Legetøjsdag er noget fanden har skabt  

Januar 2010

Tja... dette lille opkast kommer lige fra hjertet - og det kommer lige dele fra min lærerpersonlighed som fra min mor-personlighed.
Jeg har to børn - en datter i børnehaven og en søn i 1. klasse. Man kunne godt kalde mig en streng mor med mange regler - og hvis du spørger mine børn, synes de jeg (læs vi - for vi er enige herhjemme!!!) er en streng mor - nogle gange grænsende til rendyrket ondskab. Det er svært at skille moren og læreren ad, så derfor kommer dette lille indlæg med udsagn og begrundelser fra begge disse sider af min personlighed.

Det hele handler om legetøj i institutionerne - mine erfaringer stammer fra børnehaven og fra skolen.

I min familie har børnene aldrig fået lov at tage legetøj med i børnehave. De stillede ind imellem spørgsmål ved den beslutning - fordi "alle andre må!!" - men herhjemme må man så ikke. Jeg har - synes jeg selv - rigtig mange gode argumenter for - dem vender jeg tilbage til. I skolen var der samme udfordring - børnene måtte gerne medbringe legetøj - ikke bruge det i skoletiden, men i SFO-regi måtte de gerne - det handlede for min søns vedkommende i 0. klasse mest om lyssværd - og efter et stykke tid fik han faktisk lov at tage det med. Det var en stor oplevelse for ham overhovedet at få lov at tage noget med i skole - og i lang tid gik det rigtig fint - indtil en dag, hvor det "blev væk". På det tidspunkt blev det så Gormiti-figurer, som alle skulle have - og pludselig var legepladsen befolket med små drenges plasticposer fulde af små figurer, som de brugte frikvartererne på at "handle" med. (Jeg fik det til at lyde lidt grimt, for faktisk byttede de bare med hinanden - og det foregik under ordnede forhold. De var gode til at bytte med hinanden). Min søn havde ingen Gormitier. Han måtte vente til sin fødselsdag i juni, hvor alle drengene fra klassen gav ham en hver, så han pludselig havde en fin samling. På dette tidspunkt var Gormitier dog ved at blive "umoderne". Nu skulle man have Bakugan. Her sagde jeg stop. Min søn har aldrig haft en Bakugan.

Nu kunne man spørge sig selv, hvorfor min søn skal bringes ind i det. Det handler jo om legetøj. Men han er jo min primære kilde til erfaringer med legetøj i skolen. Og nu går han i 1. klasse - og hele årgangen har indført legetøjsdag, hvor børnene må medbringe legetøj hver fredag, som de så får en lektion til at lege med  - og i SFOen kan de så finde det frem igen. Jeg kan simpelthen ikke forstå det. Jeg forstår det bare ikke.... Hvorfor??? Jeg kan ikke finde DET GODE ARGUMENT for at børnene skal medbringe deres personlige legetøj i skoler og børnehaver.

Måske vil nogen sige: "Jo, men det kan være dejlig trygt for nogle af de lidt socialt udsatte børn, så får de noget opmærksomhed fra de andre børn..."

Men er det ikke lidt ligesom at tisse i bukserne? For når nyhedens interesse har lagt sig, står de lidt udsatte børn så ikke alene tilbage igen? Skulle man så ikke bruge tiden på at arbejde på børnenes relationer i stedet???

- og faktisk kan jeg ikke finde på flere argumenter for legetøjsdag. Hvis du læser dette - og har nogle gode argumenter, vil jeg rigtig gerne høre dem - måske endda indskrive dem i dette oprørthedens dokument...

Mit primære argument for, hvorfor legetøjsdag er noget skrammel er:

BØRN SKAL LÆRE AT VÆRDSÆTTE HINANDEN FOR DEN MAN ER - OG IKKE FOR DET MAN HAR!!!!

Det har altid være min primære begrundelse for, at mine egne børn ikke fik lov at bringe legetøj til børnehaven.

