Følelsesmæssige rutscheture    

november 2007
Jeg kan bedst li' at have succes med de ting, jeg laver. Jeg kan bedst li', når jeg kan mærke at børnene kan li' min undervisning - når jeg fornemmer, at forældrene er tilfredse med mit arbejde, og når min leder giver mig ros og synes, jeg er dygtig.

Og sådan kan jeg gå den ene uge og føle mig superdygtig og vildt god til mit job.

For så den næste uge at have forældre, som gerne vil have flyttet deres børn, og en leder som kommer med kritiske bemærkninger. Godt nok fortæller jeg mine kolleger, at den slags kan jeg SAGTENS lægge udenfor mig selv - ja ja Ann-Berit, den er god med dig.... Jeg grubler, jeg tænker, jeg bliver træt i hovedet. Jeg får rent faktisk også ondt i nakken. Jeg sover lidt mere end jeg plejer. Jeg skælder måske børnene (mine egne to englebasser) uretmæssigt meget ud. Jeg begynder at tvivle på, hvor dygtig jeg egentlig er, når det kommer til stykket.

Så finder jeg ud af, at forældrene ikke er utilfredse med mig, men mere med de børn, der går i klassen. AHA - det er slet ikke min undervisning og dermed min person, der får kritik her. Og pludselig er jeg tilbage på hesten. Nu kan jeg det hele. Bare kom an..

Er det egentlig ikke en skrøbelig læreridentitet at rende rundt med, når alt kommer til alt???