Danskaktiviteter 2003  

Mine praktikanter sagde en dag: "Din undervisning er ligesom bygget op omkring mange små systemer" - og jo - det er de vel. Jeg kan li' kasser og skemaer - overskuelighed og fornuft. Således kan jeg også li' at ha' et system, der kan bruges, når jeg har tid til overs - eller ikke helt nåede at forberede mig ordentligt og lige mangler nogle meningsfyldte aktiviteter til sidste time.
Jeg har i år lavet arket: DANSKAKTIVITETER. Det består af et skema med 5 kolonner og en masse rækker. I hver række er der et billede af en aktivitet. Det er vel ikke en ny opfindelse. For mig er den bare ny i 4. klasse. Børnene har 5 aktiviteter at vælge imellem. De skal have været igennem alle 5 aktiviteter før de må gå videre til en ny række. De må altså ikke lave samme aktivitet to gange i træk.


Aktiviteterne er:


Frilæsning   

I klassen har vi en rullende bogreol fuld af bøger. Især gamle børne- og ungdomsbøger som Kim og Jan, Puk og Pernille og andre klassiskere jeg har købt i genbrugser rundt omkring. Børnene har også altid gang i en bog hjemme, som de evt. har med om torsdagen. Vi har en kageordning, så børnene skiftes til at have kage med til netop den torsdagstime. Og når kagerne er fortæret, drysser børnene ud og finder et godt læsehjørne. De elsker at læse og er meget disciplinerede omkring det.
Det er en god og hyggelig time, hvor børnene i forvejen er lidt trætte i hovedet ovenpå to musiktimer. Jeg kan gå rundt og høre børnene læse eller bare interessere mig for, hvad de læser og lade dem genfortælle.

På et tidspunkt skal vi i gang med boganmeldelser, jeg er bare ikke nået dertil endnu (okt. 03)

Skriv løs     

Børnene har hver et af de store stilehæfter. Vi kalder det bare "skrivehæftet". Her må de skrive alle de historier, de kan overkomme. De har klistret et ark bag på forsiden med en masse ideer til overskrifter, de kan bruge, hvis de ikke selv kan komme i gang med en historie.
Dette er en elsket aktivitet. De fleste børn går glade i gang, men er stadig ikke supergode til at strukturere og overskue en historie. Det arbejder vi på.

Grammatik    

Grammatikarkene står i en gul mappe bagest i klassen. Jeg har selv strikket opgaverne sammen (for de flestes vedkommende) men det er vel i virkeligheden underordnet. Det er træningsopgaver med navneord, udsagnsord, tillægsord, bøjninger, nutid, datid, egenavne osv osv. Nogle børn elsker dem, andre skynder sig igennem.

Kryds og tværs    

Det giver vel næsten sig selv. Hver elev har en lille kryds og tværs bog. Jeg kan ikke huske forlaget, men det kan jeg selvfølgelig finde ud af og tilføje ved lejlighed.
Jeg synes Kryds og Tværs er god stave- og ordtræning - og finder dem meget nyttige i danskundervisningen. Børnene laver dem ofte sammen og hjælper hinanden med stavning.

Quiz...
   

...er på en måde en slags "frikvarter" for mange, men der er masser af læsetræning - og selvfølgelig paratviden at træne. Quizmapperne ligger i klassen. Jeg har kopieret sider fra quiz-bøger. Men man kunne vel også ha' quizbøger stående i klassen, som børnene kunne tage med ud og bruge.
De finder sammen 2-3-4 stykker og finder et hjørne i aulaen. De finder selv ud af, hvem der spørger og hvem, der svarer.



Det fungerer rigtig godt. Når jeg siger "Så skal vi lave danskaktiviteter!" går børnene bare i gang. Der er ingen spørgsmål - alle har helst styr på hvad de skal, og hvor de skal finde alting. Det er rigtig fedt!