Jeg har lagt arm med kaos...      

Jeg husker stadig første gang, jeg for alvor opdagede, at det i høj grad er min skyld, når eleverne reagerer med frustration og forstyrrende adfærd - og ligeledes, hvor meget jeg kan gøre for at ændre situationen, bare ved at ændre på min daglige praksis.

Jeg har godt nok også mødt mange lærere, der på mange forskellige måder lider lidt af den samme sygdom - nemlig den, at når eleverne reagerer (på en måde der forstyrrer), så har de(vi) en tendens til at se problemet, som noget, der er hæftet på barnet - og dermed er det barnet, der må lave om på sig selv - ændre adfærd - tilpasse sig. For jeg har min undervisning, og hvis man ikke kan deltage (eller VIL, fordi man er en uopdragen unge!!!), så er det ikke mit problem.

Første gang jeg havde 1. klasse (og situationen er beskrevet i tidligere indlæg her i "tanker", havde jeg kæmpestore ambitioner om at være den bedste - dygtigste og mest fantasifulde lærer. Så udover, at jeg ikke var alt for rutineret - det var jo første gang - så jeg var nok ikke den dygtigste tilrettelægger og klasseleder for den sags skyld, så glemte jeg (eller vidste ikke at jeg skulle) at tage hensyn til, at elever er forskellige. Jeg glemte faktisk helt at tænke på dem. Jeg tænkte egentlig mest på mig selv og svælgede i mine fantastiske idéer.

Der var ikke mange faste strukturer, genkendelige elementer, gentagelser. Egentlig ikke så meget tryghed for børnene i, at man fik at vide - eller vidste - hvad der ventede forude. Det havde jeg simpelthen bare ikke lært.

Derudover havde jeg en ligeledes ung og entusiastisk makker, der praktiserede lidt det samme. Så børnene var godt og grundigt utrygge og frustrerede. Nogle, fordi de simpelthen ikke kunne rumme den manglende struktur - andre fordi de ikke kunne leve op til kravene. Og til sidst måtte vi kapitulere og bede om hjælp. Vi fik supervision og efter 1½ uge kigge Ella på mig og fortalte mig, at det var mig, der var "problemet" (ikke ordret - men noget i den retning). Jeg kan huske, hvordan jeg fik tårer i øjnene. For hvordan kunne det være min skyld, når jeg nu var så dygtig???

Der er efterhånden gået 13 år (eller deromkring og jeg har fået en del mere erfaring med i tasken.. Men det har været 13 år med det udgangspunkt, at det i høj grad er mit ansvar, når noget ikke fungerer.

Jeg vil dog indrømme, at det først er indenfor de sidste 3-4 år, at jeg for alvor har gjort erfaringer med, hvor vigtigt det er, at børnene modtager undervisning I klassen - og ikke UDENFOR klassen. Jeg tror simpelthen ikke på støttecenterundervisning, hvor en elev tages ud til støtte. Det virker simpelthen ikke ret tit efter hensigten. Jeg tror på, at elever med særlige behov skal undervises sammen med de andre elever i klassen. Og det kræver noget af mig.

Da jeg overtog min nuværende klasse, var der rigtig mange børn, som på den ene eller anden måde var udfordrede. Der var børn med faglige vanskeligheder (fra ordblind til staveudfordret). Der var børn, som var utrygge og havde oplevelser med sig, som blokerede for indlæring. Der var et barn, som i høj grad var udadreagerende grænsende til virkelig virkelig voldsom og utilregnelig for de andre børn (og voksne). Der var et barn, som udviste en meget høj grad af ikke-koncentration og ikke-fokus på skole, og som da jeg begyndte i klassen, sad bag et gardin i et hjørne - afskærmet fra resten af klassen. Der var børn, som havde en utrolig negativ adfærd i forhold til undervisningsparathed og som (tolker jeg) på forhånd havde besluttet, at læreren ikke kunne li dem, så når de fik ny lærer, så var det nok også gældende. Der var børn, som behandlede hinanden dårligt, med manglende respekt, kom med kommentarer højlydt på klassen, skubbede nogen fysisk væk fra gruppen.

Der var altid arbejdsuro, som ikke var relateret til undervisningen. Det at modtage undervisning var ikke prioriteret højt blandt en stor gruppe elever.
Jeg kunne aldrig forlade klassen for at hente noget, for så var der straks børn på gulvet, der legede, sloges, kastede med ting. Det var der ofte også i timerne, imens jeg befandt mig i klassen.

