Grønlandsemne 4. klasse                 



Forberedelse til Grønlandsemne   

Grønlandsemnet er efterhånden en tradition på 4. årgang på Åby Skole. Det betyder, at der er mange erfaringer og materialer at kigge på og lade sig inspirere af!
Her er en liste over de forberedelser, vi har gjort:

I slutningen af skoleåret 02/03 bestilte vi tid til alle fire klasser på årgange i Det Grønlandske Hus. Der ligger grønlandske huse i Århus, Ålborg, Odense og København (se hjemmeside)

Ligeledes i slutningen af skoleåret 02/03 bestilte vi fra amtscentralen og fællessamlingen skønlitteratur og faglitteratur om Grønland (incl. 2 materialekasser)

I december måned holdt vi et møde, hvor vi samlede vores idéer. (se referat) Vi planlagde vore fællesværksteder - og udvekslede generelle idéer. Aftalte, hvem gør hvad!!

Fakta-ugen    

mandag (1 lektion) Oplæg - hvad ved I om Grønland? Skriv alle de ord I kommer i tanke om.

tirsdag (2 lektioner) Børnene opdeltes i grupper:
gruppe 1 tegner stort Grønlandskort på hvidt papir (i opslagstavlens højde) efter transparent.
gruppe 2 tegner alle de grønlandske dyr på små papskilte og skriver deres danske og grønlandske navn
gruppe 3 klipper fotos ud af turistbrochurer, som hænges op i "galleriet"
gruppe 4 tegner små inuitter på papskilte i nationaldragter
gruppe 5 finder alle de vigtigste grønlandske byer på et kort og skriver navne og indbyggertal på papskilte
gruppe 6 finder alle farvande, have og stræder, der omgiver Grønland, og skriver dem på papskilte.
Alle de små skilte nåles op på grønlandskortet.

onsdag (2 lektioner) nat / tek:
samtale om sne / is - indlandsis. Smelte- / flydeforsøg (se noter)

onsdag (2 lektioner) Videreførelse og færdiggørelse af tirsdagsprogrammet

torsdag (1 lektion) Læsetime - frilæsningsbøger om Grønland

fredag (2 lektioner) Vi snakker om begreberne FAKTA og FIKTION.
Børnene får udleveret en fagbog om Grønland (ikke "de små fagbøger"). De skal nu finde fakta i bogen og lave "faktakort", som hænges op på FAKTA-tavlen. (rundt om kortet)

fredag (3 lektioner) VÆRKSTEDER PÅ TVÆRS AF 4. ÅRGANG

Alle klasser inddeltes i 4 grupper og sendes ud i følgende grupper:

MATEMATIKVÆRKSTED, hvor der foldes og males inuitter. Oplægget findes i matematiksystemet:
MALEVÆRKSTED, hvor børnene maler islandskaber i udelukkende blå nuancer. Formatet er en uvant rektangel. Målene følger. Malerierne påklæbes evt. hvidt silkepapir på udvalgte steder og lakeres efterfølgende
LERVÆRKSTED, hvor børnene laver isbjørne i hvid stentøjsler. Til 100 børn er beregnet to pakker ler. Jeg har lavet ca. 15 A3 kopier af isbjørne. Børnene laver skitser i ca. 20-25 minutter. De får derefter udleveret en lille klump ler, som de former til en isbjørn. Derefter kan de vælge mellem a) frilæsning eller tegne videre b) laver sæler eller hvalrosser i blåler.
FILTEVÆRKSTED, hvor børnene filter sæler. Luffer og andre detaljer påsys i efterfølgende håndarbejdstimer

Ivalus sommer - tekstarbejde uge 3     

mandag

Kig på indholdsfortegnelsen.
hvad handler bogen om?
hvilke overskrifter ser mest spændende ud?
hvad tror I, der sker?
hvornår sker der noget spændende?
fortæller overskrifterne noget om tidsforløbet i fortællingen?
Ann-Berit læser første del af første kapitel s. 7-12*1

Lektie: side 12 - 20 - find fem ting, som du synes er vigtigst at få svar på, så du synes, du rigtig har forstået teksten. Formulér de fem ting som spørgsmål.

