Forældremøde 14.9 - 2000                    

 

Forældrene var inviteret til at mødes i børnenes klasseværelse kl. 19.00. Jeg havde lagt alle børnenes mapper frem på deres respektive pladser, så forældrene kunne få lov at kigge lidt med. (med børnenes tilladelse selvfølgelig) Efter velkomst fortalte jeg lidt om, hvordan vores hverdag er bygget op (rutiner) og lidt om danskundervisningen generelt.
Derefter bevægede vi os på lærerværelset, hvor der var kaffe og hjemmebagt kage fra 4 forældrepar. Så efter at alle havde udstyret sig med kaffe og kage, kunne vi gå igang igen. Jeg lagde ud med årsplanen (på OH), hvor jeg gennemgik de forskellige emner ganske kort - forklarede hvad story-line gik ud på - forklarede hvorfor 1.a skulle lave projektopgave i foråret osv.

Herefter kiggede vi på målene - især de sociale mål var oppe til diskussion. Jeg har lavet en regel i klassen, der hedder: "man må ikke sige nej, når nogen spørger, om de må være med til at lege (i frikvarteret!!) En af forældrene var meget uenig med mig i denne regel, da hun mente, jeg greb ind på et personligt område, som barnet selv skulle kunne råde over. Det kom der en mindre diskussion ud af. Heldigvis en stille og rolig diskussion!. Før jeg indførte reglen blev pro og kontra vægtet på den store vægt. I hvor høj grad skal man gribe ind i børnenes frie tid i skolen? Handler det om at undgå konflikter? (Lad mig straks sige: nej! Jeg undgår aldrig konflikter. De opstår ganske sikkert alligevel. Og vi skal bl.a. tit snakke om, hvorfor det er godt, at ingen skal være alene i frikvarteret!!) Det, der fik mig til at indføre reglen uden at blinke, er så dette: Jeg vil IKKE have en klasse, hvor nogen bliver holdt udenfor. Der kan være mange grunde til, at et barn er "udenfor". Måske har han ikke Pokemon-kort, måske har hun ikke det rigtige tøj. Når et barn er blevet nægtet at være med tilstrækkelig mange gange, holder det pågældende barn ofte op med at spørge. Og så har vi "hjørne-barnet", der leger med, når de andre ikke har andre at lege med. Børn siger hurtigt nej til at lege uden at tænke over, om det måske ikke kunne være sjovt nok at være flere i legen. Hvis 1.a bliver bedre til at optage andre i deres leg på grund af denne regel, så ville det da være skønt. Hvis de IKKE bliver bedre, så har vi ikke tabt noget. Jeg føler ikke, at nogen lider overlast - tvært imod. Jeg har børn, som ikke behøver bekymre sig om, hvem de skal lege med i frikvarteret. Og de børn, der altid har nogen at lege med, overlever nok!!

Tilbage til forældremødet. På OH kiggede vi på skriveudviklingens fire trin (ifølge Ziegler 1992), og kiggede på en lille historie skrevet af Lone 7 år: "Der va en gan en pie" (fra Steffen Heglers: Sprog og lyd, 1989)

Her kunne forældrene få en fornemmelse af, hvad deres barn KAN opnå af skrivefærdigheder inden udgangen af 1.a - men altid med forbehold. Jeg kan jo ikke garantere for hvert enkelt barn.

Herefter kom Morten på banen med matematikdelen. I 1.a har vi ingen lærebøger i matematik. Morten arbejder sammen med Poul, som er matematiklærer i en af parallelklasserne, om et matematik-system, som kort fortalt handler om at udstyre børnene med en fasttømret talforståelse og gode tællefærdigheder. Det er meget omfattende, men Morten har helt styr på det og fremlagde det smukt for forældrene med gode begrundelser. Alle forældre (formoder jeg) tog godt imod det som spændende og nyskabende. Jeg synes selv, det er vanvittigt spændende. Bogsystemer har tendens til at udvikle elever, som laver matematik for lærerens skyld - eller blot for at blive først færdig - og ofte forsvinder forståelsen mellem hænderne på nogle af dem. (undskyld, hvis jeg generaliserer). Tænk over det - hvor mange elever undrer sig, når de laver stykker som: 2+4 4+6 9+0 1+3 i sidevis. Mortens matematikundervisning er dejlig konkret. Børnene får tællematerialer mellem hænderne, børnene spiller kort, børnene tæller ting på skolen, senere skal kapsler vejes, tælles, systematiseres…. Og forhåbentlig ender vi med, at børnene i 1.a har en urokkelig grundlæggende talforståelse.

Herefter fortalte jeg om læsning (elementmetoden og billedlæsningsmetoden)

Morten og jeg sluttede af med at præsentere os. Hvorefter forældrene fik et øjeblik til at diskutere fødselsdage og gaver. Til sidst fik vi valgt et nyt forældreråd med to erfarne medlemmer og to nye.

Jeg fik afslutningsvis en snak med forældrerådet for at høre, hvad deres opgave var.

Mødet sluttede med glade forældre og to meget glade og lettede lærere.

Jeg havde ellers forsøgt at fortælle mig selv, at forældre ikke er farlige - men alligevel oparbejdede jeg en ordentlig portion nervøsitet i dagene op til. Jeg har i bund og grund et stort ansvar overfor disse forældre og deres børn. Det kan da godt nogle gange give anledning til søvnløse nætter!!