Der var så mange ting at tage fat i - og jeg tog fat i det hele mere eller mindre på een gang. Og det tog lang tid - men stille og roligt forandrede situationen sig - et resultat af rigtig rigtig mange forskellige processer/indsatser/forhold/omstændigheder.

Jeg vil forsøge at skitsere ganske kort, hvilke forskellige faktorer, der gjorde denne gruppe usikre, utrygge, ufokuserede børn til den fantastiske klasse, de er i dag.

Og så ved jeg godt, at det ikke er en opskrift, for alle klasser består af forskellige børn med forskellige forudsætninger. Og alle lærere er forskellige. Men jeg forsøger at skitsere, hvad satte skub i tingene.

Jeg gør det kort. (Måske) Og rækkefølgen - tja... Nu må vi se!!

- Tæt kontakt til forældre. Mails med beskrivelser af de udfordringer der er imellem børnene (med navne nævnt efter aftale med forældrene). Beskrivelserne ALTID skrevet med børnenes ord. Ingen løftede pegefingre fra mig. Men børnenes ord vejer tungt. Også når det handler om noget, der er svært. Masser af mails med "gode fortællinger". Når en undervisningstime er gået rigtig godt, har jeg beskrevet den meget nøje - helt ned i detaljen "hvem-sagde-hvad" - "hvem-gjorde-hvad" og hvornår. Så roser jeg børnene tykt - men ærligt. Forældrene skal i høj grad høre de gode fortællinger. Positive forældre skaber positive fortællinger i hjemmet og dermed positive børn. Jeg ringer altid til forældre, hvis børnene har været udsat for noget voldsomt (fra klassekammerater eller andre). Jeg spørger ofte børnene om lov til at ringe til deres forældre i den sammenhæng og det vil de fleste børn faktisk rigtig gerne have. Jeg ringer ALTID til forældre, hvis jeg er bekymret for deres børn. Jeg ringer til forældre frem for at skrive og jeg SMSer ALDRIG.

- Ingen sure fællesmails hjem til alle forældre. Den får lige et selvstændigt punkt, for den er vigtig for mig. Jeg sender ingen mails, hvor der står: "Vil I være søde at snakke med jeres børn om det sprog, de bruger i klassen?". Jeg skriver, hvem der bruger grimt sprog - i hvilke sammenhænge - engang lavede børnene og jeg en liste over alle de grimme ord de brugte i klassen (og de var virkelig grimme) - og dem sendte jeg hjem til forældrene, så de kunne læse lidt om deres børns ordforråd. Det gjorde en ret stor forskel. Jeg skriver ofte til alle, men også lige så ofte til enkelte forældre. Når jeg skriver til enkelte forældre, gør jeg det meget tydeligt at konflikten eller udfordringen ER løst i skolen (for det sørger jeg altid for) og at jeg blot vil informere forældrene om situationen. Hvis jeg gerne vil have forældrene til at forholde sig derhjemme, så skriver jeg meget konkret, hvad jeg gerne vil have de gør.

- Forældre skal have lov at elske deres børn uanset hvad. Eleven bag gardinet (omtalt ovenfor) har nogle udfordringer, som skaber uro i hverdagen. Moren havde fået ret mange beskeder fra tidligere lærer, og gav udtryk for at hun faktisk blev lidt træt i ansigtet, når hun igen fik mail/besked om, at nu havde hendes barn igen opført sig uhensigtsmæssigt. Efter et stykke tid, da jeg havde lært barnet at kende, fik jeg ved hjælp af vores dejlige skolepsykolog den indsigt i barnet, at udfordringer/konflikter skulle løses lige nu og her. Barnet var i situationen og derefter videre. Når barnet var kommet hjem, så var alt glemt. Derfor gav det ingen mening, at det var forældrene, der altid skulle "løse" konflikterne imellem barn/lærer. Det var nødvendigt, at det blev løst i skolen. Jeg aftalte med forældrene, at de måtte stole på, at jeg løste tingene i skolen, og så skulle de sørge for at få en god kontakt med deres barn i forhold til skolen. Moren var godt og grundigt frustreret over altid at skælde ud, når der skulle snakkes om skole derhjemme. Det slap hun for, og det gjorde en forskel. Vi har haft et tæt og åbent samarbejde og både forældre og barn er superglade.

