Bed om hjælp    

24. september 2006

Min største personlige fjende er en MEGA-stor edderkop, der bor i min garage, og på besynderlig vis altid kan mærke, når det er MIG, der træder ind... Den nærmest angriber og hvæser efter mig....

Lige i hælene på edderkoppen på min top ti personlige fjende liste kommer ambition. Mine ambitioner har flere gange truet med at æde mig op indefra, indtil der ikke er mere lyst til undervisning tilbage.

Da min gamle matematik-makker Morten og jeg havde 2. klasse sammen, havde vi store problemer med at skabe ro i klassen. Både han og jeg var magtesløse og kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad der skabte så meget uro. Vi prøvede alverdens ting, men lige meget hjalp det. Det gik bare hele tiden i hårdknude. Og så var der kun een ting at gøre (og hvis det ikke havde været for Morten, var jeg aldrig selv nået til den konklusion)... Vi måtte bede om hjælp. Så vi satte os hos vores leder, Lis, og lagde kortene på bordet. Overvindelse nr. 1

Hun er en meget konsekvent kvinde, der yder førstehjælp fra dag et - og også i vores tilfælde satte hun ind med det samme. Vi fik supervisionstimer fra støttecentret - 15 stk ugentligt i to uger. Og allerede i en af de første samtaler med supervisor - erfarne Ella - blev jeg konfronteret med noget, der gjorde stort indtryk på mig - og i høj grad har gjort mig til en meget bedre lærer....

Ella gjorde det klart, at når børnene reagerede så kraftigt, som de gjorde i 2.a - så måtte jeg kigge på mig selv og mine undervisningsmetoder, min måde at skabe ro på (eller netop ikke) - min måde at tale til børnene på... Og med tårer i øjnene så jeg klarhedens lys skinne på min lærerpersonlighed og fortælle mig, at jeg skulle starte ved mig selv. Det er ikke børnene, der er noget galt med!! Eller jo!!!

Jeg mener, børnene er, som deres forældre - eller nogle neurologiske omstændigheder - har skabt dem - og jeg er nødt til som lærer at forholde mig til det. Jeg kan jo ikke forvente, at børnene suger til sig af min visdom og mine gyldne ord, hvis jeg ikke tager individuelle hensyn, men bare bilder mig ind, at de børn også bare er så fandens forkælede og at de bare kunne tage og sidde stille og høre efter....

Et lille råd, der virkede, var, at vi skulle huske at skabe HELT ro, inden vi gav en besked om noget som helst. Tit forsøgte vi at råbe henover larmen, hvilket bare skabte endnu mere uro (mærkeligt nok) Et andet råd var ikke at lave for højtravende undervisning, som kun fangede de allermest opmærksomme og læsestærke elever. Børn, der ikke forstår hvad de skal, larmer. Det er simpelthen et faktum!! Et tredje råd var at lægge undervisningen i faste rammer, så der hele tiden var noget kendt for børnene at forholde sig til. Jeg havde nok en tendens til at ville fyre materiale og ideer nok til fire år af på et enkelt skoleår, fordi ideerne simpelthen hobede sig op i mig.. Og så kunne det bare ikke blive stort eller fantastisk nok... Og børnene trængte måske bare til en struktureret hverdag med faste punkter på programmet...

Alt dette og mere til, som jeg måske har glemt i forbifarten, gjorde at vi på ganske kort tid lærte at skabe ro - og jeg lærte, at når noget går galt, er man bare også nødt til at se på sig selv, og ikke kun skyde skylden på eleverne... Det er en hård erkendelse. Jeg siger jer, det har taget mig flere år at nå hertil... Men vi kan jo ikke undervise som vi har lyst til, hvis eleverne ikke forstår en brik af, hvad vi siger.

At være tydelig

At være struktureret

At være retfærdig

... så når man langt.