Børnesyn (08/15)        

Med fare for at træde på følelser og selvfølelser vil jeg udbrede mig om noget, som ligger mig voldsomt på sinde. Det er noget, som er vokset i mig i løbet af de sidste 7-10 år, og som jeg for alvor fik teori og sprog omkring, da jeg gennemførte en del af "inklusions-uddannelsen" på VIA for snart 2 år siden. Det handler som sådan ikke direkte om inklusion - og så alligevel.

I min skoletid, under min uddannelse, i mine første år som lærer var mit udgangspunkt, at klasser var larmende, at børn var forstyrrende, at forældre skulle tage ansvar. Når der i min klasse var forstyrrende børn, urolige børn, var det børnene, der ikke opførte sig, som de skulle. Det var børnenes ansvar at følge min undervisning.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan det for snart 15 år siden ramte mig hårdt, da en erfaren lærerinde viste mig, at det faktisk også var mit ansvar, når undervisningen ikke gik som forventet. "Børnene hænger i gardinerne." - og jeg glemte at spørge hvorfor. Jeg var bare frustreret.
Jeg vidste faktisk ikke, at man skal være nysgerrig efter, hvad der ligger bag børnenes handlinger. At børn er urolige af en årsag. At børn svarer igen med en god grund. Deres egen gode grund.

....

Jeg er nu nået hertil - mit 20. år som lærer. Og noget falder bare stille og roligt på plads for mig i mit nye forløb med min nuværende klasse. Jeg har i de mellemliggende år været mellemtrinslærer - og har på mange måder været optaget af børns trivsel - og at børns adfærd i klasserummet i høj grad handler om deres forståelse af sig selv i fællesskabet - eller deres følelse af at være udenfor fællesskabet.

Jeg er også utroligt optaget af min egen rolle. Hvis noget går galt i undervisningen, siger jeg ikke længere, at det er børnene, der er noget galt med. Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at bestemte børn ikke VIL deltage i undervisningen. Jeg tror, at alle børn gerne vil deltage.

Jeg tror, at det hele drejer sig om mig og min undervisningstilrettelæggelse.

Jeg forsøger at se bort fra de ting, der ligger uden for mig - børnenes hjemmesituation, resultaterne af familiens opdragelse. Det kan jeg ikke altid ændre på - og hvis jeg kan, forsøger jeg med omsorg at gøre det. Men jeg forholder mig i den grad til, hvad der sker på min bane. I skolen har jeg ansvaret - for alt. Jeg har ansvaret for hver enkelt elev. Jeg har ansvaret for at skabe deltagelsesmuligheder for hver enkelt.

Det har jeg i den grad forsøgt at praktisere med min nuværende klasse lige fra første dag i 1. klasse. Og det har været virkelig spændende at opleve, hvordan jeg med små forandringer kan skabe positive resultater for børnene i 2.b. Jeg har oplevet det positive ved at være åben for forældrenes frustrationer - ved at foregribe og forsøge at skabe tryghed - ved at fortælle forældrene, at jeg ser deres børn, at jeg kan li' deres børn, at jeg vil deres børn det allerbedste, og at deres børn har ret til at være præcis den de er. At det er mig, der må skabe de fornødne rammer og den fornødne åbenhed og mellembarnlige forståelse, så hver enkelt barn har det bedst muligt i selskab med mig og resten af klassen.

Og hvis noget går galt, så er det mig, der er nødt til at ændre rammerne, indtil jeg rammer rigtigt.

Så kan det godt være, at I tænker: "Jamen det er da ikke noget nyt." - og næh... det er det slet ikke. Men jeg oplever bare dagligt kollegaer, som alligevel er fastlåste i det børnesyn, der var fremherskende, da vi selv gik i skole - eller for den sags skyld, da jeg var under uddannelse for omkring 20 år siden. Og så kan det godt være, at det er gammelt nyt, men der er i hvert fald mange lærere, som ikke forstår - eller ikke ved hvordan man overfører det til sin daglige praksis, så børnene ikke bliver ansvarlige for forandring, men så forandrings-ansvaret lander på mig.

