Selvbiografi med 5.a - 12/13   

Jeg har gjort det før - og nu gør jeg det igen... for fjerde gang. Jeg har selvfølgelig brugt dele af de tidligere forløb, men har endnu en gang lavet en ny skabelon - stadig i Publisher - tænker, at det måske også med tiden bliver mere op til eleverne, at vælge den platform de vil arbejde på.
Vi er ikke helt færdige med denne årgangs biografier, men her er, hvad vi indtil nu har fået tiden til at gå med...

FØR FORLØBET..


Jeg startede med nogle uger, hvor vi arbejdede med biografier - hvad er det? Vi kiggede på et udvalg af bibliotekets biografier og selvbiografier - fik læst lidt i dem og lært noget nyt om spændende mennesker.

Så fik eleverne en ugeopgave med hjem (se opgaveoplægget). Find 7-10 ting, der fortæller noget om dig. Alle tingene skulle kunne lægge ned i et sylteglas (som vi havde indsamlet i løbet af et par uger). Hvert barn udstillede så et sylteglas med forskellige ting, der alle fortalte noget om barnets interesser, oplevelser, favoritter osv.) Da glassene havde stået i vinduet en uges tid, brugte vi i løbet af en uge - 15 minutter af hver dansktime på at børnene "fremlagde" deres syltetøjsglas. Eleven viste tingene i glasset frem et for et - og fortalte, hvorfor netop denne ting var valgt. Bagefter spurgte jeg klassen: "Har I nu lært noget nyt om Peter?" - og der var flere ting, som var nye for klassekammeraterne... En rigtig god aktivitet.f


FORBEREDELSE TIL ARBEJDET MED SELVBIOGRAFI


- en skabelon i publisher
- en PDF-FIL af skabelonen
- hver mandag (en dobbeltlektion) booket mellemtrinnets EDB-lokale.
- forsøgte at få alle elever til at downloade Connect Anywhere, så de kunne lægge billeder og tekst-filer direkte over i deres mappe på skolens drev.
- oprette en biografi-mappe til hver enkelt elev på skolens klassedrev.

PRÆSENTATION.

Forløbet blev præsenteret i ugeplanen. Her med vægt på, hvad forældrenes rolle var. Skabelonen blev vist på klassens smartboard.

ARBEJDETS GANG

Herefter foregik al undervisning i computerrummet. Hver elev hentede en kopi af skabelonen og lagde i sin personlige mappe på klassedrevet, hvor al materiale, skabelon og billeder fremover skulle ligge. Grunden til at mappen ikke ligger på elevernes personlige drev er, at JEG kan tilgå deres mapper på klassedrevet - og dermed både lægge tilsendte billeder eller filer (alt hvad forældrene har sendt hjemmefra) - alle de billeder og børnetegninger,  jeg har scannet for børnene, kan jeg lægge direkte i deres mapper.

Og så var det bare derudaf. Alle arbejdede individuelt - det var nemlig meget forskelligt, hvad børnene bragte med hjemmefra. Nogle børn har ikke meget med. Jeg har skrevet til enkelte forældre, om de ikke vil hjælpe deres børn med at finde materiale, for ellers har de ikke noget at arbejde med om mandagen.

Ikke alle børn arbejder lige ihærdigt. Men de fleste får lavet rigtig meget - og er meget optaget af processen.

Vi har kun brugt mandagstimerne til at arbejde direkte i skabelonerne - resten af arbejdet - at skaffe fortællinger - billeder - tegninger mm. - alt det har børnene selvfølgelig skullet lave som lektier hjemme..

Planen er at få bøgerne skrevet ud i farver - sætte en spiral i ryggen med plast for- og bagside. Det SKAL bare se fedt ud, for det er et flot stykke arbejde - og noget børnene kan være rigtig stolte af.

Se beskrivelse af samme forløb 3 år tidligere