At være ny                                                                                                        

21. oktober 2006

Jeg havde engang et par praktikanter - superdygtige piger, initiativrige, samarbejdende, fremadrettede - VILDT GODE.... Vi talte, på et af vore møder, om klasselærerrollen, og jeg fortalte, at jeg startede på Åby Skole uden klasselærerfunktion, og at jeg faktisk var ret glad for det. Men begge piger insisterede på, at de absolut ville være klasselærere og ha' hele molevitten med det samme....

Så tænker jeg... Selvfølgelig! Det er vel et mål - altså at være klasselærer, at bestyre en flok unger og deres forældre, at have ansvar, at vise man dur. Er det topmålet for al præstation? Hm...

Som jeg husker det - og ser det - er det første år som lærer ofte et spørgsmål om overlevelse. For rundt omkring på lærerværelset sidder lærere som jeg selv og har været det i flere eller mange år - vi er mere eller mindre gode til vores arbejde - vi har masser af erfaringer at trække på - vi kender arbejdsgangen - omgangstonen - hvem gør hvad - hvem skal jeg tale med om dit og dat..... Og mere til..... Og der sidder den nye lærer og er helt bleg af træthed og underskud, fordi forberedelsesgraden er enorm, overskueligheden lille, børnene anderledes end man forventede, forældrene er krævende, dertil lægges nyhedsbreve, der skal skrives, kontakter, der skal kontaktes, specielt krævende elever, som man skal finde ind og ud af - og finde de rigtige tilbud til, kolleger og andet personale man skal forholde sig til, penge, der skal samles ind, fraværssedler, der skal udfyldes og afleveres på kontoret - og hvor er plasteret... ?

Og jeg tænker: "Hvor har jeg lyst til at ae dig på håret og fortælle dig, at du skal sætte dine ambitioner HELT derned, hvor du selv kan følge med."

Vi sidder et helt kollegahold og holder IKKE øje med, hvad der præsteres. Vi sammenligner ikke - vi forventer ikke mirakler. Jeg personligt er SÅ træt af at se yngre kolleger bukke under for indre pres.  Jeg bliver så ked af det, når endnu en kollega sygemelder sig, fordi tingene ikke hænger sammen.

Kære yngre kollega. Du skal ikke leve op til mig - heller ikke mine andre kolleger. Vi har nemlig været i gang i år nok til at kunne nogle ting på rygraden, som du slet ikke har fundet i dig selv endnu - men bliv ved - for det kommer. Hvis du vidste, hvor mange elendige ting, jeg har præsteret igennem tiden - både i forhold til elever og forældre - både fagligt og ikke-fagligt - både i forhold til kolleger og mig selv. Og hvor bliver man klog af det - eller i hvert fald klogere.

Jeg ville ønske, du tog dig god tid - at du lærte at lade nogle dage / nogle timer hænge lidt i en tynd tråd - og ikke gav 100% altid - men når du mærker træthedssveden bryde frem på overlæben lærer at hive en diktat, et grammatikark, en anden slaveopgave frem fra mappen (som du gerne må kopiere - jeg har indtil flere af slagsen), og lod børnene sidde og krydse af - og så kan du tænke: "OK, jeg forberedte mig ikke lige så fedt til i dag, men jeg overlevede - og behøver ikke dejse omkuld af træthed klokken otte"

Måske er det ikke så slemt at være nyuddannet, som jeg husker det - måske er det anderledes i dag - hvad ved jeg.... Måske har man også bare lyst til at KUNNE det hele - og vise at man kan! Og det er også supersejt med kolleger, der virkelig trækker - men hvad endnu mere vigtigt er; MÆRK EFTER. Gør det ondt? Kan du sove? Tænker du arbejde det meste af tiden? Tager du forældrenes kommentarer for nært og får tårerne helt op i halsen? Bliver du træt ved tanken om at stå ansigt til ansigt med eleverne? Føler du, at du skal leve op til dine kolleger i en grad, der udmatter dig? Forbereder du dig flere timer om dagen? Så er det måske på tide at få talt med en kollega / din leder! Få det vendt og drejet og få fortalt, hvordan du har det, så nogen er opmærksom på dig. Du skulle jo gerne holde mange år i jobbet....