De børn, der fylder dagens skoler, er forbrugere lige fra de kan sige "legetøjskatalog fra BR". De er supermaterialister og enormt ting-fikserede. Mine egne med for den sags skyld. Rigtig mange børn i dag har usikre forældre, som ikke bryder sig om at sige NEJ - at sætte grænser og holde dem - at være tydelige - OG jeg ved det godt!!! Det er utroligt svært. Jeg kender det hjemmefra - og jeg er ved Gud ikke altid så konsekvent!!

Hjemme hos mange familier på min søns årgang har børnene eget TV og egne PCere på værelserne - og de går altså kun i 1. klasse. Og jeg kan egentlig bare ikke forstå HVORFOR. Hvorfor skal børn i så tidlig en alder vænnes til værdien af TING? - og tilmed dyre ting. De har Nintendo DS - Playstation 3 eller WII. Der er vist ikke nogen, der har mobiltelefoner endnu, men det kan da ikke vare længe. Jeg har hørt det komme fra mødrenes mund: "Nu har xxxx altså også fået Nintendo. Han blev jo ved med sige, at alle andre i klassen havde een." Og her er en anden vigtig pointe (for mig) - og jeg forstår godt, hvorfor man giver efter for det. Det gør jo ondt at sige nej. Det gør ondt at se sin søn stå med blødende øjne og være den ENESTE i hele verden, der ikke har en DS. Sikke nogle værdier, vi giver vores børn!!! (Råbte jeg efterfulgt af HALLELUJAH!!!)

Jeg hentede min datter i børnehaven forleden. Hun sad på en af stuerne og kiggede i en bog ved siden af to drenge. Den ene spillede på sin medbragte Nintendo DS, den anden kiggede passivt på. Jeg bruger bevidst ordet PASSIVT, fordi det er, hvad Nintendo DS gør ved børn. Flere drenge kan sagtens sidde omkring en computer eller et TV og spille et PCspil eller lignende. Her er der masser af samtale og samarbejde - morskab og hygge. Det er jeg med på. Jeg har oplevet gentagne gange herhjemme. Men den lille Nintendo DS - mine erfaringer med DS er, at ET barn spiller og resten kigger passivt på. Der er ikke den samme interaktion mellem tilskuere og spiller. Børnene bliver reduceret til får, der sidder og glor. Hvorfor skal de spille i skole og i SFO, når de kan spille derhjemme???

Og her kommer vi til noget, jeg slet ikke forstår:

HVORFOR GIVER FORÆLDRE BØRNENE LOV TIL AT TAGE ET STYKKE 1200 KRS LEGETØJ MED I SKOLE ELLER I BØRNEHAVE?

I Emils klasse hænger børnenes tasker i garderoben. Heri ligger så deres DS hele fredagen indtil legetøjstimen - frit tilgængeligt for de elever, der har trang til at gå i andre børns tasker. Og ja ja - der er faktisk ikke nogen, der har fået stjålet noget endnu, så måske råber jeg ULV..... Men jeg synes alligevel, det er et stort ansvar at pålægge børnene. Ikke bare overfor "tasketyvene" - men også overfor kammerater, der bare lige skal låne - eller spil, der måske bliver tabt eller forlagt.

Og så synes jeg egentlig bare at....

BØRN I SKOLEN SKAL LEGE MED HINANDEN. DE SKAL TRÆNE DERES SOCIALE KOMPETENCER. De skal spille brætspil og lege gruppelege. For det har de i høj grad brug for.
Man bruger så UENDELIGT meget tid i indskolingen på social træning (eller hvad jeg nu skal kalde det!) Hvorfor så bevare noget, som trækker i en hel forkert retning i mine øjne.

JEG FORSTÅR DET IKKE!!


Ps. Det skal lige siges, at jeg forleden talte med Emils (fantastiske) lærer - og lidt henkastet spurgte hende, hvem jeg skulle henvende mig til, hvis jeg gerne ville stille spørgsmål til, hvad man brugte legetøjsdag til. Hun fortalte mig, at man var tæt på at indføre, at medbragt legetøj ikke måtte indeholde batterier. For de var trætte af Nintendo DS - og de oplevede netop passivitet og ingen interaktion børnene imellem. Jeg klappede højt i hænderne inden i mig selv.