Hvorfor skolestarten ikke blev som jeg havde forventet    

Jeg har i skrivende stund været klasselærer i nuværende 2.a i 1½ år. Endelig - endelig er vi nået til et punkt, hvor jeg synes, de fungerer som en enhed. Men det har altså taget det meste af de 1½ år at nå hertil. Mine børn er meget forskellige. Hvis jeg skulle give en kort beskrivelse af børnegruppen, ville den lyde nogenlunde således:

En pigegruppe, som dybest set altid har været velfungerende. En del piger med en veludviklet evne til at trøste, til at hjælpe andre, til at tilsidesætte egne behov, når andre har behov for at komme frem. Ikke alle piger fungerer godt sammen (kan man vel ikke forvente), men alle piger fungerer godt sammen med nogen - og det er vigtigt.

En drengegruppe, som består af 10 stort set forskellige drenge. Det har været meget svært at finde en fællesnævner for drengene i klassen. Nogle interesserer sig for computere, mens andre slet ikke synes, det er spændende. En enkelt spiller fodbold, mens de andre, måske på grund af forskellige motoriske problemer, ikke interesserer sig for fodbold overhovedet.. Et par drenge, der både leger med drenge og piger på den gode måde.

Kun nogle drenge vil lege rollelege (som f.eks. James Bond), mens de andre ikke kan li' den vilde leg. En enkelt stille dreng! Et par drenge, der gerne vil sjippe, osv.

Denne konstellation af yderst forskellige børn skabte problemer med at få klassen til at fungere som EN enhed, da alle (især drengene) havde forskellige interesser og behov. Jeg ved ikke, om det gælder drenge generelt, eller om det bare var mine drenge, der fik deres usikkerhed ud af kroppen ved at fylde meget - bogstaveligt talt.

Et andet problem i begyndelsen af 1. klasse var, at mange børn slet ikke havde nogen fornemmelse af, hvad skolelivet indebærer. De var SÅ uforberedte, selvcentrerede, uopmærksomme, urolige, usikre.... Sidstnævnte er et nøgleord for mange af mine børn - og for mange børn generelt, tror jeg. Usikkerhed overfor alt det nye, der sker, får børn til at reagere, nogle højlydt, andre stiltiende!

Alt ovenstående resulterede i en skolestart med følgende "problemer":

mange børn, der snakkede uopfordret (glemmer at række fingeren op, snakker med sidekammeraten, råber noget "sjovt" midt i fællesbesked, vi skal lige lave legeaftaler midt i timen)

larm; overdøv dine klassekammerater - larm avler larm - børn råber = lærer råber for at overdøve børn = børn råber endnu højere.....

børn, der ikke sad stille, men rejste sig op fra deres pladser (gerne midt i timen) for at drysse rundt og forstyrre de andre

børn, der slog og sparkede

grædende børn ("hvorfor fik jeg ikke lov? Hvorfor skal jeg stå sidst i køen? Hvorfor må han, når jeg ikke må? Hvorfor kan du ikke forstå, hvad jeg siger?

Hun tog min saks! Han skubber! Hvorfor er det ikke mig, der må bestemme? Nu har hun trykket tre gange på tasterne, og jeg har kun trykket to gange!..."

drillende børn (det usikre barn, der driller, fordi det også er en måde at skabe kontakt på)

uopmærksomme børn

børn, der har brug for at få beskeder gentager, fordi de ikke "behøver" høre efter første og anden gang.

INDRØMMET: Jeg havde selv en andel i, at skolestarten ikke forløb blidt og roligt, som jeg havde håbet. Det er min første 1. klasse, og selvom jeg så frem til det med stor glæde og iver, så havde jeg slet ikke begrebet, hvor stor en mundfuld, det faktisk er. Her er en vilkårlig liste over nogle af de ting, jeg føler gik galt, eller i hvert fald kunne have være gjort anderledes.Jeg har endvidere kommenteret hvert enkelt punkt med et "hvad ville jeg have gjort, set i bakspejlet"!
En af mine største fejl var AMBITION. Ja, det er sandt - AMBITION er en grimrian. Jeg havde de vildeste planer om, hvor fantastiske og storslåede undervisningsforløb, jeg skulle gennemføre med klassen. Moderne undervisning, værksteder, udfordring til alle, det store udvalg, højtravende projekter.... Jeg gennemførte forløb det første halvår af 1. klasse, som jeg roligt kunne have spredt ud over hele skoleåret - ja - og endda med et par projekter til 2. klasse oveni - MEN NEJ - det kunne ikke blive vildt og spændende nok.