Jeg har kollegaer, som godt nok tænker, at de forholder sig til børnenes trivsel, fordi de bruger trivsel.dk og laver analyser af børnenes fællesskab, som sætter børnene i rundkreds og lader dem tale om konflikterne, men samtidig glemmer, at børn pynter på sandheden og dermed siger et og gør noget andet, når de kommer ud på legepladsen. Så der bliver ikke fulgt op på de ting, børnene taler om. Børnenes ord lander på sand. Jeg har kollegaer, som synes, børnene larmer, og som gerne vil have nogen til at kigge på børnene, men helst ikke på sig selv - og som har svært ved at se/indrømme, at de er en del af problemet. En væsentlig del. Jeg har kollegaer, som forventer, at børnene gør, som der bliver sagt, og glemmer at kigge på, om den ramme, de har sat for undervisningen, giver mening - opfylder krav om at alle børn har forstået, hvad de skal, altid. De kigger på den enkelte elev, som ikke vil deltage i undervisningen og synes, han er et problem (eller i hvert fald at han har et problem), og de ser ikke på, hvordan hans omgivelser har betydning for hans adfærd.

Jeg har lyst til at slå på koppen en dag og råbe: "Brug nu for katten tid på at skabe ro i jeres klasseværelser". Ro er faktisk ikke så svært, men det kræver tid - og det kræver at man investerer lidt af sig selv i forhold til den enkelte - og det kræver at man hele tiden er indstillet på at opretholde den ro. Og det kræver, at man orker at gå på jagt efter, hvad der så lige præcis rører sig, når der ikke er ro. Og det kræver, at man tør kigge sig i spejlet og spørge: "Var du 100% forberedt til i dag?" - "Var du tydelig i dine instruktioner?" - "Vidste alle, hvad de skulle?" - "Har alle forstået?" - "Havde alle mulighed for at løse opgaven?"

Det er blevet supertydeligt for mig efter at jeg igen har fået de små, at min dagsform, min planlægning, variationen af mine aktiviteter, min instruktion, sværhedsgraden og udvalget af opgaver - og min vilje til at bruge den fornødne tid på at holde fast i min struktur - er altafgørende for, om undervisningen bliver god, behagelig og føles vellykket for både børnene og mig selv.

I forhold til min praksis, så skal det siges, at det tog mig omkring 4-6 måneder, at lære alle børn at kende. Det er for mig,  den allervigtigste faktor, når man skal skabe et godt arbejdsrum. En god relation til alle børn. At give alle børn en følelse af, at jeg vil dem det bedste. Også når jeg udsætter dem for noget, de ikke bryder sig om. De fleste børn gør, som jeg siger, fordi vi har en god relation, og jeg kan der igennem overbevise dem om, at deltage i undervisningen, fordi jeg siger, de skal.

Jeg arbejder på at lave undervisningsmaterialer, som kan være gennemgående - og som børnene derfor føler sig trygge ved. Noget langtidsholdbart. Derfor er jeg gået bort fra mapper med kopiopgaver af forskellige art - i hvert fald til de små. De fleste af mine elever arbejder roligt, når de kender opgavetypen. Det føles bare trygt. Derfor er hver mandag stort set ens - og ligeledes de andre skoledage. Så drysser jeg ind imellem med noget ukendt - eller introducerer/afprøver nye opgavetyper.

Jeg har altid en daglig "tavle" - en notebookfil til smartboardet med billeder og overskrifter - ingen fyldig tekst. Det er vores dagsorden. Det holder mig fast i at have den faste struktur på aktiviteter og opgaver, da jeg faktisk er et frygteligt rodehovede, men det giver også børnene en mulighed for hele tiden at holde fast i, hvad det er vi foretager os lige nu.

Jeg underviser børnene i at være elever. Jeg underviser dem i at være opmærksomme, at deltage, at lytte. Vi taler rigtig meget om, hvorfor man skal gøre det - og hvordan man gør det. Vi øver os, f.eks. i at arbejder uovervåget. Så når jeg har sat børnene i gang med at arbejde (hvis jeg er sikker på, at alle ved, hvad de skal), så kan jeg finde på at sige, at jeg nu går i 5 minutter, og at jeg forventer, at de sidder på deres pladser og arbejder uden at tale sammen. Så står jeg der uden for døren i 5 minutter. Når jeg så kommer ind igen, så taler vi kort om, hvordan det er gået. Og hvad man kan gøre for at hjælpe hinanden med at opretholde ro uden en voksen på en god måde.