- Klassekonferencer. Jeg løser meget sjældent konflikter på tomandshånd. Jeg tager aldrig tre forskellige børn med ud og har individuelle samtaler. Det gjorde jeg i "gamle dage", men klassekonferencen er et eksperiment, som med netop disse børn er lykkedes 100%. Det foregår på følgende måde: Jeg åbner et Word-dokument på SmartBoard. Hvis der er en konflikt, bliver det udgangspunkt for klassekonferencen. Måske har jeg bare et "emne", jeg vil tage op. Noget jeg vil følge op på. Sprog. Adfærd. I klassekonferencen er jeg en biperson. Jeg er referent og ordstyrer. Det er børnene, der har ordet. Kun et barn ad gangen taler. Det tog lidt tid for mig at få dem til at acceptere dette, men det lærte de ret hurtigt. Jeg er altid skarp på, når et barn har fortalt om SIN oplevelse - eller har givet sin mening til kende - og der er nogle, der føler sig forurettede og vil afbryde for at fortælle "sandheden" - at sige højt og tydeligt at alle har RET til sin oplevelse - alle har RET til sin mening - alle har RET til at komme til orde, men man må vente, til man får tur. Så kan man argumentere for eller imod det sagte. Jeg skriver en temmelig hurtig tifinger og kan følge med, når de beretter. På denne måde bliver situationer gjort tydelige - og især AT FORSKELLIGE BØRN HAR FORSKELLIGE OPFATTELSER AF SAMME SITUATION. Det har mine elever lært på denne måde - det er jeg sikker på. Det er blevet tydeligt for dem. De har fået et sprog omkring dette. Nemlig det der med forskellige opfattelser og at man må acceptere, at andre oplever noget på anden måde end en selv. Det er altså guld. De lærer også at respektere andres taletid, fordi de ved, at de selv kommer til orde...

Og så lærer de at tage ansvar, for det er svært at løbe fra sit ansvar, når man sidder foran de andre implicerede. Du kan ikke snige dig udenom. Du kan ikke lyve dig ud af situationen eller pynte på historien. Jeg gør mig meget umage med at børnene kun må fortælle deres egen oplevelse - hvad har de selv "gjort" eller "sagt" - de må ikke fortælle, hvad andre har gjort - ikke med mindre jeg har brug for at vide det og spørger dem. Men de implicerede parter kommer altid frem i lyset - og efterhånden som børnene lærer formen - så tager de helt automatisk ansvar, fordi jeg roser dem for at gøre det. Det er ikke velset - heller ikke blandt kammeraterne - hvis man forsøger at slippe udenom.

I klassekonferencen skal ingen sige undskyld. Vi er ikke ude efter undskyldninger. Vi er ude efter forklaringer. Vi har nu haft klassekonferencer meget jævnlig igennem de sidste 2½ år - og det har udviklet sig til noget, som kan være rimelig hurtigt overstået (tidligere har jeg brugt rigtig rigtig meget tid på det) - og børnene er gode til selv at komme med forklaringer - og drage konklusioner. Jeg stiller nogle gange spørgsmål. Måske især : "Hvordan kunne dette være undgået?"..

Jeg gemmer referaterne på mit drev og i klasseloggen. Det første halve år, hvor alle udfordringer skulle løses, lavede jeg et referat af referatet - altså af børnenes fortælling - med citater (med navne) og sendte hjem til alle forældre. De første gange blev nogle forældre rimelig chokerede. En mor henvendte sig til mig og sagde: "Det sprog min søn bruger, det har han altså ikke lært derhjemme." - og jeg kunne berolige hende med, at det vidste jeg da godt. Sådan snakker de da ikke hjemme. Men nu kan hun så hjælpe ham med at holde fokus på det gode sprog (og drengen fik en oplevelse af, at når man siger fede luder til en pige i køen i idræt og derefter spytter efter hende, så har det faktisk en for ham ubehagelig konsekvens - nemlig at det blev offentliggjort - og at hverken mor eller dreng kan løbe fra ansvaret.)

- Relationsarbejde lærer/elev. Jeg knoklede det første halve år med at skabe kontakt til hvert enkelt barn. Det var hårdt arbejde, for som tidligere nævnt, havde nogle af dem et anstrengt forhold til voksne (lærere) generelt. Men stille og roligt - ved at interessere sig for deres interesser, deres kreative evner, deres nye frisure, deres familie, deres week-end, deres sportskampe - ved også at få øje på dem, når de ikke havde det så godt - og huske at trække dem lidt til side og spørge, hvad der lige rører sig - og om jeg skal hjælpe med noget - så nåede jeg faktisk ind til dem. Nogle børn lukker hurtigere op end andre. Men hvor er det vigtigt, at nå derind, hvor jeg kan mærke, hvem de er og hvad de har brug for - og ikke mindst, at de kan mærke, at jeg faktisk er interesseret i at hjælpe dem. Jeg er ikke en modstander. Jeg har en tydelig dagsorden og jeg har brug for deres hjælp til at nå målene.

