Det man vælger at overse, accepterer man   


Oktober 2008

Jeg kiggede en ekstra gang på min makker i dag, da han satte sig ved siden af mig og var klar til at kaste alle drengene i klassen ud af vinduet. "Jeg er fandme så træt af dem..." Jeg ved ikke, hvad han havde allermest brug for i det øjeblik, men jeg var nødt til at sige til ham, at han ikke måtte holde op med at holde af de her børn. Vi to er de eneste, der er forpligtede til det - og de har voldsomt brug for det. Hvis vi ikke holder af dem, holder ingen af dem, og så har vi tabt dem!

Jeg har også dage, hvor jeg tænker, at de er nogle utaknemmelige skarn, som ikke engang gider forsøge at modtage de vise ord og spændende undervisningsforløb, vi kommer med.

Men når jeg tænker tanken til ende, ser jeg de her drenge, som har så meget brug for omsorg, anerkendelse, et smil, et personligt spørgsmål - og at man kan se igennem deres hårde facade. Så meget har jeg faktisk lært af Per (min yndlingsAKTlærer - min guru!) Det kan ikke nytte noget, at jeg bringer en undervisning ind i klassen, som halvdelen ikke kan klare - de kan simpelthen ikke finde ud af det. Det er for svært. Så kan jeg jo nok så mange gange sige til mig selv, at de også er forfærdelige, og at det er for dårligt, at de ikke engang vil forsøge at modtage undervisning.... Men vend den om og spørg dig selv, om du ikke også har en del af ansvaret.

Jeg ved godt, at mange lærere i dag ikke synes, det er deres skyld, hvis undervisningen går i vasken - og man kan også godt se det fra flere sider... Det er så nemt at sige, at det er elevernes skyld, når undervisningen bryder sammen... Men hvis man ikke er TYDELIG. Hvis man ikke har TYDELIGE grænser. Hvis man ikke forstår at sanktionere på en retfærdig måde. Hvis man ikke vil LYTTE til eleverne. Så.....

RETFÆRDIGHED og TYDELIGHED.
VENLIGHED og HUMOR.
TILLID og TRYGHED.

KONSEKVENS

Jeg har valgt at skrive sidstnævnte ord med meget store bogstaver. Simpelthen fordi det er så hamrende vigtigt.

DET MAN IKKE PÅTALER, DET ACCEPTERER MAN.

Hvis dine elever overskrider dine eller andres grænser - og du - for at slippe for konflikten - ser igennem fingre med det, så accepterer du elevens adfærd - og så ruller lavinen - for hvad bliver det næste.

Jeg bruger oceaner af tid på at kontakte forældre - pr. sms, mail, brev og telefon - simpelthen fordi det er så vigtigt, at eleverne mærker, at jeg ikke ser igennem fingre med noget. Så ved de, hvor de har mig - og de accepterer mine beslutninger. Nogle uger er jeg ved at brække mig (undskyld, men det er sandt) over de mange mails jeg skal sende og telefonopkald jeg skal foretage. Men jeg gør det, fordi det er det eneste der virker - og jeg kan ikke bare lade stå til og lukke øjnene for kaos for derefter at proklamere, at det er elevernes skyld.

Hm...

Jeg startede med min makker - og jeg vil slutte af med ham. Jeg er nemlig vild med ham. Han er SÅ fantastisk. Uden ham ville jeg ikke have klaret opgaven. Det er IKKE ham, jeg omtaler her ovenfor. Kim gør noget ved tingene. Kim tager halvdelen af slæbet - nogle gange mere - nogle gange mindre afhængig af vores indbyrdes energi-niveau.

Det var blot Kims træthed på lærerværelset i dag, der fik mig til at udspy denne .... øhm.... opsang - udsang...