Jeg taler aldrig hen over uro. Jeg taler ikke, når børnene ikke er opmærksomme (og det ved jeg godt inderst inde ikke passer, for børn behøver ikke være opmærksomme, bare fordi de kigger på mig:-) Jeg bruger ikke klappesignal mere. Jeg siger: "Alle børn i 2.b er stille." De fleste lytter. Jeg gentager, indtil der er helt ro. Jeg beder dem lægge blyanten - og venter til alle har gjort det. Jeg beder dem lægge begge hænder på bordet eller på lårene, og venter til alle har gjort det. Jeg beder dem lytte til mig, og afventer at alle vender blikket op mod mig (for det har vi trænet). Og så siger jeg, hvor mange beskeder, jeg har tænkt mig at give. Det kan være 2-3. F.eks. Læg den røde mappe ned i skuffen, hent jeres grønne skrivemappe. Imens I gør det, skal der være fuldstændig roligt. Ingen må tale sammen. Vi gør det i tavshed." Jeg sikrer mig, at ingen går før jeg er færdig. Jeg holder dem hele tiden fast undervejs - og hvis nogen falder fra, så trækker jeg dem tilbage i opmærksomhed igen. Når jeg har givet beskeden, gentager jeg kort. Måske spørger jeg 2-3 elever, hvad det var de skulle. Det tager tid, men for mig er det bare vigtigt.

Børnene har et "arbejdsskema" - pt. er det et skrivetræningsskema", hvor de 3 gange om ugen har et personligt skrivetræningsprogram. Det er 2x10 minutter, og når det er gennemført, får man en klistermærkeprik, som man kan sætte på sit skema. Det fastholder en del børn i træningen, for det er vigtigt at der ikke bliver huller i skemaet, hvis man ikke gennemfører. Jeg uddeler ikke prikker til børn, der ikke deltager, så ville jeg jo udhule mit eget system. Men indtil nu har jeg kun oplevet manglende deltagelse ved fravær.

Jeg øver mig i at lave så få afbrydelser som muligt, så når børnene skal rydde op efter noget - og rejse sig for at gøre det - så har de samtidig fået besked om at hente noget andet, så jeg ikke skal sende dem unødigt mange gange i løbet af undervisningen. Jeg sørger for at give dem nøjagtige instruktioner. Flere af mine elever er uopmærksomme, og har virkelig brug for det tydelige og gentagelserne.

Enkelte børn har helt personlige mål. Det kan være som Mie, der har fået et mål på sin kasse (som står ved siden af hendes plads) om at "Tomt bord = frikvarter" - altså at der skal ryddes op på bordet, inden hun må gå til pause. Hun havde i starten mange argumenter for det modsatte, men jeg brugte tiden på at insistere - og nu går det næsten af sig selv. Det kan være som August, der havde meget svært ved at komme i gang med morgenlæsningen - og hvis jeg ikke havde fokus på at hjælpe ham hver morgen, så skete der ingenting. Jeg tegnede en raket til ham med 10 rækker og 5 kolonner. En kolonne for hver dag. Øverst i raketten tegnede jeg August. Han skulle til månen, men kunne først komme af sted, når raketten var fyldt med krydser. Et kryds for hver morgen August selv gik i gang med at læse. I dag går August selv i gang.

Jeg tror, at jeg med ovenstående eksempler forsøger at fortælle, at det ikke er børnenes ansvar at skabe forandring. Det er mit. Og når jeg skaber den fornødne struktur - eller det fornødne individuelle hensyn, så sker der rigtig mange små fremskridt.

....

Det ligger mig rigtig meget på sinde, at børn har ret til at være den de er.

