Ugens nyt        

Siden midten af 4. klasse har vi en gang om ugen haft et fast indslag på skemaet...

UGENS NYT.

Et højt elsket indslag - især af drengene, må jeg indrømme. De elsker det, de glæder sig til det - og de hader, når der er andre ting på programmet.

Ugens nyt går i al sin enkelthed ud på at gennemgå fire aktuelle nyheder fra ugen, der gik. Jeg har en fast skabelon, jeg bruger - en PREZI.


Prezien er bygget op således, at der i hver ramme er en OVERSKRIFT fra ugens nyheder. Der er måske også et billede. Nyhederne vælger jeg ud fra nogle kriterier om mindst mulig vold og brutalitet. Gerne mindst et politisk indslag - gerne noget forbrugerstof - gerne sportsnyheder - noget fra udlandet. Den sidste nyhed i rækken er gerne et videoindslag - og ind imellem noget sjovt, aparte og anderledes.

Først viser jeg kun OVERSKRIFT og foto. Jeg spørger: "Har nogen hørt om dette?" - eller - "Kan nogen gætte, hvad det handler om?"
Børnene har mange gode bud - og efterhånden er der rigtig mange, der følger med i nyhederne, så børnene er virkelig velinformerede.
Når vi har gættet lidt på indholdet (eller talt om, hvad de ved), så kigger vi på selve nyhedsartiklen. Jeg viser dem artiklen uforkortet - og forklarer dem indholdet. I den efterfølgende samtale taler vi spontant og uplanlagt - og samtalen kan bringes i alle retninger afhængig af, hvad artiklen handler om.

Vi har talt om alt imellem "betalingsringen" - "S.U." - "Truede dyrearter" - "Præsidentvalg" - "Skolereform" og mange mange andre ting. Vi har fulgt nyhedsstrømmen i over et år - og jeg føler mig lidt på forkant nu, hvad DR Ultra sender nyheder for børn (som er et glimrende program) - men som flere af mine drenge siger: "Vi vil altså hellere se de rigtige nyheder."