Ordet er frit - (04/2018)


Hver torsdag har jeg 45 minutter med klassen - vi kan kalde det en slags klassens time - i virkeligheden er det et studie-tids-modul. Vi har to andre studie-tids-moduler i løbet af ugen, hvor elever er på tværs af klasserne og enten færdiggør ting, der hænger fra ugen før - eller træner noget, de har brug for at blive bedre til.

Men om torsdagen er vi i stamklasserne - og i 4.b er ordet frit. Formen er ret simpel. Det er en klassesamtale, hvor man kan fremlægge ting, der har været svære, irriterende og måske har gjort eleverne kede af det i løbet af ugen. Ting, vi ikke lige har nået at få fat i, da de opstod.

Eleverne sidder på deres pladser. Jeg sidder lidt midt i det hele. Man må sige, hvad man har brug for. Der er sådan set ingen grænser. Man må godt sige, at man syntes, det var træls, da Mathilde skubbede eller sagde noget, som man ikke brød sig om. Man må altså gerne benævne den eller de eller det, som har skabt frustrationer.

Noget af det, vi har brugt rigtig meget tid på, er regler i frikvarterslegene. Det er noget, som skaber rigtig meget frustration og konflikt, når børnene går igang med en leg uden at være enige om regler og aftaler. Det er ret simpelt. Hvis børnene leger vinkegemme, men ikke leger efter de samme regler, så bliver man hurtigt uenige - og sure.

Og det er virkelig interessant at opleve, at den afsatte tid til at diskutere, korrigere og følge op på regler og aftaler faktisk har betydet, at der er meget meget få konflikter tilbage i klassen. Ofte udsætter børnene behovet for at "snakke om frikvarteret" til torsdag, hvor de ved, at vi har "ordet er frit".

Et eller flere barn fremlægger en problematik. Andre børn få lov at frembringe deres mening og holdning - og efter en passende tid forsøger jeg at nå frem til en konklusion - at få bragt en fælles aftale i hus - måske bliver vi enige om en regel, der skal ændres og dermed afprøves - og så følger vi op på det den efterfølgende torsdag.

Andre gange skal nogen bare lige mindes om, at vi jo havde aftalt sådan og sådan - og det havde de lige glemt og var derfor kommet på tværs af legen.

Det er efterhånden meget sjældent, at vi diskuterer andet end regler. Der er meget få uenigheder, der ligger ud over dette.

Hvis en elev har oplevet, at en anden elev har gjort ham eller hende ked af det - og fremlægger dette, så får alle lov at give sig til kende med deres mening eller oplevelse. Ofte konkluderer jeg - dvs. jeg sætter ord på, hvad jeg oplever og tænker ud fra det, de fortæller. Især, hvis jeg kan mærke, at de ikke selv kan nå til enighed.

Børnene accepterer, at der "falder dom" - og så kan vi komme videre. Efterhånden bliver de også bedre og bedre til selv at nå frem til en fredsaftale - og så er vi videre.

Vi arbejder altid ud fra en fælles forståelse om, at vi alle kan komme til at fejle. Jeg fortæller dem ofte, at voksne virkelig heller ikke er særligt perfekte. Jeg fejler ofte. Jeg kommer også til at sige ting, jeg fortryder. Men vi øver os i at påtage os ansvar for situationen. Man skal bare sige: "Det er jeg ked af. Jeg skal nok øve mig på det til en anden gang" - eller noget lignende. Det vigtige for mig er, at børnene tør give sig til kende, både hvis de er kede af noget - eller hvis de har fejlet - for der SKAL være plads til at fejle - også imellem mennesker - bare man også er indstillet på at komme tilbage på sporet - tilbage til fællesskabet.

Fællesskabet er det vigtigste i 4.b. Ingen står over fællesskabet. Ingen bør stå udenfor fællesskabet. Der SKAL være plads til alle.

Lyder det måske lidt frelst? - og lidt nemt?

Det lykkes også kun på baggrund af et langstrakt - og hårdt arbejde med at gøre fællesskabet til omdrejningspunktet i 4.b. Det har godt nok været hårdt arbejde - og jeg arbejder stadig hårdt for hele tiden at holde børnene inde i fællesskabet. Der er simpelthen ikke plads til at nogen "går solo" - og kun gider være sammen med bedstevennen. Det må man altså gøre i sin fritid. Vi snakker ikke længere om, at man ikke må sige nej til sine klassekammerater, når man leger. Afvisninger er simpelthen ikke et issue længere. Nu ER det bare sådan... Og jeg ved da godt, at børn stadig er rettet imod deres egne behov - og at de stadig vil forsøge at finde små nischer, hvor de kan få lov at dyrke to-somhed. Men ærlig talt. Jeg tvinger dem lidt tilbage, for tosomheden er sårbar - og fællesskabet er det bedste udgangspunkt for alle.

Når vi har "Ordet er frit", så lytter børnene til hinanden. De afbryder ikke. De respekterer hinandens taletid (fordi de har øvet sig længe og fordi de skal) - og så er det rart at få lov til at sige sin mening - og opleve, at det ikke er farligt. At de andre ikke bliver sure, hvis man siger, hvad man er utilfreds med. Det er ikke altid, man får ret. Nogle gange er der flere versioner af "sandheden" - og hvad er sandheden egentlig, når vi hver især har forskellige fortolkninger af en fælles oplevelse. Det synes jeg, er vigtig læring for alle børn. Du har ret til din mening - du har ret til din oplevelse - men under forudsætning af, at andre kan have en anden oplevelse end dig.

Det øver vi os på:-)