100 skoledage              

I morgen har børnene i 1. klasse haft 100 skoledage. Det fejrer vi med en 100-dages-fest.

Her er programmet.

Materialer:

"Ann-Berits blandede materialer"

Powerpoint med børnerim


Kig i øvrigt på Pinterest for 1000 andre idéer. De ligner lidt hinanden, men det er altså lidt et slaraffenland.

1. blok

Dagen starter med 20 minutters morgenlæsning.

Vi starter med "The big numbers Song" (You Tube), hvor børnene hører ALLE tallene fra 1-100 på engelsk. Det tager kun 3,5 minutter eller deromkring.

Vi laver en 100-dags-hat. Den består af et kartonbånd, som clipses omkring barnets hovede (forskellige farver) og tallet 100 skrevet med fed, kopieret ned i 1/4 A4. Barnet klipper 100-figuren ud og dekorerer den. Den clipses på hatten. Disse hatte bæres hele dagen.

På gangen ud for de tre 1. klasser hænger tallet 100 klippet ud i store stykker karton. Dobbelt kartonstørrelse pr. tal. Der skal skrives 100 ord i hvert ciffer. Hver klasse skriver i hver sit ciffer. Det bliver fire ord pr. gennemsnit til hvert barn i hver klasse. Ordenes tema vælges i klasserne.

Hvis der er mere tid, har vi et udvalg af ekstra-opgaver - prik-til-prik med 100 tal og lignende.

2. blok

Vi har opmålt en distance på 100 meter på forhånd. Vi skal nu finde ud af om alle børnene ved at stå hånd i hånd kan række over 100 meter. Udendørs, hvis vejret tillader. Ellers hen ad gangen. Distancen ER målt.

Tilbage i klasserne har vi fordelt 100 kartonhjerter på 1/4 A4 i forskellige farver, som børnene skal klippe ud. De skal hver især skrive på mindst et hjerte. Spørgsmålet er: "Hvad er dejligt ved at gå i skole?" Alle hjerterne hænges op på opslagstavlen på gangen og formes tilsammen som et stort hjerte.

Derefter laver vi aktiviteten: På 100 sekunder kan jeg...

Er der mere tid, kan man lave ekstra-ark.

3. blok

Vi skal læse to børnerim: 100 høns i hønsegården og 100 mus med haler på. Begge sange kan man lytte til via dr.dk. I min PPT ligger der links til sangene.

Derefter skal vi lave arket: "100 skoledage", hvor børnene skal skrive og tegne noget i fire rammer ud fra forskellige tanker om at ønske sig 100 af noget eller spise 100 af noget osv.

Så skal de lave en tegning af sig selv nu og en tegning af sig selv om 100 år. Der er en skabelon i linket til materialer.

Til sidst får alle et diplom.