- Vis hvad du kan. Jeg anser mig selv for en meget tydelig person. Jeg er også modig. Jeg er stolt af mig selv. Jeg har humor (:-). Jeg har forventninger. Jeg er dygtig. Det viser jeg gerne børnene. Jeg vil gerne være det forbillede, der fortæller børnene, hvor vigtigt det er, at vise hvem man er. Jeg siger tit, at jeg ved alting - og jeg fortæller dem gerne, hvad jeg er dygtig til. Jeg fortæller dem også, hvad jeg er virkelig dårlig til. Jeg forsøger at vise dem, at de godt må være stolte af, hvad de kan og vise det. Og de må godt være åbne omkring, hvad der er svært, for så kommer det faktisk til at fylde knap så meget. Jeg tog en dag en orange paryk på og gik med den hele dagen som den naturligste ting i verden. Underviste som jeg plejer. Og når børnene spurgte, svarede jeg, at det havde jeg lige lyst til. Jeg vil have, at børnene er stolte af sig selv. Jeg vil have, at der er plads til at man kan vise, hvad man dur til. Jeg vil også gerne have, at det er OK, hvis noget er svært, at man ikke bliver anset for et ringere menneske. Alle har en værdi. Alle kan bidrage - men vi bidrager bedst, hvis vi er ærlige omkring det, der er svært. En af mine piger lavede vejrmøller hele vejen fra biblioteket til klassen, for det er hun bare hamrende god til.

- Alle er vigtige. Ingen kan undværes. Igennem et langt forløb med lege med et formål, har eleverne lært, hvad det vil sige at være en vigtig del af en gruppe. Man kan ikke lege kluddermor, hvis nogen laver noget andet. Så lykkes legen ikke. (se en nærmere beskrivelse af forløbet her)
Jeg har selv, som så mange andre, lave arrangerede frikvarterslegegrupper, så de udsatte børn havde et sikkert sted at finde en aktivitet. Men det VIRKER ikke optimalt, fordi børnene ikke reflekterer - eller hjælpes med det. I mit legeforløb er det netop pointen, at legen har et bestemt formål - og at vi altid samler op i fællesskab på OM og HVORDAN målet er nået. Det har haft en helt fantastisk effekt og jeg er faktisk meget stolt af det.

- Tydelige mål for hver time. Jeg har især i indeværende skoleår været rigtig dygtig til at fortælle børnene hvad de skulle lære, hvorfor de skal lære det - og hvordan - og hvorfor vi skal arbejde på netop den måde den dag. Jeg har (næsten) altid en dagsorden med på tavlen (Smartboard). På denne dagsorden indgår også ovenstående målbeskrivelser. Kort og præcist og i børnehøjde. Faglige mål - didaktiske mål. Og ofte spørger jeg børnene, hvad de synes om at blive undervist på netop denne måde. De bliver gode til at formulere sig omkring udbyttet af forskellige arbejdsformer - og det får en indsigt i at de alle sammen har forskellige foretrukne måder at lære på. Og så får de hver især forholdt sig til eget udbytte af undervisning og arbejdsformer. Jeg fortæller også ofte, hvorfor jeg netop har valgt at arbejde på denne måde denne dag.

- Der SKAL være plads til alle i fællesskabet. I begyndelsen af forløbet med denne klasse var det tydeligt, at både elever og forældre havde en forestilling om, at hvis en bestemt elev ikke var i klassen, så ville livet være lettere at leve. Jeg var faktisk enig med dem (og det sagde jeg ikke højt vel??) Men sådan er det jo... Det ville da være lettere at gå i skole, hvis ens lærer ikke - i perioder - skal bruge 40-50% af undervisningstiden på at få en enkelt elev til at indgå i fællesskabet - løse konflikter omkring denne elev - hjælpe eleven med at forstå sammenhænge i hverdagen og meget meget meget andet. Men den holdning var jeg nødt til at slå ned med et signal om, at pågældende elev ER en del og BLIVER VED med at være det - og dermed er vi nødt til at have et andet udgangspunkt for arbejdet med eleverne. Det er aldrig EN elevs ansvar, når noget ikke fungerer. Det er ALLES ansvar. Ved at arbejde med elevernes indbyrdes relationer og forståelse for, at alle har en plads i klassen og alle skal kunne være en del - en accepteret del af klassen, så blev der faktisk (langsomt) skabt mere og mere ro omkring pågældende elev. Det var SÅ vigtigt, at de andre elever i højere grad hjalp ham - i stedet for at prikke til ham - de var nødt til at bære over med ting ind imellem - de er nødt til at tage medansvar. Og det har de gjort. Det har gjort en kæmpe forskel. Og vejen hertil har været lang og hård.

