Læseindsats på 2. årgang    

Vi er stærkt optagede af læseindlæringsprocessen i indskolingen, min kollega Lene og jeg. Vi kan gå helt i selvsving, når vi diskuterer, hvad man som skole bør gøre og have af principper i forhold til læsningen, og vi er enige om, at det er hårdt arbejde. Jovist har vi principper for læseindlæring i indskolingen på min arbejdsplads, men dybest set må man som dansklærer gøre, hvad man har lyst til. Jeg ved godt, vi er underlagt fagmålene, men hvem holder øje med os. Så om du har lyst til at undervise i litteratur - eller om du vægter læsningen, det er der altså ingen, der forholder sig til.

Jo jo, der bliver lavet tests og screeninger, MEN de følges ikke op. De konstaterer så bare, at der er elever i vanskeligheder, men det udløser ikke effektiv handling. Det bliver højt til en lille undervisningslektion med vores læsevejleder på et lille hold en gang om ugen. Men hør lige her: DET BATTER IKKE (synes vi). Vi synes, at daglig fokus batter. Og det kan læsevejlederen ikke udføre, så det må vi selvfølgelig selv. Så det gør vi. Det vender jeg tilbage til.

Da jeg startede i 1. klasse, blev jeg temmelig optaget af bogstavlyde og håndfonemer. Jeg fandt Se Lyden på You Tube. Det er Birgitte Sørensen, der har lavet et ret genialt system. Det kendte jeg slet ikke dengang, men jeg brugte hendes videoer fra YouTube, så mine elever kunne lære de håndfonemer, der passede til alle bogstaverne - og DET har været afgørende for, at alle børn i 2.b nu kan læse.

Det betyder ikke, at jeg ikke har børn i læsevanskeligheder, men af ret forskellige årsager.

Jeg har et par børn, som simpelthen mangler træning. De får måske ikke trænet så meget, som jeg kunne ønske, når vi har morgenlæsning, som vi har haft 20 minutter hver dag siden 1. klasse. Det er børn, som generelt er udfordrede på selvværdet, og det har taget dem tid at acceptere, at de ikke skal læse de samme bøger, som de elever for hvem læseprocessen har kørt glidende. Det er børn, som ikke er stimulerede hjemmefra. Det er faktisk også for et par børns vedkommende børn med en dansk og en udenlandsk forældre. Det er børn, hvis forståelse og erfaring med (om)verden er begrænset - OG som får minimal støtte derhjemme. De er så et vilkår, så jeg tager det udgangspunkt, at så må jeg gøre en ekstra indsats i skolen. For man kan altid håbe på forældrenes ekstra støtte, men hvis den ikke er der, og ikke kommer, så kan jeg jo forvente det nok så meget, men det sker ikke. Altså et vilkår og et udgangspunkt for mig.
Det vender jeg også tilbage til.

Jeg har også et par børn, som sad et stykke tid og lod som om de læste i løbet af 1. klasse (som ovenstående), men egentlig har støtten derhjemme. De skulle bare opdages og afsløres. Og SÅ kørte det derfra.

Jeg har en pige med ADHD, hvis læseudvikling svarer til en elev i 1. klasse. Det har jeg det egentlig OK med, for hun udvikler sin læsning og har mange af de forudsætninger, der skal til. Hun lader sig bare bremse af rigtig mange ting, lige fra at hun har haft en dårlig morgen til at tegningerne i bogen er grimme.

Alle disse børn har brug for at jeg holder dem fast i læsningen. Det gør jeg på forskellige måder.

Dreng 1: Laver overspringshandlinger for ikke at læse. Finder ikke bøgerne. Gemmer sig. Sidder og kigger rundt i stedet for at læse, idet han måler sig med kammerater, som læser tykkere og sværere bøger, fordi deres læsning er på et højere LUStrin.
Jeg tegnede en raket til ham med et skema med felter til afkrydsning. Hver gang han selv fandt bogen og påbegyndte læsningen, måtte han sætte et kryds i læseraketten, indtil den var helt fyldt ud. Det hjalp ham i gang. Her i 2. klasse har jeg læst med ham 3 gange om ugen. Han sidder på sin plads i klassen og læser højt for mig i 5-8 minutter. Derefter læser han selv videre.

Dreng 2: I 1. klasse valgte han alt for svære bøger og lod som om han læste. Da jeg opdagede det, brugte jeg energi på at få ham til at læse højt for mig og det gik op for mig, at hans læsestrategier for ukendte ord var mangelfulde. Igennem en periode skulle han læse højt for mig 2-3 gange om ugen, hvorigennem jeg kunne undervise ham i afkodning. Han havde et godt lydkendskab. Det hjalp ham. I dag er han på niveau med sin klasse.

Dreng 3: En tosproget dreng, som er barn nummer 9 i en søskendeflok med ret dygtige børn. Han var langsom til at komme i gang, fik ikke rigtig læst derhjemme, da begge forældre ikke taler dansk. Der har været fokus på at få bøger med ham hjem, hvor hans søskende har hjulpet ham med at få læst - og her i løbet af 2. klasse har han besluttet, at han vil lære sin mor at tale dansk, så han læser højt for hende hver dag. Det gør en kæmpe forskel. Han er nu på niveau med sine jævnaldrende.

Pige 1: Overflytter fra en anden skole, hvor der har været rigtig meget uro og meget lidt kendskab til de enkelte børns status. Hun har været på mit lille læsehold med 2-3 elever fra vores 2. klasser. Jeg har brugt min inklusionstid på dette hold. 2 gange om ugen har jeg samlet børnene. Målet har i første omgang været at få styr på vokalerne og deres lyde. Vi har arbejdet med at klappe stavelser, prikke vokaler og træne konsonantfølger.

