Modernisme 2001/2002                  

Vi brugte en del tid i 1. klasse på at kigge på forskellige kunstnere og deres værker. Det gjorde børnene nysgerrige. De kunne genkende kunstnerne i andre sammenhænge, nogle børn tog deres forældre med på museer osv. Det har handlet meget om impressionisterne - og de malere der kom lige før og lige efter. Vi har dog også haft vores Andy Warhol-forløb. Men her i 2.klasse vil jeg gennemføre et lille forløb, hvor vi kigger på modernisme - og de følgende kunstnere:
Paul Klee  (1879 - 1940)                                      

Vi tager udgangspunkt i Klees billede: "Senecio" fra 1922.


Jeg fortæller lidt om Paul Klee.
Farvetransperent af billedet lægges på. Børnene får lov at kigge grundigt på billedet i nogle minutter.
Vi "analyserer" billedet. Vi snakker komposition, farver, motiv og metode.
Vi sammenligner med nogle af de kunstnere, vi kender. Hvordan er Paul Klee anderledes?
Alt dette skal sammenlagt ikke tage mere end 15-20 minutter. Herefter skal børnene arbejde.
Børnene skal lave et portræt (eller flere) ved hjælp af geometriske former.
Alle får udleveret et A-3-papir og et par A-4 papirer.
På A-4 papir laver børnene kladder. De forsøger at opbygge et portræt ved hjælp af cirkler, tre-, fir- og så videre-kanter. De skal her selv finde frem til de bedste virkemidler.
Når de har lavet en kladde, de er tilfredse med, genskaber de motivet på A-3 papir og maler med acryl-farver.
Billederne indrammes og hænges op.
Vi snakker om billederne og sammenligner dem med "Senecio"
Gustav Klimt                          


Vi tager udgangspunkt i Klimts billede: "Forventning" (Expectation)

Jeg fortæller lidt om Klimt.
Farvetransparent af billedet lægges på. Børnene får lov at kigge grundigt på billedet i nogle minutter.
Vi "analyserer" billedet. Vi snakker komposition, farver, motiv, mønstre og metode.
Vi sammenligner med nogle af de kunstnere, vi kender. Hvordan er Klimt anderledes?
Alt dette skal sammenlagt ikke tage mere end 15-20 minutter. Herefter skal børnene arbejde.
Klimt-forløbet ligger i forlængelse af Klee og Kandinsky. Men denne gang har vi et mere genkendeligt motiv, nemlig en kvinde. Vi skal bruge tid på at arbejde med ornamenter og mønstre i sammenhæng med det genkendelige motiv.
Børnene skal arbejde sammen i bordgrupper - dvs. 4-5 børn i hver gruppe. De skal lave et billede i to trin. Først en baggrund (mønster/ornament) og så en / flere menneskefigurer placeret på baggrunden.
Hver gruppe får et ark hvidt karton og nogle stykker glanspapir i forskellige farver, derudover hvad jeg kan skrabe sammen af pailletter og glimmer. Dette skal de bruge til baggrunden. Først skal de male et mønster, hvorpå pailletter og glimmer kan påføres.
Børnene skal herefter lave en eller flere menneskefigurer, som skal klæbes på baggrunden. Gruppen skal selv blive enige, om de vil lave en stor figur eller 4-5 mindre. Børnene skal gøre sig overvejelser om billedets harmoni i opbygning og farvevalg.
Billederne rammes ind og hænges op.
Vi kigger på billederne og drager paralleller til Klimt.


Wassily Kandinsky                           

Vi tager udgangspunkt i Kandinskys billede: "Balance" (Balancement )


Jeg fortæller lidt om Kandinsky.

Farvetransperant af billedet lægges på. Børnene får lov at kigge grundigt på billedet i nogle minutter.
Vi "analyserer" billedet. Vi snakker komposition, farver, motiv og metode. Vi forsøger at finde noget genkendeligt i billedet. Hvad kan I finde?
Vi sammenligner med nogle af de kunstnere, vi kender. Hvordan er Kandinsky anderledes?
Alt dette skal sammenlagt ikke tage mere end 15-20 minutter. Herefter skal børnene arbejde.
Kandinsky-forløbet ligger i forlængelse af Paul Klee-forløbet. Begge arbejder i disse tilfælde med geometriske former. I Klee-forløbet malede børnene portrætter med former. Denne gang bruger vi andre arbejdsformer
Børnene skal arbejde sammen to og to. De skal lave et billede i A-3 format udelukkende ved brug af geometriske former.
Gruppen skal udvælge 4-5 forskellige slags farvet papir. Herefter skal de gå i gang med at klippe figurer. Ved hjælp af forskellige foldninger kan man lave simple firkanter og trekanter. Dette kunne afføde en snak om spejlingsakser.
Når hver gruppe har lavet en bunke figurer i forskellige former og farver, skal de lægge dem på A-3 papiret. De skal nøje overveje deres komposition, dvs. de skal tænke over, hvilke farver de placerer i forhold til hinanden og hvilke figurer. Arbejder vi symmetrisk eller? Hvad gjorde Kandinsky?
Børnene skal navngive billederne.
Billederne rammes ind og hænges op.
Vi kigger på billederne og drager paralleller til Kandinsky.