*1 Lav skilte til opslagstavle til personerne (evt. kopi af tegningerne i bogen) Ivalu, Naaja, Ivalus mor, Ivalus far, Farbror Niels, Najas mor, Najas far. Lav evt. kopi af bogens billeder til opslagstavlen. Lav handlingslinje - uden handling.

tirsdag

Lektien: de fem spørgsmål
Diskutér med klassen de forskellige spørgsmål. Specielt hvilke begrundelser, der er for at de er vigtige spørgsmål. Svar på spørgsmålene. Diskutér svarene.

Skriv på et stykke papir 2-3 steder i bogen, som du synes er vigtige for handlingen. Disse hænges op på handlingslinjen.

Find spor i teksten. Skriv ned, når I læser noget, der berører det område, I skal lægge mærke til. NATUR. FAMILIERNE. VENSKABET MELLEM PIGERNE. FORSKELLE MELLEM GRØNLAND OG DANMARK.

Lektie: side 21 - 28 (på sæljagt) Find spor. Skriv ned.

onsdag

Lektien: spor
Skriv ned på et stykke papir 2-3 steder i det læste kapitel, som du synes er vigtige for handlingen. Disse tilføjes handlingslinjen.

PERSONBESKRIVELSER.
Nu kender vi personerne en smule. Skriv ned, hvad vi VED om Ivalu. Skriv ned, hvad vi TROR om Ivalu.
Skim kapitlerne for oplysninger (2 og 2)

TID og STED fastslås (og hænges op)
STEDBESKRIVELSER findes frem.
GRØNLAND. Hvad fortæller os, at vi ikke er i Danmark - hvad er karakteristisk for Grønland?

Lektie: side 29 - 38 (den tyvagtige ræv og grillen)

torsdag

Lav en tegning, der viser hyttens grundplan ud fra de oplysninger teksten giver. (s. 32)
Lav en tegning, der viser, hvordan der ser ud, hvor hytten kommer til at ligge i fjeldlandskabet.

HØJTLÆSNING: En dag, hvor alt er, som det plejer at være...

Lektie: side 46 - 65

fredag

Har vi tilføjelser til personbeskrivelser, sted og handlingslinjen?
FIND SPOR I TEKSTEN:

rensdyr
øvrig natur
familie
forskelle fra Grønland til Danmark
Det næste kapitel hedder "Naaja fortæller noget forfærdeligt". Hvad tror du der sker i dette kapitel? Skriv. (evt. lektie)

Alle forslag hænges på opslagstavlen.

Ann-Berit læser resten af bogen højt, da vi kun har en uge til at arbejde med bogen. Bogen er superpopulær hos børnene. Alle synes, den var vildt go' og ønskede sig en 2'er!!!

Frilæsning     

Set i bakspejlet er vores rullende bogvogn en rigtig genial ting.
På den rullende bogvogn står skøn- og faglitteratur om Grønland - alt, hvad vi har kunnet skrabe sammen fra amtscentralen og fællessamlingen. Det har fungeret super-fint under hele Grønlands-forløbet med sådan en dele-bogvogn. Bogvognen har stået på gangen udenfor klasseværelserne. (Alle fire 4. klasser ligger side om side). Så har alle børn adgang til bogvognen samtidig.

Hvis et barn er i gang med en bog og ikke når at læse den færdig, skal pågældende barn nedskrive titel og sidetal og lægge bogen på plads på bogvognen igen. På den måde er bogvognen næsten altid fuld og alle bøger er næsten altid tilgængelige.

Frilæsning har vi alle brugt som ekstra-aktivitet.

Andre materialer til brug i løbet af forløbet

Billedside med grønlandske dyr
Grønlands-quiz
quiz-svar
Børn laver spørgsmål
faktasider til fællesmappe