Inden jeg blev klasselærer, deltog jeg i et TS-møde omkring en elev - med psykologen, leder, lærere, forældre, hvor hans situation blev fremlagt og hvor psykologen ud fra beskrivelsen af ham gav sit bud på, hvilke hensyn, der var nødvendige at tage for denne særlige dreng. Han var fjern, han var distræt, han havde meget få venner og kunne egentlig ikke overskue at have nogen, han var bare anderledes, og man var også bekymrede for hans faglige udvikling.
Nu kan det lyde, som om jeg pudser min glorie, men vi får ikke brug for flere TS-møder omkring denne dreng - ikke foreløbig i hvert fald. Han ER en særlig dreng. Han har sin helt egen personlighed. Og der er virkelig ting, som gør ham anderledes end så mange andre drenge på hans alder. Men han er, som han er - og det er mit udgangspunkt. Han profiterer af den tydelige struktur. Det gør det nemt for ham at følge med - og det gør, at han kan arbejde uden at blive forstyrret. Jeg har ingen intentioner om, at lave om på ham. Jeg insisterer på, at de andre børn respekterer den han er. Ingen skal grine, når han danser moonwalk igennem lokalet (det gør heller ingen - de er faktisk imponerede) i stedet for at gå. Han deltager i frikvarterslege, når han har lyst, for nogle gange har han lyst til at gå alene og kigge. Jeg sørger for, at der er en god balance imellem hans alenetid og hans samværstid. Hans mål har i en periode været, at han skal sige god morgen til mig hver morgen - også når jeg ikke gør det først - og at han skal se mig i øjnene, når vi siger god morgen. Han gør det med et stort smil - også nu, hvor han har fået nye mål. Han læser virkelig godt. Han skriver - og elsker det. Han er helt fantastisk til at tegne. Han er et talent - og ja, så er han lidt en særling. Men det er godt. Og han elsker at gå i skole.

Det ligger mig meget på sinde, at klasseklimaet er optimalt. I 2.b griner man ikke, når andre svarer forkert. Det tager jeg fat i, HVER gang, det sker. Det er simpelthen noget af det værste, for der sidder børn, som vil holde sig tilbage, hvis de skal være bange for at nogen griner. Samtidig arbejder jeg rigtig meget med den følelse, det vækker i os, når andre griner. Vi øver os faktisk på, at det i mange situationer er OK, når nogen griner. Man skal lære at skelne imellem, hvornår man bliver hånet (og så er det selvfølgelig ikke OK) - og hvornår nogen griner, fordi man gør noget sjovt - og dermed faktisk anerkender det sjove.

Børnene i 2.b trives under instrukser. Jeg formoder sjældent, at de kan tænke selv. Det lyder lidt firkantet og fordomsfuldt - og det er det måske også. men det hjælper mig med at være tydelig og skarp på, hvad jeg vil - og hvad jeg forventer. Og det gør det rimelig let at opfylde kravene, hvis man vil og kan.

...

Nå, det blev en lang smøre - og jeg kunne i princippet blive ved. Det er vigtigt at tage ansvar som lærer. Der er alt for mange, der skyder skylden på børnene, så man ikke selv skal tage skylden, når noget mislykkes.

*De er umulige at styre," er altid en usandhed.
*De vil ikke deltage" er også en usandhed.
*Jeg har prøvet alt," er i samme båd.

De tre sætninger burde omskrives til:

* Jeg har svært ved at styre dem
* Jeg har svært ved at få dem til at deltage
* Jeg har prøvet alt det, jeg kan - men måske skal jeg spørge nogen andre om hjælp...

Det er ikke farligt at tage ansvar. Man er ikke en dårlig lærer, fordi der er situationer, man ikke kan håndtere - eller ikke lige i situationen får håndteret optimalt. Man er en dårlig lærer, hvis man ikke tager ansvar og beder om hjælp - eller hvis man lader som om, man har styr på tingene, imens de langsomt smuldrer mellem hænderne på en. For det er børnene, der lider under det sammen med dig.

Var det strengt at tale om dårlige lærere?

Næh... Det synes jeg egentlig ikke. For jeg har også dage, hvor jeg er en dårlig lærer (for slet ikke at tale om dårlig-mor-dage). Jeg øver mig i at indrømme det. Jeg øver mig i at handle på det - og være løsningsorienteret. Det er nødt til at være mig, der skaber forandring.

Jeg skriver også nogle gange til forældrene og fortæller om de situationer, hvor jeg har været en dårlig lærer. Men KUN hvis jeg har løst situationen ved efterfølgende at være en god lærer. I min forældregruppe er de glade, for de ved, at jeg har styr på tingene, men de ved, at jeg også kun er et menneske, der kan fejle (som man selv føler, man gør, når man er forældre). Og de ved, at jeg holder af deres børn og synes, at de udfordringer, børnene giver mig, er udviklende og positive, for jeg brænder hele tiden for at løse dem.

...