Jeg forsøger at være meget åben omkring, at nogle elever har brug for at opføre sig på en måde, andre på en anden måde - og sådan har vi alle forskellige behov. Jeg siger højt på klassen: "XXXX har brug for at bevæge sig rundt omkring sin plads. Det må han gerne, for han deltager i undervisningen og forstyrrer minimalt - og så skal resten af klassen lade være med at lade sig forstyrre."

Gør dig eget bedste. Altid. Jeg har i høj grad italesat min forventning til at hver enkelt elev gør sit eget bedste hver gang. Man skal præstere max - og alle præsterer forskelligt, så det kan ikke betale sig at måle sig med sidemanden - i stedet skal man holde fokus på egen udvikling. Jeg ved ikke, om det sidste er lykkedes, men eleverne i min klasse har i hvert fald det klare mål at de alle skal børe deres bedste. Og de gør det.

Danskmakkerpar. Jeg udvikler undervisningen konstant. Jeg underviser sjældent på samme måde, men forsøger hele tiden at lave den allerbedste undervisning, jeg kan. Jeg forsøger at tilrettelægge arbejdet, så flest mulige arbejder, så flest mulige kommer til orde - ikke nødvendigvis på klassen, men i hvert fald i makkerpar eller i grupper. Jeg forsøger at få børnene til at diskutere indbyrdes, inden de kommer med svar på klassen eller inden de skriver svar ned. I år har vi i mange tilfælde arbejdet med en danskmakker. Både når vi har grammatik-torsdag - eller når vi laver litteraturarbejde. Makkerparrene vælger en opgave. De diskuterer den mundtligt, inden de skriver svar ned på papir. Elevernes svar fremlægges i mindre grupper og til sidst på klassen. På denne måde har der været flere refleksionsrunder om de samme spørgsmål - og eleverne har fået perspektiveret deres egne svar yderligere.

Opgaver, som kan løses af alle. Jeg tror ikke på, at jeg skal lave individuelle opgaver til hver enkelt elev eller til grupper af elever. Jeg tror (jeg ved), at jeg kan lave opgaver, som kan løses af alle og udfordrer alle. Alle løser opgaven bedst muligt. Alle gør deres bedste.

Opfølgning... Den burde vist være kommet længere oppe, men nu kommer den altså lige her... Jeg er i forløbet med denne klasse blevet rigtig konsekvent med at følge op på de ting, jeg sætter i søen. Jeg kan huske tusinde ting (ahr måske ikke lige tusinde), som jeg har forsøgt at søsætte, og som jeg har ladet sejle, fordi jeg ikke lige fik fulgt ordentligt op - og så skete der i hvert fald ingenting. I de sidste 2½ har jeg gjort mig helt vildt umage med at følge op - følge op - lade tingene trække lidt i langdrag - give noget en chance for at udvikle sig, inden jeg søsatte nye tiltag.

SJOV... Børn skal have sjove oplevelser sammen. Børn skal grine sammen. Børn, der har det sjovt sammen, passer godt på hinanden. Det er jeg overbevist om. I mit legeforløb fik alle i klassen en forståelse af, at man ikke melder sig ud af en leg. Det var nemlig ofte en del af opgaven, at ingen måtte melde sig ud, for så var opgaven ikke lykkedes. Jeg har elever, som ofte melder sig ud med begrundelsen: "Det er kedeligt" og så er de i virkeligheden bange for ikke at slå til. I legeforløbet blev de tvunget til at blive i legen - de blev tvunget til at have det sjovt med deres klassekammerater. Og så havde de det pludselig sjovt - og så var de ikke nødt til at melde sig ud af så mange situationer, for det GØR man jo ikke. Man melder sig ind. Alle er nødvendige. Et resultat af legeforløbet var, at børnene i min klasse - selv da de startede i 6. - elsker at lege "alle mine  kyllinger kom hjem." De ELSKER at lege med hinanden, og den gode stemning spreder sig i alle dele af klassen. Der er stadig masser af konflikter og nogle dage er bedre end andre, men der er en god grundstemning.. Det er der altså.