Bamseuge 2001
En januaraften - det var vist en torsdag - da jeg var kravlet under dynen, kastede jeg et blik over på vores gamle klædeskab. Der sad min gamle gule bamse. Han er 25 år gammel - kun iført lilla shorts, og så er han rimelig afpillet, MEN han er jo stadig en fantastisk bamse. Associationer til en vikartime i en tidligere 1.klasse, hvor de havde arbejdet med deres bamser... Udfyldt biografier, som hang på opslagstavlen med billeder og beskrivelser af børnenes bamser.... Og jeg som lige lå der i sengen og manglede en meningsfuld idé til den efterfølgende uge.
BAMSEUGE I 1.A
Oplæg
Min gamle gule bamse var hovedperson i fredagens undervisning. Han fortalte historier fra sin barndom og blev hurtigt et naturligt midtpunkt... Børnenes opgave var (til om mandagen) at medbringe deres YNDLINGS-bamse....
Indledende manøvre
Om mandagen var klassen et stort bamse-orgie. Det var helt fantastisk.... Børnene fik hver en "bamse-biografi" at udfylde.
hent pdf-bamse-biografi-ark med baggrundsfarve
hent pdf-bamse-biografi-ark uden baggrundsfarve
De blev også hver især fotograferet med deres bamser. De udfyldte bamse-biografier med billeder (udprintet på farveprinteren i den nødvendige størrelse) blev selvfølgelig hængt på opslagstavlen. Så kunne vi gå rundt og læse hinandens..
Journalisterne udnævnes.
Hver elev (+bamse) blev den efterfølgende dag udnævnt til journalister. Der skulle laves avis - og ikke en hvilken som helst avis, men en "Bamse-avis", som selvfølgelig skulle handle om bamserne og deres liv. Vi havde en længere snak om, hvad en journalist laver, og da det var på plads, blev hver elev udstyret med pressekort og en makker.. Efter et oplæg om, hvilke emner man kunne vælge at skrive om, fik hvert makkerpar et ark, (pdf) hvorpå de skulle beskrive, hvad deres artikel skulle handle om.
Arbejdet begynder
Hvert makkerpar fik valgt emner og skulle påbegynde artikelskrivningen. Man kunne vælge mellem 2 arbejdsformer - og selvfølgelig måtte man også kombinere de to: 1) beskrivelsen (altså "skriv en historie om.....") 2) interviewet (altså "stil spørgsmål til jeres egne bamser - eller til de andre bamser i klassen - opsøgende arbejde) Hjælperedskaber fra min side var to ark - et til at skrive artikel på og et til at lave tegninger på. Førstnævnte bar overskriften: "Artikel af _______ og _______" og så var resten af siden fyldt ud med linier. (ikke skrivehuse. Jeg bruger ikke skrivehuse, når børnene skal skrive så meget som denne opgave krævede. For nogle elever dræber skrivehusene deres skrivelyst...) Sidstnævnte ark bar overskriften: "Tegninger til artikel om ______________", hvorunder arket var fyldt med rammer (7 stk.) i forskellige størrelser. På denne måde blev tegningernes størrelse naturligt begrænset uden at jeg skulle kopiere op og ned for at få dem til at passe til avisens format.
Det skrider fremad
Vi brugte alle ugens dansktimer til at skrive og tegne artikler... Børnene morede sig. Nogle elever skrev lange artikler - andre tegnede mange tegninger, men alle fik et indslag til avisen ud af det. Men en uge var også nok. Da vi i den efterfølgende uge skulle afslutte og runde af, kunne jeg tydeligt mærke trætheden i de små hoveder... Den der lidt ustrukturerede måde at arbejde på er svær at håndtere for nogle elever... Men vi klarede det og fik en fin avis ud af det (som jeg brugte en eftermiddag på at klippe klistre sammen og trykke. Det må man jo være forberedt på!!! Men det var fedt at dele aviser ud dagen efter...
Alt i alt
.....var det en god og lærerig uge. Jeg synes, avisprojekter er fede!! Jeg har tænkt mig at gennemføre et avisprojekt for hvert skoleår. Så er der jo virkelig noget at bygge videre på fra år til år... Jeg kan også godt li, at der er et formål med det man skriver, at det ikke bare forsvinder i en mappe for kun at blive trukket frem i lyset, når der engang imellem ryddes op.... Men man skal godt nok være tålmodig - og have god tid til at printe billeder ud, klippe klistre og sætte ting sammen...