet dem ind i bog-tape. På denne måde holder de "evigt"....

  • Billederne (jeg har ca. 40) står i en billedkasse i klassen.

  • Hver tirsdag (vi har ikke dansk om mandagen) trækker en udvalgt elev et billede.

  • Billedet hænges på tavlen med "lærerens tyggegummi". Jeg fortæller, hvad kunstneren hedder - ikke mere - og så kan børnene kigge på det hele ugen.

  • Om fredagen får den udvalgte elev billedet med hjem i en elastik-mappe, hvori der ligger en seddel med hjælp til, hvordan man kan analysere billedet derhjemme.

  • Om tirsdagen har den udvalgte billedet med igen, og bruger 5 minutter på at fortælle de andre, hvad han/hun har fundet ud af derhjemme sammen med sine forældre. Jeg supplerer og hjælper selvfølgelig eleven bedst muligt under fremlæggelsen.

ANALYSE-ARK

bottom of page