Toppen af klassen og mellemgruppen blev udfordret - ingen tvivl om det. MEN en gruppe børn kunne slet ikke overskue alle tilbudene. De havde problemer nok med at vænne sig til skolelivet. Dette resulterede i støjende børn i bevægelse. Værkstedsarbejde blev et helvede på jord. Børn, der råbte; børn, der dryssede rundt og forstyrrede; børn, der legede "kamplege" i klassen osv. Det var aldrig rigtigt rart at lave værkstedsarbejde!

Det er nogle gange frustrerende, at man ofte skal tage hensyn til en bestemt gruppe elever på bekostning af nogle andre. MEN... det behøver kun at være i begyndelsen af skoleåret!! Denne elevgruppe er oftest svage elever, men også de usikre børn; dem med lavt selvværd, dem med "specielle" behov (for ekstra opmærksomhed bl.a.). JEG SKULLE HAVE startet blidt og konkret. Gentagelse, ro, tryghed. Jeg skulle have brugt mere tid på læsebogen, på klasseundervisningen, på at lære børnene at finde den ro, der er nødvendig, for at alle skal få udbytte af undervisingen.

GENNEMFØRELSE AF DAGLIGE RUTINER. Man kan som ny lærer blive frygtelig stresset, når man tænker på, at alle børn gerne skulle kunne læse selvstændigt, når de forlader 1.klasse. Det gav i hvert fald mig så meget fart på, at jeg glemte rutinerne og gentagelsen. Nej, vi skulle i gang, vi skulle lære noget - hurtigt!! Hvorfor så bruge tid på at skifte kalender, synge sange, lade børnene fortælle om deres oplevelser???

Igen vil jeg bruge ordet USIKKERHED. Nogle børn kunne klare hastigheden og udfordringen, men nogle bukkede under. De kunne simpelthen ikke følge med. Hver eneste uge noget nyt at forholde sig til. OG mange børn reagerer negativt på det ukendte. Det hele hænger selvfølglig sammen, derfor vil jeg også komme til at gentage mig selv, når jeg prøver at dissekere tingene på denne måde!

Jeg skulle have startet hver dag således:

morgensang
kalenderskift
fortællerunde

Vi gjorde det ind i mellem, men ofte blev vi lidt irriterede på at skulle bruge tid på den slags "ligegyldige" ting. Nej, lad os komme til sagen.... MEN netop disse ting skaber tryghed. At hver dag starter på samme måde.

ACCEPT AF STØJ. Jeg pines ved at tænke tilbage på, hvilket støjniveau vi faktisk accepterede, når børnene arbejdede. Det tog os simpelthen så lang tid at "aflive" - og det gav os mange dårlige oplevelser. Ofte tillod vi en unaturlig arbejdsstøj. Det er vel en vanesag, og man kan som lærer vænne sig til meget - også meget, man måske burde gribe ind overfor, men når der er nok at se til, får nogle dårlige vaner lov at udvikle sig til det groteske..

Nogle børn taler højt - måske er de vant til det fra institutioner eller hjemmefra. Selv, når de sidder ved siden af hinanden, kan de sidde og råbe til hinanden. Andre børn må så råbe for at overdøve støjen. Andre igen kan ikke arbejde i larmen og bliver frustrerede. Ingen arbejder optimalt i et støjende lokale. Støj avler støj. Læreren råber for at overdøve. Børnene råber bare højere! Nogle børn støjer unødvendigt, når andre støjer... PYH, hvor er det en "ond cirkel"...

Vi lærte nogle gode tricks af lærerene fra Støttecentret, der blev udstationeret i vores klasse i en periode, for at hjælpe os med at få klassen "repareret".

Tal sagte. Det tvinger børnene til at lytte
Vent med at give besked indtil ALLE er rolige. Også selvom du skal vente i mange minutter.
Vær konsekvent!!!

EN BESKED SKAL KUN GIVES EN GANG.

Det handler igen om vaner. Pludselig står man og har vænnet sig til at fortælle tingene tre gange, fordi der er nogle elever, der konsekvent aldrig hører efter første gang. Hvorfor ved jeg ikke, men de findes - og jeg ved, du også kender dem.