Pige 2: En pige, som er klemt i pigegruppen, og hvor læsning hjemme ofte ender med konflikter. Jeg har aftalt med mor, at de skal holde en pause med læsningen hjemme, og så læser jeg med hende flere gange om ugen og sørger for, at hun får trænet sin læsning.

Tilbage til den fokuserede læseindsats. Jeg er blevet overbevist om, at det nødvendigvis må være dansklæreren, eller en af årgangens dansklærere, der varetager den særlige undervisning, som disse børn har brug for. Det kan ikke være en gang ugentlig, det i sig selv er skrøbeligt, for hvis nu læsevejlederen er syg eller på ferie, så går der flere uger imellem, og det skal nødvendigvis være en fokuseret indsats.

Vi har arbejdet rigtig meget med struktur. Altså en undervisning, hvor børnene arbejder selvstændigt, så man som dansklærer er "frikøbt" til at have særlig fokus på ovenstående elever. Vi kalder det "selvstændigt arbejde", og formen er simpel. Der er 5-6 forskellige opgaver at vælge imellem. Børnene i 2.b planlægger 2-3 aktiviteter, men behøver kun at nå en enkelt. Grunden til at de skal planlægge mere end een opgave er, at hvis de nu bliver færdige eller trætte af en opgave, så har de skabt sig overblik over, hvad de så skal lave der efter. Under selvstændigt arbejde skal opgaverne være selvinstruerende. Det er en hammergod øvelse i at børnene selv skal gennemskue opgaverne. Man må  nemlig ikke spørge mig imens. Man må spørge ved sit bord. Der er mange børn, som gerne vil hjælpe andre, og som melder sig til at blive spurgt, efter behov.

I den tid børnene arbejder (som regel ikke mere end 40 minutter) kan jeg nå rundt om flere børn.

Den tid har jeg blandt andet brugt til "gentagen læsning" - vi kalder det også "minutlæsning".

Jeg blev inspireret, da jeg læste den fantastiske bog:
"Flydende læsning i praksis", som er spækket med interessant teori og gode konkrete muligheder.

Gentagen læsning er godt for de elever, som har knækket læsning, men som mangler
hastighed og børnene er supermotiverede.

Det går i al sin enkelthed ud på at børnene kommer ud til mig enkeltvis.
Her får de et tekstuddrag på et bestemt lix-tal. De skal starte med at læse så meget de kan
på 1 minut. Jeg må ikke hjælpe, og jeg skal tælle antal fejl. Vi noterer hvor mange ord, de fik læst,
og så skal de sætte et mål for, hvor mange de tror, de kan læse, når de har øvet sig på teksten hjemme. En uge senere kommer børnene tilbage. De har øvet med forældrene, og de forbedrer sig selvfølgelig. Alle børn når som regel deres mål og mere til. De læser så igen for mig - og vi noterer, hvor mange ord de nu kunne læse. Børnene forbedrer sig altid - og de er vildt stolte. Og så får de trænet og trænet. Og det er ikke udenadslæsning. Det er ren tekst - og god træning af småordene.
Forældrene fortæller, at børnene er meget motiverede derhjemme.

De har hele tiden nye tekster med hjem og teksternes lix-tal bliver højere og højere.
Man kan på akademisks hjemmeside downloade en håndfuld tekster til gentagen læsning.
Jeg har også lavet nogle stykker selv. De er ikke lige pæne alle sammen, men det tager bare en pokkers tid, så I må tage til takke:-)

Læsetekster - en samlet mængde
En læsetekst
En læsetekst
En læsetekst
En læsetekst
En læsetekst
En læsetekst
Et skema til at følge elevernes udvikling.

Det er en fortælling i sig selv, hvordan vi har struktureret brugen af vores inklusions-tid. Men alle lærere og nogle pædagoger på årgangen har inklusionstimer. Jeg har en blok, som svarer til 1 time og 50 minutter. Jeg har p.t. et lille læsehold med en af mine egne elever og en dreng fra parallelklassen. Vi arbejder med vokalernes lyde og stavetræning. Det er to gange om ugen i 30 minutter. Resten af tiden bruger jeg til læsning med enkelte elever og til at føre journal over arbejdet, samt at skrive til forældrene, så de er informerede.

Læseindsatsen er supervigtig for mig. Jeg bliver så optaget af, hvordan jeg kan gøre det bedre, for jeg synes bestemt ikke, vi gør det godt nok. Det vil tiden vise. Lige nu gør jeg det bedste, jeg kan - og det er ikke så tosset endda. Men jeg står med følelsen af, at jeg tidligere har forsømt nogle børn, fordi jeg enten ikke brugte tid og energi på at sætte mig ind i den enkeltes nøjagtige status - og HANDLE derefter. For selvfølgelig har vi testet børnene, men det bekymrende er, at test ofte bliver brugt til bare at konstatere, at nogle elever har det svært, men der bliver ofte ikke koblet handling på, enten fordi vi ikke synes, vi har så meget tid til den enkelte, eller også fordi vi rent faktisk ikke ved, hvad vi skal gøre. Det forsøger vi at råde bod på nu med vores fokus på at UNDERVISE de børn, som har svært ved at få sparket gang i læsningen. Vi prioriterer det frem for mange andre ting. Jo jo. Vi underviser også i genrer. Vi har også andre forløb. Men vi vier en stor del af vores tid til at få løftet alle børns læsning, for det er SÅ hulens vigtigt i alle aspekter af skolegangen - og ikke mindst for deres selvfølelse.