Irritation. Jeg bliver egentlig sur og irriteret over altid at skulle gentage mig selv- men gjorde det jo altså alligevel. Det var ligesom nødvendigt for ellers havde jeg et problem efterfølgende, når 3-4 elever ikke vidste, hvad de skulle, og derfor skabte uro og forstyrrelser.

Udover at det er vigtigt, at alle er stille, når man giver en besked, brugte jeg følgende sætning til stor gavn:

"Jeg siger kun dette her en gang. Hvis I ikke hører efter nu, sidder I om et øjeblik og kan ikke finde ud af, hvad I skal lave. Og når I så spørger mig: "Hvad var det nu vi skulle?" så siger jeg: "Det fortalte jeg for et øjeblik siden. Nu må du selv finde ud af det!"

DET VIRKEDE! De første par gange sad der et eller to børn, der på trods af min formaning ikke havde hørt efter, og så måtte jeg jo sige: "Bare ærgeligt! Jeg fortæller det ikke." Og så måtte en af kammeraterne forklare. Det gav et par grædeture, men lærte dem, at jeg mente, hvad jeg sagde, og at det faktisk kunne være nødvendigt at høre efter første gang.

INDE ELLER UDEFRIKVARTER?

En lille ting, men dog vigtig. Skolen har faktisk en ude-frikvarters-politik, men mange lærere overholder den ikke 100%, heller ikke jeg - i begyndelsen. "Må vi ikke nok sidde inde og bytte klistermærker, tegne, hygge os? Hvem kan sige nej til det?

Mit gode hjerte gav to konkrete problemer:

1) Flere børn havde ofte hovedpine i 4. time.

2) Flere børn mistede hurtigt pusten efter frikvarteret og blev urolige.

I 2.klasse er der konsekvent udefrikvarter for alle - næsten uanset vind og vejr. Det skal regne meget kraftigt for at børnene får lov at blive inde. Det har resulteret i følgende:
1) Ingen hovedpiner - ganske enkelt!
2) Friske rødkindede børn, der har lidt mere energi at lægge i arbejdet.

MEDBRAGT LEGETØJ

Kan man sætte regler for, hvad børnene må foretage sig i frikvarteret?
En overgang var der et par drenge, der havde gameboy med som frikvartersaktivitet. I det hele taget slæber de legetøj med i skole hele det første skoleår (til min store irritation)

Et frikvarter med gameboy giver ikke megen træning til børnenes sociale kompetencer - og netop der, er der mange børn, der har nogle ret store huller!!! En dreng spiller, tre til fire kigger på - et helt frikvarter. De får ikke rørt sig. De snakker ikke meget sammen. De sidder bare og glor.
Det er i det hele taget "farligt" at slæbe legetøj med i skole. Det går ofte i stykker til gråd og tænders gnidslen. Og mange konflikter starter med: "Han ødelagde min...."

Jeg forbød gameboy i frikvartererne - ganske enkelt. Og så var børnene nødt til at LEGE!!! Der var ikke meget brok og børnene har fået et meget højere aktivitetsniveau i frikvartererne.

Det eneste forbud overfor andet legetøj har været, at det skal være i taskerne i timerne. Jeg vil ikke forbyde børnene at slæbe deres eget legetøj med i skole, men vi har tit snakket om, at der er en risiko for, at ting går i stykker - og at man selv har ansvar for tingene! Her i 2. klasse er der ikke mange, der har legetøj med længere. Det aftog helt naturligt uden større indgreb.

SAMARBEJDE MED SFO.

Vi har 8 timer til såkaldt "hverdagssnak" med klassens SFO-pædagog. Det første halve år brugte jeg hende slet ikke. Måske fordi der var så meget at se til i klassen, at hun fik lov at ligge i vente- position det første halve år. Måske var det bare sjusk fra min side.


Samtalerne med SFO er et godt og nyttigt redskab. Samtalen omkring børnene giver os større mulighed for at sætte ind overfor børn, der af den ene eller anden grund er "truede". Vi kan holde øje med, om de samme problemer gør sig gældende i skole og SFO. Denne mulighed gjorde jeg ikke brug af det første halvår af 1. klasse, hvor jeg ellers havde allermest brug for den. Det kunne have hjulpet mig til at danne mig mere fyldestgørende billeder af de enkelte børns problemer - og vi kunne have sat ind overfor problemerne i fællesskab.